EU-idioti på højt diplomatisk plan

Jyllands-Posten skriver 6/3, s. 7, i forbindelse med et interview med den nye udenrigsminister:
     "Samtidig opfordrer hun (= Lene Espersen) alle til at støtte EU's nye udenrigschef, der efter godt 100 dage på posten er blevet beskyldt for at arbejde for langsomt og for at forsømme sine pligter. Ashton skal opbygge EU's udenrigstjeneste, men planen er ved at drukne i interne magtkampe og strid om, hvem der skal bestemme".

Undertegnede grå, IKKE eminence, men blot ex-EF-tjenestemand er - jeg skammer mig over at indrømme det - en smule skadefro.
     I indlæg, både i Politiken (11. juni 2008) og i JP (6. november 2009) gjorde jeg stilfærdigt opmærksom på, at Lissabon-Traktatens bestemmelser om EU's ledende institutioner er udformet så tåbeligt, at kompetencestridighedere mellem de pågældende organer er uundgåelige.

Traktatens uklare bestemmelser om magtfordelingen ("magt" er et grimt ord, så lad os i stedet bruge det mere neutrale "kompetencer"!) vil uvægerlig føre til bitter strid mellem ... EU's (såkaldte) udenrigsminister, EU-Kommissionens formand, den nye permanente "præsident" for Det Europæiske Råd og den til enhver tid værende formand for det roterende formandskab.


Men de kloge EU-politikere har også skaffet sig et andet (forudsigeligt) problem på halsen:
     Den nye super- EU-udenrigstjeneste, der - når den er fuldt udbygget vil komme til at tælle 5-6000 ansatte, 5-6000!) vil også  - næsten uvægerlig - komme i karambolage med medlemsstaternes ambassader.


MEDMINDRE - og nu falder det udiplomatiske spørgsmål:
     Når EU "opruster" på den diplomatiske front, skal medlemsstaterne så "nedruste" tilsvarende? Ansætter en splinterny EU-Institution 5-6000 medarbejdere, burde der vel logisk kunne afskediges et væsentligt antal medarbejdere i de nationale udenrigstjenester. Om det sker, er vist et retorisk spørgsmål.

Det mest sandsynlige:
     At EU's borgere i fremtiden vil komme til at opleve og betale dyrt for, at der i alle de stater, der "betyder" noget, findes både en EU-ambassade og en national ambassade. Hvem vil være finest? Skal de nationale ambassader "kun" beskæftige sig med "snævre" statsborgerretslige og kommercielle spørgsmål? 
      Bortset fra et unødvendigt, men forudsigeligt ressourcespild:
      Vil de nye EU-ambassader og medlemsstaternes "gamle" do. ikke komme til at konkurrere med hinanden? Har nogen  instans tænkt på en rationel opgavefordeling (hvis der skal være mening i galskaben) - fx således at medlemsstaternes ambassader rundt om i hovedstaderne skal underlægges en styrende eller koordinerende EU-myndighed? En sådan ordning ville de nationale ambassadører sikkert blive begjstrede for!

Sagens kerne:
     Mener EU-"bosserne" noget med deres snak om at tale med én stemme, og har de forudset, hvilken pris de vil komme til at betale? Skal EU tale med én stemme, må medlemsstaterne lære "at holde kæft" - og lade Lady Ashton føre ordet. Men hvem kan forestille sig, at Angela Merkel eller Nicolas Zarkozy først høfligt spørger lady'en til råds, før de udtaler sig - fx - om Grækenlands økonomiske problemer?

EU har i mange år ligget i splid med sig, og den nye ikke helt gennemtænkte  Lissabon-Traktat har næppe gjort det lettere.