Det her er min tale til Liberal Alliances landsmøde.
Den er inspireret af et klip jeg hørte med Ronald Reagan for år tilbage og kan vel bedst beskrives som en mere realistisk udgave af den oprindelige fabel om den lille røde høne.
Der var engang en lille rød høne som boede på en stor gård.
Hver dag skrabede hun I jorden på gårdspladsen, og en dag fandt hun nogle fine hvedekerner I støvet.
Hun kaldte på sine naboer og sagde, "Hvis vi planter dette hvede, så kan vi få brød at spise. Hvem vil hjælpe mig plante det?"
"Ikke jeg," sagde koen.
"Ikke jeg," sagde anden.
"Ikke jeg," sagde gåsen.
"Ikke jeg," sagde grisen.
"Så vil jeg," sagde den lille røde høne, og det gjorde hun så.
Hveden voksede sig stor og modnedes til gyldent korn. "Hvem vil hjælpe mig med at høste min hvede?" spurgte den lille røde høne.
"Det er uværdigt for en akademiker", sagde koen.
"Så kan jeg ikke få efterløn" sagde anden.
"Jeg ville miste mine dagpenge," sagde gåsen.
"Der har jeg aldrig lært I folkeskolen", sagde grisen.
"Så vil jeg," sagde den lille røde høne, og det gjorde hun så.
Til sidst blev det tid til at bage brødene. "Hvem vil hjælpe mig med at bage brødene?" spurgte den lille røde høne.
"Det ville være overarbejde for mig," sagde koen.
"Jeg ville miste min førtidspension ," sagde anden.
"Jeg venter stadig på et kursus fra kommunen," sagde grisen.
"Hvis jeg skal være den eneste hjælper, er det diskrimination," sagde gåsen.
"Så vil jeg," sagde den lille røde høne.
Hun bagte fem brød og holdt dem stolt op så alle hendes naboer kunne se dem. De ville meget gerne have nogle af brødene, faktisk forlangte de nu en andel.
Men den lille røde høne sagde: "Nej, mine børn og jeg kan sagtens spise alle fem brød."
"Urimelig bonus!", råbte koen.
"Kapitalist-svin!", skreg anden.
"Jeg kræver lige rettigheder!", skreg gåsen.
Og grisen gryntede bare.
Og de malede bombastiske slogans på store røde bannere og marcherede rundt og rundt om den lille røde høne, mens de råbte i kor hvor afskyelig de syntes hun var.
Nu dukkede en mand fra regeringen op, og han sagde til den lille røde høne, "Du skal ikke være grådig."
"Men jeg har selv tjent til brødet," sagde den lille røde høne.
"Præcis," sagde manden. "Det er det vidunderlige resultat af det frie initiativ og det frie marked. Alle på gården kan tjene så meget som de ønsker. Men i vores velfærdssamfund, skal de flittige dele deres produktion med de dovne."
Og de levede lykkeligt til deres dages ende, også den lille røde høne, der hver eneste gang de andre dyr gik forbi, smilede og klukkede, "Jeg er så taknemmelig for velfærdsstaten. Jeg er så taknemmelig for velfærdsstaten."
Dog undrede hendes naboer sig over, at hun aldrig bagte brød igen.
