Velfærdsstaten vokser og vokser. Der bliver flere og flere svage i samfundet som skal hjælpes, lyder det jævnligt fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Til gengæld skal alle de rige så betale mere. Men hvem er egentlig de rige, og hvem er de svage?
De rige er – rundt regnet – åbenbart alle dem der tjener mere end Helle Thorning-Schmidt. I hvert fald vil Socialdemokraterne indføre en millionærskat for alle som tjener mere end en million om året, mens Helles egen årlige skattepligtige indkomst ligger omkring de 900.000 kr.
Hvad så med de svage – gad vide om det bl.a. er mig og min hustru de mener?
Jeg er ledig og på dagpenge efter dimittendsatsen. Min hustru er på barsel fra sit studium og på SU. Vi bor til leje og modtager boligsikring for en del af huslejen. Efter familieforøgelsen stiger boligsikringen til over det halve, og hvis vi senere flytter i noget større og dyrere stiger den yderligere. Derudover kan vi også se frem til at modtage børnefamilieydelse fra staten.
Denne omfangsrige omfordeling af ressourcer til vores fordel til trods føler vi os hverken som svage eller fattige. Vores status som henholdsvis ledig og studerende er jo midlertidig. Men hvad er så egentlig meningen med at folk skal have så meget i børnefamilieydelse – regner man med at de ikke selv kan forsørge deres børn, hvorfor den velgørende velfærdsstat må tage over? Faktisk har vi diskuteret om det ikke nærmest er en fornærmelse at vi kan få børnefamilieydelse – som om vi ikke selv kan tage os af vores barn. Og hvis vi som henholdsvis ledig og studerende ikke har brug for denne strøm af velfærdskroner, hvem har så? Hvem er de svage som de danske skatteydere betaler verdens højeste skat for at hjælpe?
I stedet for børnefamilieydelsen kunne man passende genindføre børnefradraget, således at enhver – uanset om man er privatansat, offentligt ansat eller lever af overførselsindkomst – får lov at forsørge sig selv og sin familie inden man blive beskattet af al indkomst herudover.
Men børnefradraget er desværre stadig fortid, så vi tager imod børnefamilieydelsen. Hvorfor skulle vi ikke tage vores del af kagen når alle andre nu har så travlt med at tage deres? Det gælder også de øvrige ydelser vi modtager. Hvorfor skal skatteydernes penge gennem boligsikring bruges på en kunstig påvirkning af markedet for lejeboliger? Hvis man ikke har råd til sin bolig må man finde en anden der er billigere – sætte tæring efter næring – i stedet for at bede andre om at betale en del af regningen. I øvrigt forhindrer den slags indgreb at huslejen finder et naturligt niveau på baggrund af udbud og efterspørgsel hvor alle kan finde en bolig de kan betale helt uden velfærdsstatens ellers så gavmilde håndsrækning på skatteydernes vegne. Men nu er systemet desværre indrettet sådan, så vi tager det med – de andre kræver jo også deres.
Jeg er også træt af at jeg som dagpengemodtager skal rette mig efter 22.408 sider af velfærdsstatens A-kasse-regler fordi velfærdsstaten sponsorerer broderparten af min indkomst, men det er den mulighed jeg har som systemet er nu. Men tænk hvis man helt selv – uden statens indblanding – kunne forsikre sig mod arbejdsløshed. Så behøvede man for det første ikke at ligge skatteyderne til last, og for det andet ikke at være tvangsindlagt til sige ja og amen til alle mulige og umulige tiltag som velfærdsstaten sætter i gang for de ledige.
Min hustru lever af SU og det gjorde jeg også indtil for et år siden. Det er muligvis en udmærket investering at vi sørger for at alle der har evnerne også skal have muligheden for at tage den uddannelse de ønsker, men er det ensbetydende med at velfærdsstaten skal aflevere en pose penge til hver eneste studerende måned efter måned, uden at noget af det nogensinde skal betales tilbage? Ville det ikke være udmærket med en grundlæggende diskussion om hvordan et evt. SU-system skal indrettes i fremtiden? Det bedste forslag jeg har hørt hidtil er at lade SU være lån fra staten, som så helt eller delvist eftergives den dag man gennemfører sin uddannelse – det vil være en fantastisk motivationsfaktor for de studerende. Forslaget kan evt. modificeres ved at lade graden af eftergivelse afhænge af om man gennemfører uddannelsen på normeret tid og om man har sprunget fra andre uddannelser tidligere.
Vi modtager altså fire forskellige ydelser fra velfærdsstaten som helt ukritisk og rundhåndet deler disse gaver ud på skatteydernes vegne uden overhovedet at stille spørgsmålstegn ved om vi fortjener eller har brug for dem – man stempler os bare som svage som har krav på hjælp fra staten. Vil det så sige at det virkelig er os som S og SF taler om når de vil forbedre vilkårene for de svage i samfundet? For i så fald kan jeg da hilse og sige at vi ”svage” allerede har rigeligt. Vi vil egentlig hellere bare have ansvaret for vores eget liv tilbage og muligheden for at sørge for os selv uden velfærdsstatens allestedsnærværende indblanding.
Selvom vi ikke føler os som svage findes der naturligvis svage mennesker i samfundet. Sindslidende, handicappede og misbrugere som alle sammen har brug for en eller anden form for hjælp fra andre for at få et værdigt liv. Dem vil jeg gerne være med til at hjælpe – også når jeg en dag bliver nettobidragyder. Men så er der vel egentlig heller ikke så mange flere?
Hvis man i fuld alvor påstår at folk er svage fordi de er studerende, arbejdsløse, pensionister, børnefamilier, indvandrere etc. eller bor i ”Udkantsdanmark” – hvem er der så snart tilbage som ikke er svag? Vi har snart nået et punkt hvor et flertal i befolkningen forsørges af et mindretal, men giver det mening at betegne over halvdelen af danskerne som svage?
Der er gået inflation i begrebet svag. Vi er blevet et kræver-samfund hvor de fleste har travlt med at gøre opmærksom på at de har ret til dit og dat, og de færreste er taknemmelige for den hjælp de får. Vi har kvalt os selv i den omsiggribende velfærdsstat som ikke tillader at man sørger for sig selv – det har vi jo staten til. Dermed bliver mange af os – helt ufrivilligt – til systemets nasserøve. Men vi kan jo håbe på at systemet en dag går under hvis vi nasser lidt mere på det.
