Jeg er i dag blevet interviewet til DR. Det var til et indslag, der handlede om Anders Samuelsens påståede pjækkerier. Selvom jeg i skrivende stund ikke aner, hvordan interviewet kommer til at fremstå i færdigklippet tilstand, så betød invitationen til DR, at jeg blev nødsaget til at sætte mig ind i fraværet i folketinget. Ligeledes gav det mig endnu engang en bekræftelse i forhold til, at den danske presse sætter en dagsorden, som er ude af trit med virkeligheden, og som kun har det formål at skabe en god historie på bekostning af borgerlige politikere.
Det er i det hele taget lidt underligt, at jeg som medlem af Liberal Alliance bliver inviteret ind til DR for at kommentere på min formands såkaldte pjækkeri. Fakta er nemlig, at Anders Samuelsen er en ren duks, når vi sammenligner partilederes fravær i folketingssalen. Helle Thorning har næsten 90% fravær, mens Villy Søvndal har næsten 80% fravær. Set i det lys kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor Anders Samuelsens 54% fravær pludselig er interessant for pressen, når det kun er Lars Barfoed, der har et bedre fremmøde end Samuelsen, og Barfoed har ikke engang været partileder i ret lang tid.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at partiledere for større partier har flere opgaver end partilederne for de små partier, omvendt kunne man også sagtens påstå, at lederne for de små partier ikke i samme grad kan lægge arbejdsbyrder over på andre, så hvorvidt partiets størrelse har indflydelse på fremmødet, det er faktisk svært at sige. Men hvis vi nu alligevel leger med den præmis, så kan vi sammenligne Liberal Alliance med Enhedslisten. Her har Johanne Schmidt-Nielsen et fravær på 76%. Det undrer mig virkeligt, at pressen ikke graver mere i hendes fravær og måske sammenholder det med det faktum, at hun først opdager de graverende fejl i asylsagen et år efter hun var underrettet om fejlene i et fortroligt stemplet brev. Det kunne måske vidne om en politiker, der har mere travlt med meget andet end politik, men den historie vil den danske presse ikke fortælle. I stedet er det Liberal Alliance og Anders Samuelsens fravær, der skal tages ud af konteksten og udstilles, selvom der reelt ikke er nogen historie. Netop derfor kan jeg kun forholde mig til denne sag som værende et politisk projekt fra den danske presses side.
Fraværet hos Anders Samuelsen drejede sig ligeledes om byrådsarbejde. Han havde i 2010 et fremmøde i byrådet på omkring 50% - og min holdning er, at politik langt hen af vejen handler om prioriteringer og kompromiser. Anders Samuelsen er tvunget til hele tiden at prioritere, og at han i en lille tre-mands folketingsgruppe og i en én-mands byrådsgruppe, stadig har et fremmøde i folketingssalen, som er meget højere end Johanne Schmidt-Nielsen, Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager, det anser jeg som ganske fornuftigt, og det vidner om det hårde arbejde, som Anders Samuelsen udfører.
Grunden til, at jeg blev interviewet, var, at jeg på Facebook havde skrevet en sarkastisk kommentar om Anders’ pjæk lige efter Ekstra Bladet havde påstået, at Anders pjækkede på livet løs. Jeg kan udelukkende konkludere, at det er svært at lave sarkastiske kommentarer på den borgerlige fløj, idet pressen straks bringer en historie uden kontekst. Det har vi for nyelig set ved både Jens Rohde og Ole Birk. Omvendt så er venstrefløjen hellige, for når de siger en joke, så forventes det, at alle griner. Den eneste virkelige joke er pressens håndtering af sagen om Ole Birk, Anders Samuelsen og Jens Rohde.
