Danmark kører mod afgrunden, og nedturen startede for mange år siden. Ole Birk Olesen taler om ”Taberfabrikken”. Den har fungeret på mange planer. Tilbage i begyndelsen af 1970’erne arbejdede jeg i en af dem. Jeg har udeladt navne i min fortælling, da det ikke er personerne eller stederne, der er vigtige, men et socialdemokratisk system, hvor den slags har kunnet lade sig gøre, og som vi ser konsekvenserne af i dag, hvor Rød Blok har travlt med at skælde ud over den standard på skolerne, de selv har skabt, og som Venstre fik to år til at forsøge at rette op på i 1973, inden socialdemokratiet tog over igen.
Jeg troede ikke mine egne øjne og ører, da jeg i begyndelsen af 1970’erne blev lærerinde vikar på en privatskole.
Jeg fik tildelt en klasse med børn i alderen 14 – 17 år uden klassebetegnelse og fik at vide, at det var en flok ”helt umulige unger”, som deres tidligere lærerinde var flygtet skrigende fra.
Da jeg trådte ind i klasseværelset første gang, føg det da også om ørerne på mig med skældsord og tennisbolde.
Det var faktisk som at træde ind i et hyæne bur med helt vilde, nyindfangede hyæner. I en sådan gruppe vil der altid være et par alfahanner, og dem fik jeg zoomet ind i en fart og naglet med det strengeste blik, jeg kunne mobilisere, mens jeg brølede til dem om at tage bøgerne frem.
Nu indvendte en af de mere tilbageholdende, at de ikke havde nogen bøger.
Hertil svarede jeg, at jeg også havde gået i skole engang og haft vikar, så den kendte jeg godt. ”Frem med bøgerne.”
Nu begyndte alle at koncentrere sig om kravet og råbe i kor, at de ikke havde nogen bøger. Derfor beordrede jeg åbne tasker på bordene, hvorefter jeg skridtede op og ned ad mellemgangene og kiggede ned i dem.
Der var ingen bøger!
I frikvarteret gik jeg ned til skolens rektor og ejer og brokkede mig over, at eleverne ingen bøger havde.
”En god lærer kan improvisere.” Var hans svar.
Jeg indvendte, at der måtte være et pensum, og at jeg derfor måtte have nogle retningslinjer for undervisningen i form af bøger.
Han fortalte mig derefter, at de fleste børn i klassen var opgivet af andre skoler, nogle smidt ud, og denne skole var sidste chance. Men de kunne ikke lære noget, og derfor skulle jeg bare sørge for at holde dem beskæftiget. Lege med ler med dem eller bage boller.
Jeg følte ikke, det var det, jeg fik løn for, så jeg indledte en kamp for at skaffe bøger til dem. Der kom dog ingen bøger, og da jeg var henvist til at gribe til improvisationer og mente, de skulle lære noget, tog jeg dem ofte med på udflugt til museer.
Da jeg opdagede, mange af dem stjal i fritiden, og jeg selv ved siden af læste jura, udrustede vi også en ekspedition til byretten. Her udpegede jeg lokaliteterne og fortalte, at hvis de fortsatte deres karriere på den måde, så ville de en dag sidde dér, dér ville deres forsvarer sidde, og dér anklageren, og dér i midten, dommeren.
Vi bestemte os for at sætte os og lytte til et par af de småsager, der skulle begynde efter få minutter, og da en spurgte, om man måtte klappe, kunne jeg fortælle, at det måtte man ikke. Man skulle sidde pænt på sin plads uden at komme med tilkendegivelser.
De sad faktisk også eksemplarisk og lyttede med store øjne. Da vi gik derfra, viste det sig, at de var rystede. Jeg husker ikke alle sagerne og dommene, kun at én sag gjorde særligt indtryk: en forhutlet mand stod tiltalt for at have stjålet seks par sokker i Mini Prix. Han erklærede sig skyldig, men jeg erindrer ikke, hvad han blev idømt. Bare at vi alle var målløse og talte om ham hele vejen tilbage til skolen.
Børnene fik stadigvæk ingen bøger, og efterhånden bredte min utilfredshed med skolens forhold sig til de andre lærere. Troede jeg.
På et tidspunkt rejste rektor og ejer på ferie til Langtbortistan, og lærerstaben trådte sammen. En havde fundet ud af, at rektor anvendte en stor del af skolens midler til at få udgravet en swimmingpool i sin have, og derfor var der kun råd til bøger til de små førsteklasser. Resten var en flok ligegyldige tabere, der bare skulle opbevares, indtil de havde opfyldt skolepligten.
