Jeg kendte engang en mand vis familie før Anden Verdenskrig var tyske aristokrater. De ejede et antal store industrier og landstykker. Jeg spurgte ham hvor mange tyskere der var ægte nazister, og svaret han gav, huskede jeg, og indrettede derefter min attitude omkring fanatisme. ”Meget få var ægte nazister” sagde han, men mange nød den genkomne tyske stolthed, og mange andre havde for travlt til at tænke på det. Jeg var én af dem der mente, at nazisterne bare var en flok fjolser. Så majoriteten lænede sig bare tilbage, og lod det ske. Og så, før vi vidste af det, ejede de os, og vi havde mistet kontrollen, og verdens ende var ankommet. Min familie mistede alt. Jeg endte i koncentrationslejr, og de allierede ødelagde mine fabrikker”.
Vi fortælles igen og igen af ”eksperter”, at Islam er fredens religion, og størstedelen af muslimerne kun ønsker at leve i fred.
Selvom denne ukvantificerede antagelse kan være sand, så er den helt igennem irrelevant. Det er meningsløs snak målrettet til at få os til at føle os bedre tilpas, og målrettet til at snævre spektret af fanatikere hærgende verden over i Islam´s navn. Faktum er, at fanatikerne på det her tidspunkt i historien styrer Islam. Det er fanatikerne der systematisk slagter kristne, eller slagter stammesamfund i Afrika, og gradvist overtager hele kontinentet i en islamisk bølge. Det er fanatikerne der bomber, halshugger, myrder og ærer drab. Det er fanatikerne der overtager den ene moske efter den anden. Der er fanatikerne der manisk spreder stening og hængning af voldtægtsofre og homoseksuelle. Det kvantificerbare faktum er, at den ”fredelige majoritet” er den ”tavse majoritet”, og det er kojonagtigt og indifferent. Det kommunistiske Rusland bestod af russere, der kun ønskede at leve i fred. Alligevel var de russiske kommunister ansvarlige for myrderierne på omkring 20 millioner mennesker. Den fredelige majoritet var ligegyldig. Kina´s kæmpe befolkning var ligeledes fredelig, men det lykkedes alligevel de kinesiske kommunister at myrde svimlende 70 millioner mennesker.
Det gennemsnitlige japanske individ før Anden Verdenskrig var ikke en krigsliderlig sadist. Alligevel myrdede og slagtede japanerne sig på kryds og tværs af Sydøstasien i et orgie af drab inklusive de systematiske drab på 12 millioner kinesiske civile; de fleste dræbt med sværd, skovl og bajonet. Og hvem kan glemme Rwanda, der kollapsede i slagterier. Kunne det ikke siges, at majoriteten af folk fra Rwanda var ”fredselskende”? Læren af historien er ofte utroligt enkel og ligefrem. Alligevel misser vi ofte trods alle vore fornuftsredskaber de mest grundlæggende og ukomplicerede pointer. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante af fanatikere. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante gennem deres tavshed. Fredselskende muslimer vil blive vore fjender, hvis ikke vi åbner munden, fordi som med min ven fra Tyskland, vil de en dag vågne og opdage, at fanatikerne ejer dem, og enden på deres dage vil være begyndt. Fredselskende tyskere, japanere, kinesere, russere, afghanere, rwandanerese, afghanere, irakere, palæstinensere, somaliere, nigerianere, algiere og mange andre er døde, fordi den fredselskende majoritet ikke åbnede munden, før det var for sent. Hvad angår os der ser det hele udspille sig, vi må holde øje med den eneste gruppe der tæller; fanatikerne der truer vores livsmåde.
Vi fortælles igen og igen af ”eksperter”, at Islam er fredens religion, og størstedelen af muslimerne kun ønsker at leve i fred.
Selvom denne ukvantificerede antagelse kan være sand, så er den helt igennem irrelevant. Det er meningsløs snak målrettet til at få os til at føle os bedre tilpas, og målrettet til at snævre spektret af fanatikere hærgende verden over i Islam´s navn. Faktum er, at fanatikerne på det her tidspunkt i historien styrer Islam. Det er fanatikerne der systematisk slagter kristne, eller slagter stammesamfund i Afrika, og gradvist overtager hele kontinentet i en islamisk bølge. Det er fanatikerne der bomber, halshugger, myrder og ærer drab. Det er fanatikerne der overtager den ene moske efter den anden. Der er fanatikerne der manisk spreder stening og hængning af voldtægtsofre og homoseksuelle. Det kvantificerbare faktum er, at den ”fredelige majoritet” er den ”tavse majoritet”, og det er kojonagtigt og indifferent. Det kommunistiske Rusland bestod af russere, der kun ønskede at leve i fred. Alligevel var de russiske kommunister ansvarlige for myrderierne på omkring 20 millioner mennesker. Den fredelige majoritet var ligegyldig. Kina´s kæmpe befolkning var ligeledes fredelig, men det lykkedes alligevel de kinesiske kommunister at myrde svimlende 70 millioner mennesker.
Det gennemsnitlige japanske individ før Anden Verdenskrig var ikke en krigsliderlig sadist. Alligevel myrdede og slagtede japanerne sig på kryds og tværs af Sydøstasien i et orgie af drab inklusive de systematiske drab på 12 millioner kinesiske civile; de fleste dræbt med sværd, skovl og bajonet. Og hvem kan glemme Rwanda, der kollapsede i slagterier. Kunne det ikke siges, at majoriteten af folk fra Rwanda var ”fredselskende”? Læren af historien er ofte utroligt enkel og ligefrem. Alligevel misser vi ofte trods alle vore fornuftsredskaber de mest grundlæggende og ukomplicerede pointer. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante af fanatikere. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante gennem deres tavshed. Fredselskende muslimer vil blive vore fjender, hvis ikke vi åbner munden, fordi som med min ven fra Tyskland, vil de en dag vågne og opdage, at fanatikerne ejer dem, og enden på deres dage vil være begyndt. Fredselskende tyskere, japanere, kinesere, russere, afghanere, rwandanerese, afghanere, irakere, palæstinensere, somaliere, nigerianere, algiere og mange andre er døde, fordi den fredselskende majoritet ikke åbnede munden, før det var for sent. Hvad angår os der ser det hele udspille sig, vi må holde øje med den eneste gruppe der tæller; fanatikerne der truer vores livsmåde.
