Det hævdes at højrefløjen savner modspil i den offentlige diskurs – at der ligefrem søges intellektuel fremførelse af socialdemokratisk debatteren. Samfundsvisionerne har trygt forlagt sig hos liberal-konservative opinionsholdere – ejendommeligt beskyttet af selvsamme intellektuelle portvogtere. Har denne fløj taget enevælde på en visionær tankegang? Ikke spor – og tvært imod! Det synes omvendt selvmodsigende, at liberal-konservative kræfter både dominerer og enevældigt magter samfundsvisionære tankespil.
Det var juni 2011 – og Politiken spurgte i bredeste plenum: ”Brænder du for at skabe kvalificeret modspil til Jacob Mchangama, Mikael Jalving, Peter Kurrild-Klitgaard, Ole Birk Olesen, [osv] ?” – Man søgte følgelig venstre-orienterede skribenter til at magte debatten i en ligeledes venstre-orienteret avis. Mellem linjerne kunne den kække læser fornemme et krampagtig udråb, et kald i mørket efter venner – en håndsrækning til en mulig dus i det fjerne. Således indledtes en selvigangsat latterliggørelse på ny – for hvem meldte sig egentlig som modtager af disse fremsatte og vederlagsfrie venskabsbånd? (!). Nuvel, så hengik historien i sin rettergang, og trods manglende modspil til højrefløjens selvpostulerede superlativer, så doserede stemmerne sig således at danskerne forfordelte en venstreorienteret statsledelse ved folketingsvalget i fjor.
Dermed må man selvsagt spørge, hvorledes en ellers intellektuel diskurs dominerende højrefløj kunne tabe valget? Hvis det giveligt forholder sig sålunde at de rent intellektuelt savner modspil i det offentlige rum? Søren Pind angav jo ellers, med stort overblik, at han ikke kunne få øje på de intellektuelle der skulle fremlægge de socialdemokratiske samfundsvisioner. Tillige kunne man læse om Per Stig Møllers kald som var det til vor herre: ”Hvor bliver I af? Kom dog frit frem.” Jeg forestiller mig billedligt Hr. Møller sidde på hug med nedadvendt stirrende blik og en fremstrakt arm og en pulserende lillefinger fremskudt fra hans rolige hånd, i bedste Lektor Blomme-stil: ”Dølg ikke din viden for os, vær ikke nærig at komme med din visdom – lad også os andre sole os i dit forstands blændende lys!” Ja, den selvfede holdning var i særdeleshed til stede, men dog højest sandsynligt ikke ment i denne gejst.
Tilbage til spørgsmålet: Hvorledes gik det så vidt, at højrefløjen trods åndeligt overskud kunne tabe valget? Her er det ikke valget, og det real politiske spil som forekommer mig særlig vigtigt – og ej heller særlig interessant. Nærmere synes det for mig, at man sporer en stor mangel, hos en ellers tydelig intellektuelt debatterende højrefløj, i deres tilgang til danskernes faktiske liv. En forståelse af værdierne hos os alle sammen. Hvor er ambitionerne kære højrefløj? Med andre ord, hvor er det egentlig at debattørerne fra højre fremlægger deres visionære billede af det faktiske liv i Danmark? Er det netop ikke det der er omtrent den fornemmeste rolle hos debattører i det offentlige rum – at diskuterer visionerne, idealerne og derigennem foreslå de nye veje som bør betrædes?
På netop dette område, når det drejer sig om visioner, da må højrefløjen se sig selv stærkt overgået af en venstrefløj som vover at fremlægge nødvendige forslag – nogle kan bruges, andre må forkastes. Det er jo reelt denne position, den visionære tilgang, som en konservativ profil modsætter sig; enten tilbagegang til det daværende, eller stilstand da presserende situation i sig selv er ønskelig. Islæt af denne konservatisme synes indlysende i kredsene bestående af de højreorienterede debattører. Sjældent har der kommet så lidt fra deres kanter, andet end blot den sædvanlige lovprisning og advokering af liberal-kapitalistiske markedskræfter. Fjerner man disse økonomisk indgivne argumenter, finder man en gold tundra bestående af engang for længe siden plantede træer, som pga. den enorme kulde af modvilje aldrig har kunnet forgrene sig op i højere himmelstrøg.
Så måske omhandler problemet om manglende modspil til højrefløjen egentlig i sin substans blot det faktum, at konservativ meningsytring ikke gør sig genstand for debat. For hvorledes og hvor længe kan man gentagende angribe en gammel konservativ parole med venstreorienteret kritik? For det bliver vel ret hurtigt et uinteressant setup? Det burde stå klart for enhver, at der ikke findes nogen særpræget og videnskabelig dokumenteret økonomisk løsningsmodel. Laissez-fair-kapitalisme eller keynesianism, kære børn har mange navne – rent økonomisk strides disse to overbevisninger omkring grundlæggende spørgsmål hvor der intet korrekt og logisk svar findes. Inden for begge traditioner har man gjort både gode og dårlige erfaringer, men ingen kan sætte sig selv på pedestalen og påkræve retten som absolut sejrsherre over økonomisk tænkning. Således må det jo være på sin plads at højrefløjen ikke kan forvente dybdegående debatteren på deres selvvalgte økonomiske idealer. Således må et kontraangreb være på sin plads; hvornår vågner en ideforladt højrefløj op og lader sig involvere i disse livsfaktiske smuler der synes mere reelle og vigtige – end blot fornedrelse i gamle økonomiske grundspørgsmål? I din tryllesøvn du sukker, vågn, og se: Din ungdom dukker som et skib af tågens favn.
Ak, i denne fremlæggelse tykkes det klart overproklameret at påstå at venstrefløjen enevældigt har sat sig på ambitiøsiteten og visionerne. Hermed vil jeg fastslå, at det ikke er denne konkluderende vej at indeværende kronik følger. Der er langt til denne status for begge fløje – for er det netop ikke dette som er Danmarks skæbnesvangre situation? Altså, står Danmark ikke ved den gyldne port allerede, hvor ingen reelt tør slå døren ind – eller i det mindste banke på? Hermed ikke med reference til livet efter døden og nedgangen, men nærmere den gyldne port ind til det forjættede land – idealstaten; en polis uden sidestykke, et sted, et paradis hvor alle idealer om retfærdighed og den gode liv går i syntese. Står Danmark ikke allerede i sådan gunstig situation, at der sjældent har været så få problemer, hvilket følgelig må flytte fokus over på de reelle og konkrete udfordringer som kan løfte Danmark ind på førstepladsen? Det er her ambitiøsiteten kommer ind i billedet – ej som filantropi, men som en reel mulighed.
Ambitioner har mange former. Ambitioner er drevet af en håbefuldhed som gør krav på at fordre en drivkraft imod det ønskelige. Denne indstilling gør sit virke på flere faconer, både i personlige og fælles interesser. Man kan som håbefuld fader have ambitioner på sine børns vegne, eller man kan som Herostratus have ambitioner om et liv i berømmelse. Ambitioner er håb, og etableringen af en stat har på alle abstrakte måder altid haft denne påvirkning fra første støbeske. Enten via timokratisk og diktatorisk håb om autoritært totalstyre, eller som den mere moderate form vi i dag værdsætter; demokratiet og retsstaten. Denne sidstnævnte struktur har fra begyndelsen sin ethos placeret i relation til en eksakt ambition: ønsket om retfærdighed og det gode liv. Som Aristoteles rigtig nok bemærker så må alle ting, alle handlinger vel rigtig nok stræbe imod det gode i sig selv? Hertil i vores terminologi kroner vi dette med idealstaten – altså, ideen om et liv i lykke, grundlagt og muliggjort af den gode stat.
Dermed kan man jo redeligt gøre indblik i hvilke ambitioner de forskellige partier, eller fløje, proklamerer at følge. Kigger man bredt over spektret, så synes det med lige at vise sig som om at de fleste er enige i ovenstående kommentar: at muliggøre og sikre individets lykke. Det må jo alt andet lige være det alle søger – dog igennem hver deres tilgang og navigeren. Er du uenig i at lykken ikke søges af alle? Det virker nærmest idiotisk at modstride sig. Er begrebet om lykke ikke den eneste individuelle tilstand som ikke kan betvivles som værende ønskværdig? Man kan spørge ’hvorfor’ til alt på denne klode – men stille selvsamme spørgsmål når nogen ønsker lykken, virker logisk og menneskeligt kontradiktionært. Altså må man konkludere at hvis den rigtige logik går forrest, så vil alle partier i bund og grund det samme. Lykken skal dermed muliggøres igennem, eller på baggrund af den mest retfærdige og gode stat – et manifest mennesket fra græciteten til modernismen filosofisk har tilsluttet sig. Således står definitionen om ambitionen fastlåst – men debatten om midlerne er dertil er gabende åben, og visionerne indgår heri.
Så lad os for et øjeblik eksaminere højrefløjen. Lidt overfladisk og påpasseligt kan man vel betragte deres position som værende konservativ, heri repræsenteret i VKO-partiernes fremtræden og metode. Sætter vi dette på spids, så må det jo være tankevækkende at man mener at kunne fordre idealstaten igennem en tilbagegang til det daværende eller en vedholden og bevaring af det nuværende. Ingen plads til revolutionær eller visionær tænkning – ambitiøsiteten må dermed kæmpe med et sparsomt arsenal. Kun igennem bevarelse og forkastelse menes der at kunne fremme muligheden for individets lykke. Ergo må vi tolke at man igennem konservativt overblik mener at ’her går det ideelt – ingen grund til forandring tak!’ Men kan man så samtidig proklamere at man savner modspil i debatten, så som Hr. Pind og Hr. Møller med arrogancen solidt placeret i passagersædet konkluderede?
