I 1933 mødtes repræsentanter for de på den tid stærkeste økonomier i verden til en konference i London, der skulle skabe en fælles økonomisk front imod den depression, der havde spredt sig fra USA til mange andre lande, og som havde gjort samhandlen imellem landene yderst besværlig, fordi alle parter forsøgte at beskytte deres hjemlige industrier mest muligt. Konferencen førte ikke til nogle konkrete initiativer, og den økonomiske depression blev derfor blot løbende forværret i alle lande, samtidig med at et skæbnes svangert nazistisk diktatur udnyttede de økonomiske problemer; tog magten i Tyskland og satte Verden i brand.
Venstrefløjens protektionisme
Sammenligningen til i dag er på flere måde nærliggende idet vi nu igen befinder os i en situation, hvor vi står midt i en dyb global økonomisk krise, hvor protektionismen er på fremmarch, hvilket konkret kommer til udtryk i en generel svækkelse af den globale verdenshandel. Men også i danskernes hoveder er protektionismen på fremmarch. Allerede ved folketingets beslutning om at udbetale SP midlerne udtalte Helle Thorning Schmidt, at midlerne blot ville blive brugt til udenlands rejser og forbrug af importerede varer, hvilket hun mente var spild af penge. Hendes argumentet er de sidste måneder løbende blevet gentaget af en række venstrefløjs politikere, og ingen af dem har åbenbart tænkt den tanke, at Danmark ville være meget ilde stedt, hvis andre lande brugte samme rationale bag deres økonomiske politik.
Det lader desværre til, at en del danskere har adopteret venstrefløjens argumenter og ønske om mere protektionisme, og er klar til at støtte tiltag, der kan give danske produkter en fortrinsstilling. Ifølge en meningsmåling fra analyseinstituttet Synnovate siger 8 udaf 10 danskere eksempelvis, at de er parate til at betale mere for danske varer, hvis fortjenesten går til producenten og kan være med til at sikre danske arbejdspladser. Ideen om, at man med nationale protektionistiske initiativer, på bekostning af frihandel, kan skabe vækst og udvikling af sin egen nationale industri og sikre lokale arbejdspladser beror dog på en klar misforståelse, hvilket både de historiske eksempler og den økonomiske teori beviser.
1930´ernes protektionisme
I slutningen af 20érne og starten af 30érne var der i de lande, der var ramt af depression, en udpræget tro på, at man gennem told, skat og administrative reguleringer kunne minimere importen, og dermed styrke de hjemlige virksomheder, samt mindske arbejdsløsheden. Resultatet var til at få øje på, eftersom den globale handel faldt med 66% i perioden fra 1929 til 1934. Den såkaldte Smoot-Hawley toldlov der blev vedtaget i den amerikanske kongres i 1930, og som pålagde told på 20.000 importvarer var ét af de helt konkrete initiativer, der lagde en stor dæmper på den globale handel, og mange historikere mener, at loven var den største enkelte faktor bag den økonomiske depression i 30´erne. Eksemplet viser med al ønskelig tydelighed, at effekten blev helt modsat af, hvad landende havde forventet, og de enkelte lande sank blot længere ned i depressions hængedynd med disse initiativer.
Mindre frihandel er lig større fattigdom
I nyere tid har et utal af økonomiske analyser tillige vist at alle lande, der forfølger en protektionistisk vej selv ender som tabere. En analyse af 117 lande, der blev foretaget for nogle år siden af de to amerikanske professorer Sachs og Warner understreger også dette, idet analysen viser, at der er en klar sammenhæng mellem et lands vækst og velstand og så graden af frihandel. De lande, der har de færreste importrestriktioner, er også de lande, der har den klart største vækst, som typisk er mellem tre-seks gange højere end i de lande, der sværger til lukkede økonomier med tariffer og kvoter.
