Med den nyligt indgåede finanspagt i centrum, er de grundlæggende dysfunktionaliteter i eurosamarbejdet blevet diskuteret intensivt af både politikere og eksperter. Problemet for eurozonen består basalt set i, at medlemslandene aldrig har respekteret budgetreglerne i stabilitetspagten, som de ved indtrædelsen i euroen forpligtigede sig til at overholde.
Fremadrettet bliver man derfor nødt til at træffe et fundamentalt valg i EU. Enten må man bygge en finanspolitisk union oven på valutaunionen, der effektivt tvinger de sydeuropæiske lande til at følge budgetreglerne, eller også må man opgive euroen i sin nuværende form.
Diskussionen af disse 2 modeller er vigtig, og dens udfald vil have afgørende betydning for det europæiske samarbejdes fremtidige form.
Den mangler dog et væsentligt aspekt som de fleste medier indtil videre har valgt at møde med larmende tavshed. Det er ikke kun de Sydeuropæiske lande der har behandlet EU´s regelsæt med udtalt ligegyldighed.
De europæiske ledere og en så essentiel institution som den europæiske centralbank har ligeledes haft mere en svært ved at holde sig inden de rammer, som EU-traktaten foreskriver. Det er ikke blot undergravende for den generelle tillid til EU men tærer på projektets i forvejen tyndslidte demokratiske legitimitet.
Ingen kvaler ECB betaler
I Mastrichttraktaten er ECB´s mandat klart og utvetydigt defineret. Centralbanken skal fungere som en politisk uafhængig institution, der ene og alene har til opgave, at holde inflationen i ro. I traktaten er der endvidere et direkte forbud imod, at banken yder lån til eurozonens medlemslande.
Ikke desto mindre lancerer ECB i 2010, efter et massivt politisk pres, et opkøbsprogram for græsk statsgæld, der i takt med at gældskrisen eskalerede, bliver udvidet til også at omfatte køb af statsgæld i Italien, Spanien og Portugal.
I dag sidder ECB på Sydeuropæisk gæld for knap 220 mia euro hvoraf 50 mia. er græsk statsgæld, hvilket må betegnes som et klart brud med centralbankens oprindelige mandat. Begrundelsen for opkøbene kan måske lyde harmløs og uproblematisk. Man ønskede fra politisk side at ECB midlertidigt opkøbte sydeuropæisk gæld for at skabe tid til, at EU landenes regeringsledere kunne få opbakning fra deres parlamenter til en europæisk nød fond (ESM).
Meningen var at den herefter skulle træde i stedet for ECB og låne penge til de kriseramte eurozonemedlemmer. Så enkelt er det dog langt fra.
Uigennemsigtigt magtspil
Konsekvensen af at ECB til sidst bøjede af for det politiske pres er, at både banker og populistiske politikere i de gældsramte lande har udnyttet åbningen til at sætte centralbanken under konstant belejring med ydereligere krav om, at den skal agere som ”lender of last ressort”, udstede eurobonds og sætte gang i seddelpressen. Banker der har massive beholdninger af sydeuropæiske statsobligationer og de sydeuropæiske politikere håber selvfølgelig på, at ECB på den ene eller anden måde går ind og hæfter for Sydeuropas gæld, og dermed tørrer regningen af på skatteyderne i Nordeuropa.
Indtil videre har ECB afvist kravene med henvisning til, at det ville være ulovligt i henhold til traktaten og dens mandat. Men nu hvor ECB en gang for alle har mistet sin uskyld og kompromitteret dets uafhængighed ved at bryde sit mandat, er den er langt mere sårbare overfor nye forsøg på politisk pression. Når man først giver en finger er der risiko for at nogle vil forsøge at tage hele armen.
ECB´s modsvar overfor det stigende eksterne pres har været at indgå offensivt i magtspillet omkring banken. Som modydelse for at lade EU´s politikere få delvis adgang til seddelpressen i Frankfurt har man krævet politisk indflydelse. Det så man for alvor, da ECB var stærkt involveret i afsættelsen af Berlusconi og udformningen af sparekravene til Italien.
ECB er således blevet en selvstændig politisk aktør, der sammen med EU´s politikere indgår et kompliceret og uigennemskueligt magtspil om de økonomiske regler og strukturer for Eurozonen. Et magtspil som offentligheden har meget svært ved at følge med i og dermed påvirke.
Den demokratiske slagside
Når befolkningerne i Europa går til valgurnerne og vælger at afgive suverænitet til EU, er det fuldstændig afgørende, at de kan stole på at EU´s politikere og dets nøgleinstitutioner holder sig inden for det mandat, der er givet dem. I modsat fald er det umuligt at vide, hvad det er man reelt stemmer sig ind i, og set ud fra et demokratisk perspektiv er det dybt problematisk.
Forløbet omkring ECB bør derfor give anledning til en grundlæggende debat om, hvordan vi sikrer, at EU ikke udvikler sig til et lukket og ugennemsigtigt politisk system uden demokratiske forankring.
