Ifølge en geografisk prognose, som avisen Altinget.dk netop har fået lavet over mandaternes fordeling, står Liberal Alliance til en tilbagegang fra 5,0 til 4,2 procent af stemmerne, hvis der var valg nu, og partiet ville dermed miste to af sine ni mandater.
Ud over Joachim B. Olsen, der er valgt i Københavns Omegns Storkreds, ville også tidligere plejehjemsleder Thyra Frank, valgt i Nordjyllands Storkreds, ifølge prognosen ryge ud af folketinget.
Prognose slår imidlertid ikke den tidligere kuglestøder ud af kurs.
»Det interesserer mig så usigeligt lidt med de undersøgelser, der viser, hvem der står til at ryge ud, og hvem der ikke gør, for der er meget lang tid til næste valg«, siger han.
»Jeg er ikke i politik for at være i politik, jeg er her for at udrette noget. Og så længe jeg er her, arbejder jeg hårdt på det«.