“Et parti uden principper er intet andet end en sammensværgelse for at opnå magten”

Endnu en gang kan det konstateres, at det på ingen måde vides, hvad SF vil kæmpe for, hvis de kommer til magten efter næste folketingsvalg

Laura_Lindahl

15/08/2010

Endnu en gang kan det konstateres, at det på ingen måde vides, hvad SF vil kæmpe for, hvis de kommer til magten efter næste folketingsvalg. Dette især efter Kamal Qureshi fra Socialistisk Folkeparti udtaler i JP: ”Hvis du spørger i SF, så er svaret ja, 24-års reglen bør fjernes. Men det er bare ikke den politiske virkelighed lige nu. Reglen er fredet i første valgperiode. Men når den er overstået, starter vi forfra”.

Politik indebærer naturligvis kompromiser og forhandling, og som parti kan man være tvunget til at lempe sig på punkter for at kunne samle 90 mandater. Men hvilke punkter vil Socialistisk Folkeparti egentlig give sig på – eller mere præcist formuleret: er der punkter hvor Socialistisk folkeparti IKKE vil give sig?

For ærlig talt, med udgangspunkt i Kamal Qureshis udtalelse, virker det ikke sådan. Det virker tværtimod som om, Socialistisk Folkeparti er villig til at give sig på hvilke som helst punkter for at komme til magten. I dette konkrete tilfælde er 24-års reglen offeret, der må ofres for populismen.

Hvad bliver det næste? Dette minder til forveksling om den gode gamle historie om, hvordan alle i samfundet troede, at kejseren bar klæder af smukke stoffer, til trods for at han blot gik rundt i ingenting. Socialistisk Folkeparti formår at bilde danskerne ind, at de er løsningen på alle Danmarks problemer, uden at komme med noget konkret bud på, hvordan et fremtidig Danmark ser ud, hvis Socialistisk Folkeparti kommer til magten - udover at de i samarbejde med Socialdemokratiet konkret har foreslået, at vi skal arbejde 12 minutter mere.

Vi hører bifald, når dette partis formand afklædt for ideologi bevæger sig gennem landet. Nogle enkelte råber ”Jamen, han har jo intet tøj på”, men de forhåbningsfulde og naive bifald overdøver sandheden og den kritiske fornuft. Som så ofte før. Et parti, der er villig til at frede en 24-års regel, som tidligere er blevet omtalt som ”afskaffelsen af 24-års reglen er hjerteblod for SF”, og som har en ledelse, der udtaler, at partiet (nu) går ind for en stram udlændingepolitik, ligner ikke kun et tomt og meningsløst parti, men ligner mere og mere et principløst parti, der går efter magten for magtens skyld ved at lægge sig i hælene på sin rival Dansk Folkeparti i forsøget på at gafle vælgere.

Socialistisk Folkeparti kan se, at en stram udlændingepolitik er populær i den danske befolkning, og det er som bekendt populisme, der giver magt. Som liberal skal jeg naturligvis være den sidste til at begræde, at Socialistisk Folkeparti helt generelt løber fra sine historisk-funderede principper og tager form som et meningsløst, tomt og forhåbentligt harmløst parti.

Held & lykke fremover, Kejser Søvndal – jeg håber du ser lyset gennem din politiske identitetskrise!

Kilde: