”Something is rotten in the state of Denmark”
Tårnhøje skatter, kvælende afgifter og det nyeste påfund i familien; fedtafgiften er alt sammen med til at skade Danmark. Det skader den danske økonomi igennem en svækket konkurrenceevne som bekræftes ved vores vækst- placering i forhold til de øvrige OECD-lande. De høje skatter og afgifter har beklageligvis også en anden konsekvens for det danske samfund, en konsekvens som for længe er blevet negligeret i debatten om landets skattetryk.
Parallelt med det stigende skattetryk som i 2008 kulminerede i en ”flot” første plads i verden, har manglen på solidaritet ligeså været stigende blandt befolkningen til et punkt hvor jeg ikke vil opponere mod titlen:
Landet med verdens højeste skattetryk – uden solidaritet
Grundet det høje skattetryk er der blevet kreeret en ”giv og tag” mani i Danmark. Enhver dansker leder efter enhver given mulighed for at få økonomisk støtte som f.eks. hos unge - SU-støtten. Argumentationen for at vi uden skrupler tager imod alt den støtte der kan komme os i hænde, er at vi har betalt skat og derfor er det retmæssigt vores penge vi får tilbage. Dette synspunkt, om man er enig i det eller ej, betyder imidlertid også at vi frie individer har givet samtykke til statens formynderi og statens uendelige bureaukrati som kun er til skade for individet og landet. Vi er jo mange, der gerne vil betale vores skat med et smil, da vi på den måde føler vi har hjulpet de svageste i samfundet. Ak gør vi vores selvindbildte solidaritet til skamme når vi lader os stemple som ”svage” og modtager overførselsindkomsten. Føler vi at vi skal have så mange penge som muligt tilbage fra staten som vi har ”skudt ind i puljen”, har vi groft sagt kun hjulpet én gruppe – vi har finansieret flere formyndere i Danmark, hvilket i bund og grund svarer til overflødige omkostninger og administration.
Os på SU, jer på SU, alle på SU
Der er en gruppe af danskere på overførselsindkomst der i den senere tid er blevet hængt ud for at de blot bruger SU’en som Café-penge. Jeg er principielt mod en sådan generalisering da jeg er overbevidst om at der er unge som bruger støtten til at få en tilnærmelsesvis normal dagligdag til at fungere.
På trods af dette antager jeg at der er en gruppe som måske kunne undværer støtten. Jeg er ikke i den gunstige situation at jeg kan præcisere hvem der har brug for SU-støtten. Det er derimod hvert enkelt individ der indvilliger i at tage fra kassen.
Hvordan kan det være at fornuftige, unge borgerlige vælger at modtage støtten på trods af at de ikke mener at de er nødsaget til at modetage denne? Hvorfor ikke sige nej og være solidarisk overfor dem der virkelig har brug for det? Og skulle der være penge tilovers så kunne disse penge evt. bruges til skattelettelser i mindre – eller større grad. Skattelettelser som kunne gøre det mere interessent for virksomheder at komme/blive i Danmark så de nuværende SU-modtagere ville have et sted at arbejde efter uddannelsens færdiggørelse.
Det samme er tilfældet med de til dels også fornuftige socialistiske unge, der solidarisk kæmper for at U-landsstøtten skal hæves og så alligevel tager penge der kunne hjælpe andre. Hæves så vi på den måde angiveligt kunne hjælpe bl.a. Afrika ud af dets elendigheder. Vi kunne gøre en bedre indsats for at børn i den tredje verden fik en uddannelse.
Fordi vi er unge bør vi ikke forsømme det ansvar der hviler på os. Solidaritet er ikke noget der kan indgå i en stats opbygning hvis den ikke har hjemme i befolkningen. Så alle unge på SU som mener de ikke er nødsaget til at modtage støtten, spørg jer selv hvad de penge egentlig var tænkt som, og hvad de i realiteten kunne bruges til.
Kæmp enten for at de penge som eksempelvis jeres forældre har tjent i fremtiden vil blive beskattet mindre, eller kæmp for at den nuværende illusion om et solidarisk samfund bliver en realitet man kan være stolt af – eller begge dele.
Der er frygtindgydende enkelt: Er man ikke svag, så har man på usolidarisk vis været til hindring for at de virkelig svage, som vi alle vel i større - eller mindre grad ønsker at støtte, får den hjælp vi kunne have givet dem.
Jeg vil gerne appellere til den solidariske dansker – den solidariske dansker som deler den opfattelse med mig, at vi godt kan hjælpe de svage i samfundet.
For det første så lad os bringe æren og stoltheden tilbage i at kunne klare sig selv. Lad os ikke længere blive styret af formyndere og stemplet som svage marionetdukker af en despotisk stat. Vi er frie individer som i første omgang selv vil bestemme over vores penge, og ikke få dem over perioder i livet når staten mener vi skal have dem. Lad os løsrive os og skabe det land vi vil kalde Danmark.
For det andet, så lad os vise i handling at vi er solidariske. Lad os frasige de mulige støtteordninger hvis vi ikke har brug for dem. Støtte skal gives til dem der har brug for det. Vi skal være den ungdom der genskaber glemte begreber som solidaritet, moral og frihed.
Tag ansvar. Skab det Danmark du vil leve i, og nægt at blive skabt til at leve i Danmark.
NB: I artiklen omtaler jeg modtagere af overførselsindkomst som svage. Svage er dog ikke min opfattelse af menskerne, men beklageligvis den betegnelse som rødblok har stemplet store grupper af samfundet. Individet er stærkt og skal gives hjælp til selvhjælp.