Der blev stillet forslag om, at vi skulle indgive en kollektiv opsigelse og derefter lave vores egen skole. Kun én var imod og blev. Resten gik.
Der blev indkaldt til forældremøde, og mange valgte at gå med os. Der blev valgt en leder.
Vi fik lokaler, et navn, og børnene blev inddelt i klasser. Min blev en 6. klasse, og jeg skulle dele den med en anden lærer. Jeg fik de humanistiske fag, mens han fik dem i matematik og idræt.
Efter kort tid fik jeg min drøm opfyldt. Vi fik bøger!
Men nu kom næste chok. For det viste sig, at mange af børnene hverken kunne læse eller skrive. Så nu skulle der hænges i. Det var en del af dem dog ikke indstillet på. Nu havde de lige haft det så godt og så forlangte jeg, at de skulle sidde bøjet over noget, de ikke fattede en lyd af.
Nu greb jeg så til noget, jeg selv mente var et pædagogisk kneb. Jeg inddelte tavlen i felter, øverst lavede jeg en streg henover alle felterne, hvorefter jeg startede en rundspørge til hver enkelt om, hvad han/hun havde tænkt sig at blive, når vedkommende forlod skolen?
Og se! Det var fremtidsdrømme, der rykkede! Pilot og hjernekirurg var bare et par bud, som jeg meget alvorligt skrev ind i de forskellige felter på tavlen. Da alle havde luftet deres fremtidsplaner, skrev jeg i felterne ovenover, hvilken en eksamen der krævedes for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Og om det så ikke var en idé at begynde at åbne bøgerne? Også derhjemme!
Vi læste og sled, og da skoleåret nærmede sig sin afslutning, kunne størstedelen af dem stave sig igennem nemme linjer.
Dengang var sjette klasse skillelinjen. Fra syvende klasse bonede den, og det medførte en diskussion på lærerværelset, hvor jeg forlangte at klassen blev rykket kollektivt op i syvende, mens den anden lærer, der var uddannet tømrer, forlangte at de dumpede og gik 6. klasse om.
Derfor blev der indkaldt til forældremøde, hvor forældrene kunne få lov til at være med til at afgøre deres poders fremtid.
Da jeg ankom til vores klasse, var bordene stillet i hesteskoform. Jeg tog plads ved den ene langside, og snart efter begyndte forældre at dukke op. Og til sidst den anden lærer, fulgt af hele lærerkollektivet, inklusive skolens leder, der tog plads på den modsatte langside.
Jeg blev bedt om at lægge ud, og det gjorde jeg med at forklare, at jeg vidste, børnene ikke opfyldte sjette klasses kriterier, men da nogle af dem nærmede sig udgangen af teenager årene, anbefalede jeg, at de rykkede op i syvende, hvorefter det måtte være den anden lærers og min opgave at hale dem igennem. Jeg gav udtryk for, at jeg ikke kunne være med til, at unge i den alder skulle gå i en sjette klasse, og at jeg hellere ville sætte turbo på i syvende for at indhente så meget som muligt af det forsømte.
Så kom skytset fra den modsatte side, hvor alle var enige om, at hele flokken skulle gå sjette klasse om.
Det medførte en ophedet diskussion mellem dem og mig, som til sidst mundede ud i en forældreafstemning.
Med ganske få stemmer stemte forældrene for, at deres børn skulle gå sjette klasse om.
Hvidglødende af raseri rejste jeg mig fra min plads og råbte ud over forsamlingen, at hvis de havde lyst til at gøre deres børn til sociale tabere ved, at de en dag som over 20-årige skulle ud og søge job med en dårlig 9. klasses afgang i rygsækken og forklare, hvordan de havde tilbragt flere år i sjette klasse, så for min skyld ingen alarm. Men det blev uden min medvirken. Hermed indgav jeg min afskedsbegæring.
Så gik jeg og smækkede døren efter mig.
Jeg ved ikke, hvordan det videre gik ”mine” børn. Og jeg havde heller ikke lyst til at få det at vide.
Den dag i dag bløder mit hjerte for de ”umulige unger”, der i mine øjne bare var vanrøgtede af et destruktivt, socialdemokratisk system, hvor leg er vigtigere end læren, og kundskaber en grim og truende ting.
Jeg havde kæmpet og tabt, og havde ikke lyst til at følge op på et af mit livs største nederlag.
