Avisernes erhvervssider havde i forgangne uge artikler om væksten i den tyske industrisektor. Konklusionen var at tyske lønmodtagere inden længe må sige farvel til 37 timers arbejdsugen og goddag til en ugentlig arbejdstid på 45 timer for at kunne følge med den stigende efterspørgsel på tysk fremstillede industriprodukter.
Det er efterhånden trivielt at skulle fremhæve Tyskland – tyskerne er næsten pr. definition det europæiske vækstlokomotiv. Bemærkelsesværdigt er det derfor at Tyskland, der var langt hårde ramt af Finanskrisen end bl.a. Danmark, nu har rystet den ubehagelige oplevelse bag sig.
Lige så trivielt er det efterhånden at påpege at den såkaldt borgerligt/liberale regering har forpasset chancen i de gode år til at have sikret sig bedre mod dårlige tider, men har brugt de gode tider til at lade den offentlige sektor gå i selvsving med mere end 40.000 flere ansatte i dag end da regeringen trådte til. Derfor kan regeringen kun bryste sig af en dansk vækst på lige godt 1% årligt i gennemsnit i den tid den har haft magten. Danmarks 2 nabolande, Sverige og Tyskland (som også har lidt under finanskrisen) har haft mere end den dobbelte vækst og resultatet ser man nu: Tyskland mangler kvalificeret arbejdskraft mens Danmark stadig må slås med over 200.000 ledige og udsigten til mange opgør om ”hellige velfærdskøer”.
Tænk hvis den danske regering siden 2001 have været lige så fokuseret på at skabe vækst i Danmark som vore sydlige naboer i stedet for kritikløst at udvide den uproduktive offentlige sektor... så have vi haft 200.000 færre ledige. Besparelsen til understøttelse og bistandshjælp kunne så passende bruges til bl.a. afskaffelse af topskatten – som så igen ville gøre Danmark mere attraktivt som et land, hvor virksomheder og arbejdspladser med fordel kunne placeres - og Danmark ville stadig have verdens største offentlige sektor finansieret af verdens højeste skattetryk...
... tænk nu hvis...!
