I en leder til Politiken 2. juledag opfordrer lederskribenten i en forlængelse af fattigdoms- versus snylterdebatten til et opgør med ”krævementaliteten”, og dette opgør starter angiveligt ”med os selv”, dvs. med os alle. Vi skal vise mere ”samfundssind” og ikke spekulere så meget på, hvad vi selv får ud af det hele. Men nu må målet vist være fuldt. Det er intet andet end en floskuløs, illusorisk og apolitisk henstilling, som måske kunne fungere i en nytårstale af dronningen (selv om det ville dronningen nok være for klog til) eller en god prædiken, hvor hele rammen fordrer, at man holder sig til noget overordnet og etisk orienteret, som den enkelte måske kan tage til sig, men som ikke kan bruges i en konkret socialpolitisk diskussion som debatten om de voksende velfærdsydelser, den voksende offentlige sektor og den voksende skatteskrue faktisk handler om.
Der er nemlig ikke tale om en ”mentalitet”, men et resultat af en ført politik, som er ført af både venstre og højre side af folketingssalen igennem mange år. Flere og flere penge opkræves i skat og distribueres af det offentlige. Sådan er det. Det giver ikke mening at henstille til, at Politikens læsere, den pæne del af middelklassen og den lavere overklasse, skal gribe i egen barm og undlade at benytte uddannelses- eller sundhedsvæsenet, som lederen grotesk nok opfordrer til. Det er en helt virkningsløs og meget abstrakt løsning på det problem, som avisen ellers skal have ros for at tage op, nemlig misforholdet mellem de offentlige ydelser og den enkeltes arbejdsindsats.
Typisk for det pæne klientel, som Politikens journalister og læsere tilhører – og som jeg til dels selv tilhører – er, at man ikke bryder sig om at ”sparke nedad”, tale grimt om de dårligt uddannede, de ulykkelige, der er på bistand og dermed befinder sig længere nede i hierarkiet end en selv. Det regnes for at være ukultiveret. Derfor forsøger man at tale udenom. Og hermed bygger man paradoksalt nok videre på det bestikkelsesgreb, som allerede kendes konkret i velfærdstatslig sammenhæng og som lederen egentlig kritiserer, nemlig at alle får noget for at holde mund og lade være med at gøre oprør. Her udvides det bare fra det rent monetære, nemlig at man konkret ”får” - til at man også skal have dårlig samvittighed over det. Man er selv lige så slem som Carina, der får 16.000 kr. om måneden for ingenting at bestille. For man får jo også selv ganske meget. Man har selv andel i mentaliteten. Man er selv en ”kræver”.
Men det er noget vrøvl. Det skal ikke være individuelle, moralske overvejelser, der skal være styrende for det offentlige forbrug. Det er ikke rimeligt over for den enkelte, som går på arbejde og svarer enhver sit, at han eller hun, hver gang man benytter den offentlige service. skal overveje, om man nu kan være det ”bekendt”. Og det er i hvert fald ikke noget, landets politiske ledelse bør forlade sig på eller håbe på, virker. Det er naivt. Og det er ansvarsløst.
Nej, diskussionen må og skal tage fat om ondets rod. Den offentlige sektor er for stor. Skatten er for høj. Der er for meget offentligt og for lidt privat. Disse ting kan ændres politisk. Det er muligt at indskrænke den offentlige sektor og sænke skatten. Men det er stadig - i 2012 - ikke pænt at sige.
