Den borgerlige sociale indignation er det, der har været bærende for Joachim B. Olsens opgør med Velfærdsstatens ”Carinaer” og slappe holdninger blandt ledige. En indignation over, at vi har indrettet samfundet på en måde, så velfærdsstaten økonomisk understøtter en asocial adfærd, og en indignation over slapheden og krævementaliteten blandt en stor del af velfærdsstatens klienter. En holdning, der netop er frembragt af den taberfabrik, som velfærdsstaten har udviklet sig til at være.
Ole Birk Olesens bog ”Taberfabrikken” var båret af den samme borgerlige sociale indignation, og den er fyldt med eksempler på, hvordan velfærdsstaten gennem mere end en generation har udviklet sig til en taberfabrik, der producerer klienter, overførselsindkomstmodtagere, skilsmisser, kriminelle, misbrugere - kort sagt: Asociale individer og asociale holdninger med ansvarsforflygtigelse, krævementalitet, ragen-til-sig og slaphed. Taberfabrikken er mere end en debatbog, det er førsteklasses borgerlig kulturkritik, og den burde være pligtlæsning for alle borgerlige
Den borgerlige sociale indignation må stå i centrum for den borgerlige kulturkamp. Den baserer sig på en personlig moral, som de fleste stadig har en rest af, hvis de da ikke er blevet helt korrumperet af velfærdsstatens moralske nedbrydningsprojekt. Der er givetvis stadig blandt borgerlige vælgere et flertal for hvem den borgerlige sociale indignation kan finde resonansbund, og de fleste af os elsker faktisk, når vi hører politikere tale ud af vores hjerte, og når de som Joachim B. Olsen gør det med intelligens og seriøsitet.
Denne klumme er inspireret af et blogindlæg i JP, af den liberal-konservative Rune Kristensen, der netop gør sig til talsmand for, at ”den sociale indignation” bør genindsættes som grundlag for det at være konservativ – og samtidig vil han gøre op med visse konservatives snak om ”målrettede velfærdsydelser”.
Rune Kristensen rammer hovedet på sømmet med denne del af blogindlægget, for det burde om noget være konservative mærkesager: den moralsk funderede borgerlige indignation.
Ligesom det er oplagt, at det er og skal være en liberal mærkesag. Joachim B. Olsen har vist vejen.
Personligt tvivler jeg på, at den konservative folketingsgruppe har personerne til at bære den sociale indignation. Den ligger lagt fra Barfoed linje, men lad dem slås om det. Det ændrer ikke ved, at den borgerlige sociale indignation burde være bærende for ALLE de borgerlige partier. Også Venstre, selv om de nok ikke har modet. Dertil ligger Claus Hjort’s ånd stadig for meget som en tung dyne over partiet.
