I mandags var rådhuspladsen et inferno af bryster. Store som små. Lange som korte. Slatne og fyldige, unge og gamle. Hele paletten af brysttyper var mødt op for at ytre en utilfredshed med, at private udskænkningssteder rundt om i landet har ret til at bestemme i eget hus.
"At amme er en menneskeret" er mantraet for kvinderne, der med frodige og blottede overkroppe fodrer deres afkom til nutidens fællessangsrytmer. Med disse forvirrede kvinder sidder en næsten lige så stor gruppe nosseløse mænd, som sammen med deres fruer har kastet sig ind i kampen om retten til at amme. Ikke fordi disse mænd vil blotte deres ølpatter og fodre deres afkom med Faxe Free, næh snarere fordi de har tabt deres selvstændighed og blevet en tro kopi af den kvinde, der i hjemmet står for amningen af purken klokken 20.00 og amningen af husbonden under dynen klokken 22:45 - men kun om onsdagen!
Når jeg næste gang sammen med min gode ven Tue går på en af de øko-barer, der har kastet sig ind i koret af ammeforkæmpere, så vil jeg afprøve min menneskeret til at give Tue en ridderhjelm. Han vil lægge sig på bordet, mens jeg sænker mine lange boller ned i øjnene på ham og fint lægger mine snip til rette på hans næse. Spørgsmålet er, hvor grænsen går? Går den ved blotlæggelse af brysterne? Må man stirre? Må man få stiv pik, når man ser et par dejlige bryster? Må man kaste op ud over sin frokosttallerken, hvis brysterne er slatne og mælken er sur? Må man smage?
Det er enhver mors ret at amme sit barn, men det kan aldrig være en kvindes ret at blotte sine bryster og fodre sit afkom på anden mands private grund. Hvis en mand går rundt med røven bar på egen grund, så kan han meldes til politiet, men hvis en kvinde blotter sit bryst på en café, så er hun frihedskæmper og bannerfører for menneskerettighederne. Sammenholdes det med, at de samme forkæmpere for fri amning også skælder og smælder, når der er bryster på københavnske billboards, så bliver hykleriet ikke større. Brysterne må kun ses i forbindelse med børn, ellers bliver det fy-fy og no-no. Men har man lille Liva og bette Liam på skødet, så kan man ellers flashe til den store guldmedalje, og man kan sikkert også anmelde den stakkels mand ved bordet overfor for krænkelse, fordi han ikke kunne lade være med at kigge. Og det er jo ikke fordi, jeg er bonert - misforstå mig ret, jeg ser gerne på et par dejlige bryster, mens jeg tømmer en Hoegaarden på den lokale café. Men hvis jeg nyder synet, så er det mig, der er den slemme...
Og så kan man ikke lade være med at få den tanke, at der er helt ok at score drinks i byen med blottede bryster, mens man ikke må skænke eller reklamere for drinks med samme nøgne barm. Her i bushen i Kenya ser jeg bare bryster hele tiden, der er bare ingen af dem, der giver en tørstig mand noget at drikke, ej heller forsøger de med barmen at franarre mig en skilling eller to.
Den retning, vi bevæger os i, det er en brystbombe under samfundet - vi giver slip på den private bestemmelsesret til fordel for en gruppe af nævenyttige feminister og deres sandalklædte mandehær. Vi bliver nødt til at stå lidt imod, også selvom det kan koste et par skjulte kig til blottede bryster!
Mvh
Carl Tesbaum
Læs mere om min nye bog på hvemvarkarenblixen.dk
