Egentlig hører ligestillingsdebatten ikke hjemme i den politiske verden. Den fjerner efter min mening fokus fra væsentlige spørgsmål som skat, vækst, effektivitet og regelforenkling, især fordi den ofte bliver så følelsesladet, da den berører et ”rigtigt” og ”forkert” for, hvordan vi hver i sær indretter os helt privat.
Hvordan du lever dit liv som mand eller kvinde er for mig at se en privat sag, som politikerne stort set ikke skal have nogen mening om. Det skyldes måske, at jeg mener, at vi for længst har fået noget, der minder om fuld ligestilling mellem kønnene i Danmark. Det er klart, at dengang da kvinder ikke havde stemmeret, var der tale om et oplagt politisk problem. Men hvor mange kvinder eller mænd der bestrider hvilke job, om det er bedst for familielivet, at mor og far bor sammen og mor går derhjemme eller omvendt, burde ikke være en sag for Christiansborg. Jeg er derfor også tilbøjelig til at mene, at det ville være bedst at undgå ophedede diskussioner blandt folketingsmedlemmer og kandidater om, hvordan mænd og kvinder bør leve deres liv, eller om det at gå hjemme er fremmende for kærligheden eller det modsatte. Det er en privat sag, og jeg ønsker ikke at have nogen holdning til, om det er godt eller skidt.
Der, hvor jeg til gengæld mener, at det politiske system kan og bør spille en rolle, er at se til, at lovgivningen ikke lægger hindringer i vejen for, at mænd og kvinder selv indretter deres tilværelse uafhængigt af deres køn og familieform. At man ikke forskelsbehandler ud fra en idé om, at samfundet skal sætte en norm for, hvad der er rigtigt og forkert.
Og der har vi en række områder, hvor lovgivningen faktisk diskriminerer mellem mænd og kvinder. Det gælder barselsorlov, hvor man skelner mellem mænd og kvinder og ikke tillader mænd at tage barselsorlov de første tre måneder efter fødselen. Den skal mor have! Hun skal jo sidde derhjemme og amme! Så kan far tage orlov senere. Barselorloven bør ikke være opdelt i faser, og ”fædreorloven” (de fjorten forkølede dage op til og efter fødslen) skal væk som begreb, sådan at der blot er en pulje med x-antal måneder til fordeling. Det kunne jo også være, at der var en familie, som gerne ville benytte tre måneder af den samlede orlov til at frikøbe en bedsteforælder eller en helt femte person i barnets nærhed. Lad dog folk selv om det.
Det kan være fornuftigt nok, at man i udgangspunktet forsøger at få registreret en far og en mor til børn, der fødes uden for ægteskab (hvor man automatisk regner med, at faderen er far). Men med vore dages mange sære familieformer, f.eks. min egen som homofar, bør der ikke være begrænsninger for, hvilke juridisk bindende aftaler, man kan indgå. Der bør være fri aftaleret, så man blot ved at underskrive en aftale kan fordele ansvaret mellem to-tre eller flere personer, hvis man har behov for det.
I dag bliver det ofte nærmest beskrevet, som om kvinderne har en ulempe ved, at de får børn og tager lang orlov. Det siges at koste på karrieren, pensionsopsparingen osv. Man kunne også vende den om og se sådan på det, at et flertal af kvinder benytter sig mere af mulighederne for at tage en pause fra jobbet. Jeg ved ikke, om der kan påvises en sammenhæng mellem kvinders længere levealder og det forhold, at de går mere hjemme med børn i løbet af livet, men inden man ærgrer sig for meget over, at man ikke nåede at blive kontorchef, før ungerne fløj fra reden, eller at man fik sparet 50.000 kroner mindre op til pension, kan man måske overveje, hvem der går glip af mest, når far kradser af fem år før mor. I øvrigt synes jeg diskussionen helt overser, at over 20% af alle mænd aldrig får børn, og at det samme gælder for hen mod 15% af alle kvinder. Hvorfor skal vi egentlig altid høre om de stressede børnefamilier i valgkampen, når hen ved en femtedel af befolkningen aldrig får børn? Er det så egentlig en sag for statsmagten – eller hører diskussionen ikke hjemme netop hjemme bag hjemmets fire vægge.
Ikke alle mennesker får børn helt ad naturens vej. Lovgivningen bør derfor heller ikke skelne mellem rugemødre (forbudt) og sæddonorer (tilladt).
Der er blevet rettet noget op på ligestillingen mellem mænd og kvinder ved skilsmisse, efter at man indførte, at der i udgangspunktet skal være delt forældremyndighed ved skilsmisse. Før fik kvinderne i stort overtal forældremyndigheden, hvorfor det også var dem der tog initiativ til 75% af alle skilsmisser, da de jo ikke risikerede at miste kontakten til børnene. Det skulle byretten nok sørge for. I dag er mænd og kvinder i højere grad nødt til at samarbejde, og det viser sig, at det kan de selvfølgelig godt, når lovgivningen ikke giver den ene part en oplagt fordel. Nu mangler vi bare at fjerne begrebet ”bopæl”, der i realiteten giver den forælder, hvor barnet har folkeregisteradresse hånd og halsret over barnet. Spørgsmålet er også, om ikke tiden er løbet fra begrebet ”børnebidrag”. Delebørns forældre har begge udgifter, blot af forskellig art, og staten bør ikke give særlige fordele til den ene eller den anden part i form af fradragsmulighed eller andet. Udgifterne til dit barn må i udgangspunktet være en privat udgift. Sænk skatten for alle i stedet! Så kan man for min skyld godt ad åre diskutere, om det bør være ”gratis” at gå i børnehave ligesom at gå i skole, men det er en helt anden diskussion.
Er man enlig, arbejdsløs og ude af stand til at forsørge barnet må det være en sag for bistandskontoret af hensyn til barnet. Men det bør ikke være sådan, at alle forældre i Danmark modtager et tilskud eller får et fradrag for helt private forhold som det at have børn. For sagen er jo den, at den slags tilskud altid vil fremme den ene forældresituation frem for den anden: Den fraskilte får mere end den samboende, kvinden får mere end manden eller omvendt osv.
Færre regler og færre forbud er svaret på de fleste af disse spørgsmål.