Trods denne viden og fakta fra 30érnes depression, så har de sidste 12 måneder fremvist et stort antal eksempler på nye protektionistiske tiltag rundt omkring i verden. I både England, USA og Spanien vinder initiativer frem, der skal understøtte at der købes ”engelsk”, ”amerikansk” eller ”spansk”. I Kina har de 31 provinser opfordret til, at der handles lokalt. I Argentina og Rusland er der indført restriktioner på indførsel af forskellige forbrugsvarer. Frankrig og Sverige har investeret massivt i deres skrantende bilindustrier og gjort det klart at investeringerne primært skal bruges til at sikre egne jobs. Eksemplerne er desværre både mange og vidtrækkende.
Indien og Vietnam som foregangslande
Indien er et af de lande, der igennem flere år er gået en anden vej, og har ageret som et foregangsland på frihandels området, og det er samtidig et af de lande, som har fået mest ud af at gennemføre handels liberaliseringer i de sidste to årtier. Fra at have haft en toldrate på omkring 150% for indførte råvarer og halvfabrikata i starten af 90érne er tolden nu nede på omkring 30%. Dette har betydet, at landet er gået fra at have en nærmest lukket økonomi med en meget begrænset handel til en industriel økonomi i stærk vækst.
I Vietnam har regeringen gennemført en række tiltag for at fremme det private initiativ og virkelyst og bevidst valgt at lægge så få hindringer som muligt i vejen for handel med udenlandske partnere, hvilket sikkert også er en af grundene til at en rekord stor danske erhvervsdelegation netop har besøgt landet. Reformerne har betydet, at landet nu har en af de mest åbne økonomier i verden, og at landet i de sidste 15 år har kunnet fremvise vækstrater på 6 – 8 pct. pr. år, hvilket er tæt på en uofficiel verdensrekord i disciplinen ”høj og stabil vækst”, som de fleste lande gerne vil føre an i.
Politikerne skal turde sige sandheden.
Når åbne økonomier og frihandel bevisligt har ført til større velstand, så kan det undre, at mange regeringer nu går i den modsatte retning, men det skal nok primært tilskrives det pres, som politikerne i mange lande er under fra nationale interesseorganisationer og store dele af deres befolkning, der løbende kan registrere at lokale virksomheder og jobs forsvinder. I en sådan situation kræver det politisk mod, at slå fast at det i længden ikke bidrager til noget positivt at holde udenlandske konkurrerende produkter ude, selvom disse måske kan være med til at lukke ikke konkurrencedygtige lokale virksomheder. Derfor vælger mange politikere desværre den lette løsning; glemmer anbefalingerne fra sagkundskaben, og løber efter en folkestemning, der ønsker nationale støtteordninger, i stedet for at forklare befolkningen den rette sammenhæng.
Kortvarigt tilbageslag?
Heldigvis findes der også eksempler på lande, der ikke går i panik over den verdensomspændende finansielle krise, men som fortsætter med at bekende sig til frihandel. Eksempelvis har Australien, New Zealand og en række sydøstasiatiske lande besluttet helt at sløjfe tolden på 96% af deres indbyrdes varehandel i 2020. Desuden lancerede Mexico i januar måned en beslutning om at sænke tolden mærkbart på omkring 8000 forskellige varetyper, hvilket blandt andet skulle hjælpe til med at tiltrække nye udenlandske investorer.
Der er således stadig et håb om, at de mange kedelige eksempler på øget protektionisme blot er et kortvarigt tilbageslag, der ikke for alvor vil true de mange positive effekter som handelsliberaliseringerne har medført siden etableringen af GATT-aftalen i 1947, en aftalestruktur, der siden 1995 bliver varetaget af WTO, og det er netop fra omkring 1990´erne at især mange udviklingslande har oplevet nogle historiske vækstspring i direkte forlængelse af, at de har åbnet deres økonomier og er begyndt at handle både varer og tjenesteydelser med andre lande.
