Partiet Venstre havde som en del af sit regeringsgrundlag følgende punkter i dets kontrakt med vælgerne, nemlig: Retfærdig og konsekvent udlændingepolitik, Strengere straffe for vold og voldtægt, Et års fleksibel barselsorlov, Skattestop og lavere skat, Valgfrihed for ældre og Kortere ventelister og frit valg.
Kontraktpolitik kan nok gå lidt ud over smidigheden og omstillingsmulighederne for en regering. Den er jo forpligtet en hel valgperiode.
Noget kunne tyde på at Helle Thorning-Schmidt faktisk også vil indgå en kontrakt med det danske folk. Jeg hentyder til det husstandsomdelte brev, som hun og Villy Søvndal har forfattet. Heri hedder det, at der ikke vil komme skattestigninger for almindelige indkomster og boligskatten holdes i ro. Jeg er lidt usikker på hvad der menes med det vage udtryk: ”Almindelige indkomster” og om jeg falder ind under. Det ville være passende at få det tydeliggjort.
Vælgernes tillid i politik er afgørende for at et regerende parti kan bevare magten eller at et oppositionsparti kan vinde magten. Tillid skabes ved at indgå en kontrakt med vælgerne og overholde kontrakten eller opstille en kontrakt, som vælgerne tror på overholdelsen af. Og så lade sig måle på om kontrakten nu også overholdes. Politikerne vil blive stillet til ansvar af vælgerkorpset. Kontrakterne skal derfor være let målbare. Kontrakterne skal være forståelige, vedkommende og kunne kommunikeres ud til vælgerne. Og let målbare og overskuelige i antal, hvilket vil sige ca. en håndfuld emner.
Jeg ser gerne et kontraktudkast fra oppositionen. Det vil tjene den politiske dialog.
Mit gæt er at socialdemokraternes kontrakt med vælgerne kommer til at se således ud:
- Bevarelse af efterlønnen.
- Ingen service- og velfærdsforringelser i den offentlige sektor.
- Tryghed om den enkelte families økonomi.
- Uændret boligskat.
- Uændret skat på almindelige indkomster.
Offentlig ansatte og dem der lever af offentlig service og velfærd går gode tider i møde. Og erhvervslivet kan ikke komme hurtigt nok ud af landet! Erhvervslivet, arbejdspladser og kapital er nu engang mere mobile end offentligt ansatte og andre der lever af offentlig forsørgelse.