Nej, så let kommer jeg nok ikke igennem med mit budskab. Lidt naivt vil de fleste nok kalde det. Den sande liberal-konservative tilgang vil hertil påpege at, javist taler vi nedtoning af revolutionære tiltag og bevaring af gamle gode dyder. Men ej at forglemme at man også taler om forkastelse, som herfra bliver højrefløjens kardinalpunkt i et socialdemokratisk samfund. Igennem afskæring fra socialistiske økonomiske rammer kan samfundet genfinde sin foretrukne struktur og derigennem banke på de gyldne porte til idealstaten, som hermed senest var billedliggjort som minimalstaten i 90’erne. Hvis vi nu tager højrefløjen på ordet, så må deres middel derfra være en indførsel af mere laissez-fair økonomiske modeller som samlet kan sikre det individuelle spillerum – og herfra følger nedskæring af statsapparatet. Vi er jo ifølge libertariansk skole selv herre i eget hus – selv herre over egen lykke. Staten skal sikre at disse rammer er grundlagt således at ens egenrådige rejse kan påbegyndes og vigtigst af alt gennemføres. Dog selvfølgelig uden unødig hjælp fra staten og fællesskabet – ’nej nej, uden snyd kære ven. Du kan jo godt selv!’ Man må give højrefløjen – at de pålægger en stor tiltro individet, som i sit enkeltstående virke i verdenshistorien lader sig fremvise som åbenlys mangelfuld.
Det virker for mig som værende et forkvaklet verdensbillede at opstille, når det siges at rigtigheden må ligge i det menneskelige individs rådighed over egen evne. At vi her finder midlet til at løfte Danmark ind i en ny og bedre epoke. Siden hvornår har det været menneskets fortrinlighed at kunne evne at arbejde solo? Er samfundet i sin kerne ikke et historiske bevis for at individet ikke er tilstrækkelig i sig selv – eller rettere, at man i fællesskabet kan løfte niveauet? Er rammerne omkring os ikke det fysiske sandhedsbevis for netop denne påstand? Som Thomas Hobbes også måtte konkluderer, så vil livet uden retsstaten være brutalt og kort – ren nulsum. Dog er der grænser for fællesskabet – selvsagt og følgelig er der ingen i den vestlige verden som vil påstå, at mennesket skal graderes til myretue-lignende tilstande, ala Enterprise-skibet fra Star Trek, hvor alle har deres pligt og bærer det samme tøj. Lille lyst finder vi i tanken om denne verden – både hos venstre- og højre fløjen. Det må dog ligge for rette at man igennem visionær tankegang inden for fællesskabets rammer finder vejen til at opfylde sin håbefuldhed. Vi har altså her med to forskellige størrelser at gøre, individet og fællesskabet, som begge skal respekteres og koordineres.
Imellem disse to begreber – individ og fællesskab – er der en særlig forpligtigelse. En bærende konstruktion om man vil. De er nemlig hinandens forudsætninger. Uden individet intet retssamfund, og uden demokratisk retskonstruktion intet fællesskab. Dog er denne differentiering ikke et knivsæg – men rettere en bred korridor hvor det er tilladt at bevæge sig med politiske visioner og revolutionær tankegang. Her finder vi våbenkamret for ambitiøsiteten – muligheden for avancementet. Med dette billede for øje, da fremvises konservatisme som værende en dagsorden der ønsker at snævre denne korridor; at nedruste ambitiøsitetens beføjelser; en fordring af ensporede motorveje uden hverken nødspor eller rastepladser. Fællesskabet skal nedtones og individet betingelsesløst fremhævet. Næsten som at lade sin skam sejre over sin mangelfuldhed, for derefter at lukke ned for sit faktiske liv. Sartre påpegede rigtig nok, at skam starter med en anerkendelse af sin egen ufuldkommenhed i lyset af det andet subjekt. Det har altid været den sværeste løsning af være mere end sig selv – men tillige ikke desto mindre en naturlig udfordring for os alle. Der er altså en naturlighed i både individ og fællesskab.
Derfor følger det, at såfremt samfundets grundlag er ambitioner om et absolut, altså den højeste form for menneskelig livsmål – lykken – da kan vi da ikke tillade at afstå for revolutionær og visionær tænkning. Det må alt andet lige være igennem disse processer at mennesket finder sin berettigelse til at ophøje sig som den vidende skabning vi påstår at være. Processer uden visioner vil ikke komme Danmarks ambitioner i møde, men tværtimod umuliggøre indgangen til næste fase, bevægelsen ind i idealstaten – ind på førstepladsen.
Ergo handler det for begge fløje om, at finde sine visioner, eller rettere sine redskaber til hvorlunde ambitionerne bliver indfriet. Det handler således ikke om at en selvfed meningsytring fra højrefløjen savner modspil. Tværtimod anses det indlysende, at det i det seneste årti ikke har været højrefløjen der kan pryde sig af titlen som kreativ og visionær sejrsherre. De har i deres forglemmelse fralagt at gøre krav på en visionær indstilling. Som en næsten indbygget mantra i deres politiske tilgang. Senest symptomatiseret i det foregående valgnederlag. For lad dertil venstrefløjen spørge, hvem er den unge visionære debattør som kan formidle visionerne inden for konservativ-liberal tænkning i Danmark? Et spørgsmål der synes at have aner af indbygget modsigelse.
