I november 2007 fremlagde Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en ni punkts plan ( politiken. dk, 4.11.2007), som fortalte, hvilken regeringsførelse man kunne se frem til med de to partier ved magten. Punkt nr. 1: " Slut med blokpolitikken -bredt samarbejde".
Vigtigheden understreges af placeringen.
Siden er der sket meget i dansk politik, ikke mindst for venstrefløjen. Samarbejdet mellem S og R er et overstået kapitel, dog med den undtagelse at Margrethe Vestager fortsat peger på Helle Thorning som statsminister.
Der er mere tale om en veninde-ring af solid karat end reelt politisk indhold. De er nemlig uenige om mangt og meget og enige om forsvindende lidt. Især omkring den økonomiske politik kunne parterne ikke være længere fra hinanden.
Helle Thorning vil bevare efterlønnen og gøre verdens største offentlige sektor endnu større. Festen betales ved at hæve verdens i forvejen højeste skattetryk med 31 mia. kr., men der mangler fortsat penge i den røde plan.
Hvordan de skal findes, er et åbent spørgsmål. Højere afgifter på cigaretter og millionærskat er ren symbolpolitik og vil ikke bidrage med meget -om noget. Ikke et komma kan ændres i planen, har Helle Thorning fortalt os, og derfor skal pengene findes, men hvordan? Afskaffer de alligevel efterlønnen? Eller hæver de boligskatterne? Det står hen i det uvisse.
Socialdemokratiets nye bedste ven er SF. Ja, der er nærmest tale om en fusion, og på det økonomiske område er S rykket til venstre for at opnå enighed med SF.
Ved at forhandle har Margrethe Vestager sagt " Slut med blokpolitikken -bredt samarbejde", som Helle Thorning også mente i 2007.
På trods af det har reaktionerne ikke været positive om De Radikales lyst til at forhandle med regeringen. Bjarne Laustsen ( fødevareordfører, S) siger om De Radikales forhandlingslyst: " Det er problematisk. Men det er De Radikales politik, og på de punkter bryder jeg mig ikke om den radikale politik.
Vi skal sørge for, at den radikale indflydelse bliver så lille som mulig" ( politiken.dk, 11.04. 2011).
Blokpolitikken, den må man altså ikke bryde, og ind-flydelse får De Radikale ikke, men hvad så, ministerbiler? Tilbage står, at Thorning sandsynligvis ikke kan blive statsminister uden Vestager, og Vestager kan ikke få gennemført sin politik med Thorning som statsminister.
Jeg kvitterer gerne for, at De Radikale går efter sin politik og bryder med blokpolitikken, også når det kommer til handling, men hvad vil De Radikale på den lange bane? Sikre holdbarheden i dansk økonomi? Skabe vækst, velstand og velfærd? Forhåbentlig er svaret ja, men det kan ikke lade sig gøre med S og SF, og det ved De Radikale tilsyneladende godt.
De radikale vælgere ønsker økonomisk ansvarlighed, og derfor belønnes partiledelsen med gode meningsmålinger for deres forhandlingsvillighed.
Det er ikke rimeligt, at sådanne stemmer skal arbejde for en rød regering, der agerer julemand pr. stedfortræder uden at fortælle, hvor pengetræet gror, men der findes et alternativ.
Hos Liberal Alliance ønsker vi vækst og velstand. Vi vil afskaffe efterlønnen og skabe gode rammevilkår for erhvervslivet og gøre Danmark konkurrencedygtige i den globale verden, vi lever i. Kun på den måde kan vi fastholde solidariteten og hjælpe dem, som ikke kan selv.
De Radikale hilses velkommen som allierede i den kamp, men lad os være ærlige, ministerbiler, det kan vi ikke tilbyde.
(Som bragt i FS d. 18-05-2011)