I Danmark kan vi glæde os over, at der stadig sælges masser af amerikansk IT udstyr, tysk kød og portugisiske tomater. De nyeste import tal fra Danmarks Statistik understreger, at der for de fleste varegrupper importeres flere og flere varer fra udlandet, hvilket er en indikation på, at tallene fra den tidligere omtalte meningsmåling ikke stemmer overens med danskernes faktiske handlemåde. Så måske lader vi alligevel fornuften råde og fokuserer på sammenhængen mellem pris og kvalitet, på bekostning af hvor varen er produceret, når vi i står i vores lokale supermarked og skal klare vores indkøb.
Venstrefløjens protektionisme
Sammenligningen til i dag er på flere måde nærliggende idet vi nu igen befinder os i en situation, hvor vi står midt i en dyb global økonomisk krise, hvor protektionismen er på fremmarch, hvilket konkret kommer til udtryk i en generel svækkelse af den globale verdenshandel. Men også i danskernes hoveder er protektionismen på fremmarch. Allerede ved folketingets beslutning om at udbetale SP midlerne udtalte Helle Thorning Schmidt, at midlerne blot ville blive brugt til udenlands rejser og forbrug af importerede varer, hvilket hun mente var spild af penge. Hendes argumentet er de sidste måneder løbende blevet gentaget af en række venstrefløjs politikere, og ingen af dem har åbenbart tænkt den tanke, at Danmark ville være meget ilde stedt, hvis andre lande brugte samme rationale bag deres økonomiske politik.
Det lader desværre til, at en del danskere har adopteret venstrefløjens argumenter og ønske om mere protektionisme, og er klar til at støtte tiltag, der kan give danske produkter en fortrinsstilling. Ifølge en meningsmåling fra analyseinstituttet Synnovate siger 8 udaf 10 danskere eksempelvis, at de er parate til at betale mere for danske varer, hvis fortjenesten går til producenten og kan være med til at sikre danske arbejdspladser. Ideen om, at man med nationale protektionistiske initiativer, på bekostning af frihandel, kan skabe vækst og udvikling af sin egen nationale industri og sikre lokale arbejdspladser beror dog på en klar misforståelse, hvilket både de historiske eksempler og den økonomiske teori beviser.
1930´ernes protektionisme
I slutningen af 20érne og starten af 30érne var der i de lande, der var ramt af depression, en udpræget tro på, at man gennem told, skat og administrative reguleringer kunne minimere importen, og dermed styrke de hjemlige virksomheder, samt mindske arbejdsløsheden. Resultatet var til at få øje på, eftersom den globale handel faldt med 66% i perioden fra 1929 til 1934. Den såkaldte Smoot-Hawley toldlov der blev vedtaget i den amerikanske kongres i 1930, og som pålagde told på 20.000 importvarer var ét af de helt konkrete initiativer, der lagde en stor dæmper på den globale handel, og mange historikere mener, at loven var den største enkelte faktor bag den økonomiske depression i 30´erne. Eksemplet viser med al ønskelig tydelighed, at effekten blev helt modsat af, hvad landende havde forventet, og de enkelte lande sank blot længere ned i depressions hængedynd med disse initiativer.
Mindre frihandel er lig større fattigdom
I nyere tid har et utal af økonomiske analyser tillige vist at alle lande, der forfølger en protektionistisk vej selv ender som tabere. En analyse af 117 lande, der blev foretaget for nogle år siden af de to amerikanske professorer Sachs og Warner understreger også dette, idet analysen viser, at der er en klar sammenhæng mellem et lands vækst og velstand og så graden af frihandel. De lande, der har de færreste importrestriktioner, er også de lande, der har den klart største vækst, som typisk er mellem tre-seks gange højere end i de lande, der sværger til lukkede økonomier med tariffer og kvoter.
Trods denne viden og fakta fra 30érnes depression, så har de sidste 12 måneder fremvist et stort antal eksempler på nye protektionistiske tiltag rundt omkring i verden. I både England, USA og Spanien vinder initiativer frem, der skal understøtte at der købes ”engelsk”, ”amerikansk” eller ”spansk”. I Kina har de 31 provinser opfordret til, at der handles lokalt. I Argentina og Rusland er der indført restriktioner på indførsel af forskellige forbrugsvarer. Frankrig og Sverige har investeret massivt i deres skrantende bilindustrier og gjort det klart at investeringerne primært skal bruges til at sikre egne jobs. Eksemplerne er desværre både mange og vidtrækkende.
