Hvorfor arbejder 14.250 når det ikke kan betale sig for dem?
Med talestrømmen af ordflom har italesættelsen af krævementalitet plantet nye frø og spor. Vi er langt fra 50erne og 60ernes fokus på arbejdsløshed. På denne tid var opfattelsen af sociale begivenheder såsom arbejdsløshed, at det var noget, som den enkelte selv var uden skyld i. Sådan hed det sig hen til slutningen af 70erne, hvor specielt de borgerlige partier og arbejdsgivernes tankespind om, at en række arbejdsløse ikke ’reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet’ fandt rodfæste.
Det skal kunne betale sig at arbejde, det er hørt mange gange. Dette politiske mantra lyder ustandseligt fra samfundets magtelite, især når det gælder om at trække reformer ned over hovedet på de ledige. Dette er en hetz og en hån mod de mennesker, som af en eller anden grund er nød til at leve på overførselsindkomst.
Et eksempel på den forsatte historie, eller eksempler hvis man skal være helt korrekt, var da tre helt ”tilfældige” arbejdsgivere - en savværksejer, ejeren af en systue og en elinstallatør tonede frem på fjernsynet og hævdede, at de ikke kunne få besat job.
Af disse tre personer hørte vi mest til Savværksejeren, som beklagede sin nød over at han ikke kunne få besat to stillinger, når der var 160.000 arbejdsløse. Den næste dag hed det sig, at savværket havde fået 120 ansøgninger, men at 30 havde sagt nej til jobbet, angiveligt med den begrundelse at timelønnen på 110 kroner var for lav.
En fortælling om egeninteresse
I stedet for at fokusere på, at han havde modtaget 120 ansøgninger, var det de 30 som takkede nej, som dannede prisme for historien, og dette skyldtes ifølge artiklen ’TV2 hetzer de arbejdsløse’ fra Dagbladet Arbejderen 11. januar 2013, til dels mediernes fremstilling. Selv om det senere kom frem, at de tre som beklagede sin nød, er særdeles aktive medlemmer af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, fandt man det ikke vigtigt, at viderebringe denne historie til seerne. Dette er blot et af mange eksempler på egeninteresse hvor man puster til gløder, som ulmer i forvejen, spørgsmålet er dog om overskriften ’3F: Danskerne frasorteres bevidst’ fra 15. februar 2013, ikke er mere rammende end de mange overskrifter om dovenhed, manglende kreativitet og arbejdsmotivation, som vi ellers kender dem?
Det er den. Forestillingen om, at de ledige ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og 10.000 stillinger ikke kan besættes i tilstrækkelig grad er mildest talt overdrevne, bekræftet af blandt andet artiklen ’10.000 ubesatte job er tal-manipulation’ fra Avisen.dk 10. januar 2013. At arbejdsløshed i større omfang ikke anses som moralsk acceptabelt bekræftes endvidere af overskriften ’De unge ser ned på ledige’ fra 19. januar 2013.
Stor konkurrence - ikke dovenhed!
Hvis de arbejdsløse var så dovne, som de fremstilles som, hvordan kunne ledigheden så ramme det niveau den gjorde i 2008? I 2008 faldt ledigheden til ikke alene målt ud fra brutto- men også den mere valide målestok AKU-ledigheden til et rekordlavt niveau.
Hvis de arbejdsløse, herunder de langtidsledige, faktisk var så dovne som det antydes, har mange meningsdannere ret. Men sådan er virkeligheden ikke. For medtænker man overskrifter fra efteråret 2012 som ’Danmark får europæisk sølv i jobomsætning’ fra Avisen.dk og ’Hver time får 80 danskere nyt arbejde’ fra TV2 Finans, falder argumenterne fra hinanden. Der er ikke tale om dovenhed men om stor konkurrence om jobbene, for ikke alene kæmper de ledige med dem selv, men de er også i konkurrence med dem som ønsker, at skifte job. At man ikke kan beskylde danskerne for at klæbe til kontorstolen fremgår endvidere af artiklen ’Vi er verdensmestre i at finde nye job’ fra DR-nyheder april 2010.
At der ikke er tale om manglende arbejdsmotivation fremgår yderligere af en analyse fra HK kommunal som peger på, at chefer - specielt i kommunerne - ansætter venner og familie. Argumentationskæden som modbeviser regeringens incitaments-teori understøttes ligeledes af en kortlægning fra AE som peger på at der i høj grad er tale om en lukket fest, hvor de folk, der allerede er inde på arbejdsmarkedet, bytter job med hinanden - derimod er det svært for langtidsledige, herunder ’dovne Robert’ at komme ind på jobmarkedet: Kun hver fjerde af de nyansatte var ledige, da de blev ansat, og kun 4,5 procent var langtidsledige. At der er stor konkurrence er endvidere bekræftet af overskriften ’Firmaer jagter primært folk med arbejde’ 19. april 2013.
Et lukket land
At folk så absolut ikke mangler arbejdsmotivation kan aflæses i Danmarks Statistik. Her fremgår det, at i 2008 var der 123.000 helhedsmodtagere af kontanthjælp. Tallet i sig selv er en afspejling af beskæftigelsesmulighederne. I 1998 var tallet som sammenligning 192.899 omregnet til helårsmodtagere. I 2011 var antallet af kontanthjælpsmodtagere omregnet til helårspersoner 156.300. Hvilket var en stigning på 3 procent i forhold til 2010. Historikken viser, at hvis der skabes job, vil folk udfylde dem.
Antallet af helårsmodtagere af kontanthjælp og folk på dagpenge m.fl. afgøres af beskæftigelsesmulighederne, og har intet med den nyklassiske floskel om at 'nød lærer nøgen kvinde at spinde', for denne er rent nonsens i forhold til fakta baseret tilgang til socialpolitik. Det er sådan, at når arbejdsløsheden er faldende vil der være en vis succes med integration af de arbejdsløse til arbejdsmarkedet, dette er ikke fagre nye verden. Men en bekræftelse på at arbejde såvel er en velsignelse, som en forbandelse. En velsignelse for dem som har det, en forbandelse for alle de arbejdssøgende for hvem arbejdsmarkedet er et lukket land.
Virkeligheden er - en anden end den fortælles
At det ikke kan betale sig for 14.250 danskere at arbejde, er et interessant holdepunkt, man kan sige der er noget ’betryggende’ over det, for oplysningen legitimerer spørgsmålet, hvorfor arbejde, hvis det ikke kan betale sig? Er dette spørgsmål dårligere at stille end den herskende floskel, det skal kunne betale sig at arbejde? Nej vel.
Spørgsmålet og de underspørgsmål som kan afledes af fakta er dækkende for at hæve debatniveauet op over børnehavestadiet, dette er nødvendigt. For har disse 14.250 personer en højere arbejdsmotivation end den gennemsnitlige arbejdsparate ledige? Hvor længe vil det tage, at besætte den pågældende stilling, såfremt alle 14.250 siger op i morgen? Angående det første spørgsmål burde ingen af de 14.250 mennesker være i arbejde hvis man anvender incitaments-teoriens logik. Men det er de alligevel.
Det andet spørgsmål er mindst lige så relevant, for kontakter den pågældende arbejdsgiver jobcenter eller en a-kasse vil arbejdsgiveren hurtigt kunne få afklaring, og anvist kvalificeret arbejdskraft, for langt de fleste mennesker vil rigtigt, rigtigt gerne arbejde. Derudover forholder det sig anderledes når jobcenter eller a-kasse er inden over. Så træder meget klare regler i kraft, og det giver en sanktion til den ledige at takke nej til ordinært, overenskomstmæssigt lønnet arbejde.
Vestagers konklusion står desværre i al sin oprørende kynisme fast. Sådan er det jo! Den der idé om at det skulle være attraktivt at ligge hjemme på sofaen, og den forlades først ’når fjederen er sprunget’, har dog intet med virkeligheden at gøre. Virkeligheden er ikke sådan at alle kan få et arbejde, hvis de vil. Og virkeligheden er ikke sådan, at de tre arbejdsgivere som beklagede deres nød ikke kunne få deres stilling besat.
Virkeligheden er den, at nogle har bedre vilkår, end andre når de er arbejdssøgende, herunder eksempelvis skuespillerinden Trine Pallesen, der er enlig mor til to, hun vil hellere skrælle kartofler end modtage dagpenge. Hun har derfor tidligere arbejdet i køkkenet hos en veninde, der ejer et cateringsfirma.
Vilkårene er dem, at Trine Pallesen har en veninde som ejer et cateringsfirma, hvor mange af de ’stærke’ kontanthjælpsmodtagere, som nu skal sendes i ’proletariske’ nyttejob, har samme betryggende muligheder, og ville ikke ligesom Trine Pallesen sige ja tak til at skrælle kartofler hvis de på stående fod fik tilbuddet? Mit bud er rigtigt, rigtigt mange. Hvad er dit bud?? Og hvor længe ville det tage at besætte de 14.250 stillinger, hvis alle de mennesker sagde op i morgen, og lod sig forsørge af det offentlige og nyde godt af den økonomiske gevinst de vil få ved at modtage overførselsindkomst i stedet for at arbejde? Mit bud er rigtigt, rigtigt hurtigt. Hvad er dit bud??
