Bøn til EU
I en af kommentarerne til ’EU-arrogance for fri udblæsning’ finder man følgende inderlige bøn til EU: ”Kom (..) tilbage på sporet som en samling af nationer (selvstændige nationer med egen økonomisk politik) der vil frihandel, samarbejde og udvikling”.
Det er en bøn, som mange deler, og det svarer meget godt til det indtryk, jeg har fået af LA’s politik på området, nemlig en tro på det liberale i EU-projektet, nærmest som et EFTA, der er kørt af sporet.
EU er på sporet
Men EU er ikke et afsporet EFTA og har aldrig været det. EU er desværre i allerhøjeste grad på sporet, og det går stærkt i disse år.
Der går en lige linje gennem alle de europæiske traktater, fra Kul- og Stålunionen i 1952, over Rom-traktaten i 1958, Bruxellestraktaten i 1965, Den europæiske Fællesakt i 1987, Maastrichttraktaten i 1993, Amsterdamtraktaten i 1999, Nicetraktaten i 2003 og til Lissabontraktaten i 2009.
Den lige linje hedder den stadigt tættere integration og de stadigt udbyggede institutioner, hvilket alt sammen kun peger i den ene retning, der blev fastslået i 1958 i Rom-traktatens artikel 2:
”Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelsen af fælles politikker eller aktioner (..)”
Både det indre marked og den Økonomiske og Monetære Union (stavet med stort) er nævnt som mål i 1958, og kigger man i præamblen (fortalen) hedder det i allerførste sætning om de stiftende landes formål: ”.. som er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”.
Historien
EF / EU er skabt på Anden Verdenskrigs ruiner og med det klare sigte for evigt at forhindre nye krige i Europa. Oven på de to store verdenskriges rædsler og umådelige tab af menneskeliv kan man ikke fortænke nogen i at forfølge det ædle mål, og kigger man længere bagud i Europas historie, gør det kun idealet endnu rigtigere.
Midlet kan derimod diskuteres. Midlet er Europas Forenede Stater, modelleret efter USA, og allerede formuleret efter 1. verdenskrig som midlet til at forhindre fremtidige krige. Faktisk er tanken formuleret første gang så langt tilbage som i 1400-tallet, og derefter gentaget af forskellige statsmænd og tænkere.
Man bør i den sammenhæng huske, at USA er grundlagt i 1787 som et oprør mod engelsk koloniherredømme, at USA ikke havde nationalstater eller nogen intern krigshistorie, men til gengæld et fælles sprog og en samlet og vel at mærke indvandret befolkning på kun 2,5 millioner mennesker.
Drømmen om Europas Forenede Stater har aldrig haft hold i den europæiske virkelighed, men det er ikke desto mindre præcis det, der er EU's genetiske grundlag, dets politiske raison d’etre. Verdensfjernt og urealistisk, ja, men fortsat den ide, der fortsat driver processen frem mod den stadigt snævrere sammenslutning.
Den stadigt snævrere sammenslutning er i øvrigt defineret som ”sit eget mål”, altså en proces uden ende og med den ene logiske konsekvens, at nationen EUROPA fødes (flag, hymne, hær, præsident, parlament, osv.), og at nationalstaterne samtidigt forsvinder endegyldigt.
I præamblen til Lissabontraktaten genfindes formuleringen: ”..at videreføre processen hen imod en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk…”.
Dansk provinsialisme
I 1972 blev EF solgt til danskerne som et udvidet Hjallerup marked, og senere erklærede Schlüter unionen for stendød. Måske er det dansk provinsialisme, der forhindrer den idelogiske diskussion om EU, - vi bilder os fortsat ind, at det drejer sin om frihandel, flæskepriser og fælles toldtarif. Den dag i dag nægter danske politikere at forholde sig til EU’s egentlige mål, og vi, der råber vagt i gevær, udstilles som Europa-modstandere og gammeldags nationalromantikere.
EU’s mål er og har altid været en europæisk superstat, en global stormagt modelleret efter USA.
EU er desværre på sporet, og kun to ting kan bremse unionstoget: et regulært økonomisk og deraf følgende politisk sammenbrud, - eller en udmeldelse, helst en gruppe af lande med Storbritannien i spidsen og mulighed for at revitalisere EFTA.
Det er gennem EFTA at drømmen om et frit og fredeligt Europa kan realiseres ”som en samling af nationer (selvstændige nationer med egen økonomisk politik) der ville frihandel, samarbejde og udvikling”.
EU er nærmest det stik modsatte.
