... og nu vi snakker om EU: Jeg har altid været borgerlig EU-modstander, og jeg har aldrig fattet, hvorfor borgerlige partier er så vilde med at soppe rundt i det socialistiske morads, den organisation udgør. Modstanden har dog altid ulmet blandt vælgerne, selvom man indtil for nylig måtte finde sig i at blive sammenlignet med Ku Klux Klan-medlemmer, hillbillies og rednecks, der ikke kunne se længere end til næste egernsteg, når man udtrykte sin skepsis overfor EU.
Med smiger kommer man dog ingen vegne med Bob Glitter, så jeg fortsætter kampen mod elitismen. Et af de største irritationsmomenter er akademikerne, især de humanistisk uddannede. De fleste bliver nok benovede eller endda intimiderede, når familiens unge antropologikandidat i sværtforståelige vendinger taler rosende om europæisk fællesskab, positive menneskerettigheder og multikultur. Så er det oplagt, at du føler dig som den bondeknold, hun beskylder dig for at være, mens du knokler i marken for at betale hendes understøttelse, fordi hendes nytteværdi i det virkelige liv er: Nul og niks.
Hvis jeg giver dem usikkerhedens fordel og sætter tallet højt, vil jeg tro, at omkring fem procent af de humanistiske kandidater sidder med en virkelighedsopfattelse, de har konstrueret gennem reflektion og selvstændige tanker. Resten er blot tomme kar, som i al evighed ekkoer de socialistiske fraser den modent lækre lektor med det kraftige, bølgende, mørke hår ridsede i deres sarte, smukke, unge porcelænshoveder til forelæsningerne og privataudienserne på professorkontorerne. Så ignorer deres latterlige ævl, uanset hvor meget de camouflerer det med fremmedord og flotte, grammatisk korrekte sætninger. Det er ikke andet end resultatet af angsten for at skille sig ud fra flokken kombineret med hormonelt betinget modtagelighed.
Dem, der arbejder i EU, den ægte elite og ikke bare flokken af middelmådige lemminger, er af en anden støbning. De er uden tvivl dygtige, og når man ser ud over deres ønske om at rage til sig i det skattefrie lønningsparadis, er jeg sikker på, de har en vision om et samlet Europa. Ikke mindst har de en vision om at se sig selv som "The Founding Fathers of Europe", et slapt svar på USAs stolte frihedstraditioner, og at blive husket gennem enorme marmorstatuer og portrætter indhugget i alperne. Hvis de hugger noget, der ligner denne mands smil ind i Schmittenhöhe, så kan du være sikker på, at mine børn ikke får lov til at stå på ski der mere.
Ja, hvem er han egentlig, denne mandsling, som er Europas stolte præsident, der får en højere løn end Obama? Ingen kender ham. Ingen. Bortset fra jer få, der får kendskab til ham gennem Bitter Blogs uværdige, løgnagtige og ubehagelige personangreb. Men hvis man ikke kan tage stanken i slagteriet skulle man måske lade være med at stille sig op som pseudosupermagtsoverhoved uden nogen form for folkeligt mandat. Og hvis du som læser er forarget, så vid at jeg blot vandrer i fodsporene af de kulturradikales hyrde, deres moralske fyrtårn, vor folkekære forfatter Carsten Jensen.
Et andet fremragende eksempel på en eurofil er vores egen nikkedukke, Helle Thorning-Schmidt. Kvinden, der kunne være den højtflyvende leder af ethvert parti, så længe hun blot skulle agere facade for tomt indhold. På den anden side af hendes fromme ønsker om et samlet Europa og et Danmark, hvor lav og høj er naboer, er det uomtvisteligt, at hun og hendes familie aldrig selv kommer til at lægge krop til dette sociale eksperiment. Aldrig. Det må overlades til os ydmyge undersåtter, nøjagtig ligesom det danske skattetryk kun er til for os. Med Helle som nybagt formand kan Danmark nu træde foran i EU som organisationens blege, lille duks, der afleverer frokostpengene til de store drenge i klassen, så Helle senere kan få tilbudt en lukrativ stilling, når hendes Projekt Danmark ikke længere er interessant.
Nu da denne elite svæver i de tynde skylag af visioner og gode intentioner til lyden af en europæisk fælleshymne, ingen kender eller har et forhold til, går de ofte i panik, hvis man konfronterer dem med konkrete argumenter fra virkeligheden nedenunder. Igen latterliggøres man for ikke at kunne indse, at "EU har sikret fred og velstand i Europa". Vrøvl. Freden kan NATO tage æren for. Velstand? Jo, måske marginalt, men husk lige at trække den enorme regning for EUs maskineri fra. Desuden har der, hvis vi behændigt glemmer alt om Jugoslavien, kun været nogenlunde fredeligt i Europa i 65 år. I al tid før det har vi været i konstant krig. At lave en samlet EU-stat svarer til, at du gifter dig og flytter sammen med den kæreste, du har skændtes med i 5 år, fordi forholdet har fungeret nogenlunde i de seneste to måneder. Og at du samtidig skal finde dig i, at hun inviterer mørklødede fyre fra gadehjørnet til middag og med i ægtesengen hver aften. Uden at spørge dig.
EU-modstandere ønsker ikke, modsat hvad din eksotisk liderlige, selvhadende kæreste påstår, et delt, racistisk Europa. Nej, vi ønsker et fredeligt, samarbejdende Europa af selvstændige nationer med hver deres kendetegn og særpræg. Og måske en rask, lille blitzkrieg mod Frankrig, fordi de er så pisseirriterende. Fri os for eliten, der er så hovne, at de ignorerer konkrete, praktiske problemstillinger under "The Greater Good" banneret. Godwin ved, at alt lige fra agurker i vater til jødeudryddelser kan retfærdiggøres under den fane.
Vejen til helvede er i sandhed brolagt med alle eurokraternes gode intentioner.