Indien og Vietnam som foregangslande
Indien er et af de lande, der igennem flere år er gået en anden vej, og har ageret som et foregangsland på frihandels området, og det er samtidig et af de lande, som har fået mest ud af at gennemføre handels liberaliseringer i de sidste to årtier. Fra at have haft en toldrate på omkring 150% for indførte råvarer og halvfabrikata i starten af 90érne er tolden nu nede på omkring 30%. Dette har betydet, at landet er gået fra at have en nærmest lukket økonomi med en meget begrænset handel til en industriel økonomi i stærk vækst.
I Vietnam har regeringen gennemført en række tiltag for at fremme det private initiativ og virkelyst og bevidst valgt at lægge så få hindringer som muligt i vejen for handel med udenlandske partnere, hvilket sikkert også er en af grundene til at en rekord stor danske erhvervsdelegation netop har besøgt landet. Reformerne har betydet, at landet nu har en af de mest åbne økonomier i verden, og at landet i de sidste 15 år har kunnet fremvise vækstrater på 6 – 8 pct. pr. år, hvilket er tæt på en uofficiel verdensrekord i disciplinen ”høj og stabil vækst”, som de fleste lande gerne vil føre an i.
Politikerne skal turde sige sandheden.
Når åbne økonomier og frihandel bevisligt har ført til større velstand, så kan det undre, at mange regeringer nu går i den modsatte retning, men det skal nok primært tilskrives det pres, som politikerne i mange lande er under fra nationale interesseorganisationer og store dele af deres befolkning, der løbende kan registrere at lokale virksomheder og jobs forsvinder. I en sådan situation kræver det politisk mod, at slå fast at det i længden ikke bidrager til noget positivt at holde udenlandske konkurrerende produkter ude, selvom disse måske kan være med til at lukke ikke konkurrencedygtige lokale virksomheder. Derfor vælger mange politikere desværre den lette løsning; glemmer anbefalingerne fra sagkundskaben, og løber efter en folkestemning, der ønsker nationale støtteordninger, i stedet for at forklare befolkningen den rette sammenhæng.
Kortvarigt tilbageslag?
Heldigvis findes der også eksempler på lande, der ikke går i panik over den verdensomspændende finansielle krise, men som fortsætter med at bekende sig til frihandel. Eksempelvis har Australien, New Zealand og en række sydøstasiatiske lande besluttet helt at sløjfe tolden på 96% af deres indbyrdes varehandel i 2020. Desuden lancerede Mexico i januar måned en beslutning om at sænke tolden mærkbart på omkring 8000 forskellige varetyper, hvilket blandt andet skulle hjælpe til med at tiltrække nye udenlandske investorer.
Der er således stadig et håb om, at de mange kedelige eksempler på øget protektionisme blot er et kortvarigt tilbageslag, der ikke for alvor vil true de mange positive effekter som handelsliberaliseringerne har medført siden etableringen af GATT-aftalen i 1947, en aftalestruktur, der siden 1995 bliver varetaget af WTO, og det er netop fra omkring 1990´erne at især mange udviklingslande har oplevet nogle historiske vækstspring i direkte forlængelse af, at de har åbnet deres økonomier og er begyndt at handle både varer og tjenesteydelser med andre lande.
I Danmark kan vi glæde os over, at der stadig sælges masser af amerikansk IT udstyr, tysk kød og portugisiske tomater. De nyeste import tal fra Danmarks Statistik understreger, at der for de fleste varegrupper importeres flere og flere varer fra udlandet, hvilket er en indikation på, at tallene fra den tidligere omtalte meningsmåling ikke stemmer overens med danskernes faktiske handlemåde. Så måske lader vi alligevel fornuften råde og fokuserer på sammenhængen mellem pris og kvalitet, på bekostning af hvor varen er produceret, når vi i står i vores lokale supermarked og skal klare vores indkøb.
