Den liberale utopi.
Den voksen-fornuftige floskel om at socialismen er en sød tanke men ren utopi, har vi vel alle hørt i en eller anden sammenhæng, eller endog selv benyttet i et mere venstredrejet fora, hvorpå ens holdning kom til udtryk på en lidt mere sympatisk måde, end den umiddelbart gør blandt ligesindede. Hvorvidt alternativet er ren liberalisme eller en social-liberal samfundskonstellation, som stort set alle vestlige lande praktisere, med henholdsvis mere eller mindre vægt på social og liberal, er i reglen irrelevant. Pointen er, at socialismen er utopi. Men hvad med grundtankerne bag den liberale samfundsmodel, som de fleste her på siden sympatiserer med, hvor realistiske er de?
I korte trak, bør vi kunne enes om, at grundpillen i liberalismen er troen på det frie individ. Det frie individ defineres ved evnen til at træffe rationelle beslutninger, således at følelserne undertrykkes i beslutningsprocessen, som dermed domineres af fornuften.
Evnen til at investere i fremtiden, og give køb på en her og nu tilfredsstillelse til gengæld for en fremtidig sikkerhed eller mer værdi, er drivkraften i det liberale samfund. Denne evne har skabt velstand, som man for relativt få generationer siden, vel hverken kunne eller turde forestille sig.
Hele fundamentet under det liberale samfund er det frie demokrati, hvor det frie individ kan udfolde sin fornuft. Demokratiet var liberalisternes våben mod enevælden og kirken. Demokratiet var de liberale og de første handelskapitalisters redskab til den frihed, der muliggjorde den liberale/kapitalistiske økonomis udvikling.
Friheden er for majoriteten imidlertid blot en illusion, hvorfor det frie samfund, det liberale demokratiske samfund, altså må være en utopi. For 9/10(læs: som i langt de fleste, og ikke noget velovervejet estimat) er beslutninger en irrationel størrelse, som træffes på et følelsesbetonet grundlag. Om følelserne bunder i et narcissistisk, egoistisk eller altruistisk sind er i denne kontekst irrelevant, under et er beslutningerne ufrie(irrationelle). Foruden det frie individ, som evner de rationelle og fornuftige beslutninger, kan det frie liberale samfund og liberale demokratiet simpelthen ikke eksisterer, og må simpelt sagt være en utopi.
Så længe vi kan blive enige om, at majoriteten går ind under betegnelserne systemslaver(typisk de liberales udtryk) eller socialister(deres eget udtryk) kan vi ligeså hurtigt konkludere, at liberalismen er ren og skær utopi, men trods alt en smuk(Bemærk: IKKE sød) tanke.
Det liberale demokrati er ikke kilden til frihed, og vil aldrig blive det. Det vil blot være skueplads for en social kamp to utopier imellem. Liberalismens indbyggede paradoks, altså det ikke eksisterende frie individ, diskvalificerer liberalismen, og efterlader os med socialismen, hvis vi ikke udtænker et reelt alternativ.
