Meldingerne fra det Radikale bagland stritter til alle sider. Først vil de med i aftale med den siddende regering og dernæst vil de med i en kommende rød regering. Det hænger simpelthen ikke sammen - ikke engang en radikal kan blæse med mel i munden.
Det er helt naturligt at det Radikale bagland vil med i et blåt forlig, for regeringens udspil flugter nærmest perfekt med Radikale politik udmeldinger på en lang række centrale punkter, specielt når det gælder økonomisk politik, vækst o.s.v. - faktisk er overensstemmelsen så stor, at våde drømme om at komme med i en blå regering ville være naturlige.
Men når det forholder sig sådan, så er det også åbenlyst, at der er meget langt fra de Radikale politiske ønsker og den politik som S-SF kan og vil føre. Dels er der udstedt en række håndfaste løfter og garantier, som passer meget dårligt til de Radikale ambitioner, og dels er SF strammet så langt ud i jagten på ministerposter til Ole Sohn og Villy Søvndal at partiet er ved at sprække - og dermed er der ingen eller få muligheder for at imødekomme de Radikale.
Det er derfor barokt når Politiken nu kan referere, at 80% de Radikale vælgere mener at Vestager & Co. skal med i en S-SF regering!?
For S-SF er der fantastiske perspektiver i den udmelding, for kun med de Radikale inde i folden har de mulighed for at holde sammen på tropperne - hvis der i.ø. skulle ske det ulykkelige at vi får en S-SF-ledet regering.
For de Radikale ligner det imidlertid mere en regulær dødedans - med mindre de vil omskrive hele partiets økonomiske politik. Hvis de er parat til at gå så langt for at sikre Margrete Vestager og Morten Østergaard en ministerpension, så bør det meldes ud før et valg.
