På praktisk talt alle landsdækkende medier har man en politisk kommentator, der straks efter partiledernes første runde, skal udtale sig om, hvem der vandt og hvem der tabte slaget om vælgerne. På Politiken og TV2News gætter jeg på, at Peter Mogensen er vildt imponeret over Margrethe Vestager, mens Thomas Larsen på Berlingske sikkert vil gøre sit for at tale regeringen en smule op, selvom der i virkeligheden slet ikke var noget at komme efter i partiledernes første runde. Bevares Lars Løkke forsøgte sig med et par angreb mod oppositionens 12 minutter, og det lykkedes da også et kort øjeblik at få Helle Thorning til at blive skinger, men det var kun et enkelte velsiddende hook i en boksekamp, der slet ikke blev afgjort.
Ligesom Mogensen, Larsen, Kristiansen, Cordua, Myhlenberg og hvad de nu hedder, så er jeg selvfølgelig også farvet. Ens vurdering af en debat vil altid afhænge af, hvilke argumenter man finder bedst underbygget, og derfor bliver de udråbte vindere jo ofte baseret på den enkelte kommentators egen mavefornemmelse, og altså ikke nogen egentlig substans. Det gør det jo supernemt at være politisk kommentator, for selv de største brølere, du laver, kan bortforklares. Hvis der var en form for brøler-grænse, så var Peter Mogensen nok allerede sat fra bestalling.
En vinder i en debat vil jeg karakterisere som værende en partileder, der formår at overbevise tvivlere uden at skubbe sine egne kernevælgere væk fra sig. I det lys vil jeg vurdere, at gårsdagens partilederrunde havde tre vindere og to tabere, altså to partiledere, der ikke trækker tvivlere til sig og måske endda skubber egne vælgere væk.
Vinderne efter min vurdering:
Johanne Schmidt-Nielsen - Hun er retorisk stærk, og så er hun på trods af sin unge alder utrolig troværdig. Man fornemmer passionen, og at hun tror på den politik, hun er fortaler for. Der er ikke taburettænkeri, når hun først angriber statsministeren for ikke at tænke på praktikpladser til unge, for dernæst at angribe både Villy Søvndal og Margrethe Vestager. Det handler om integritet, og det formår Johanne at levere med lige dele politisk og retorisk dygtighed. Når du så iblander disse forhold med en karismatisk udstråling eller X-faktor, så har vi altså en god eksponent for Enhedslisten. Det er efter min vurdering Johannes fortjeneste, at Enhedslisten står til et historisk godt valg.
Et af debattens mest underholdende øjeblikke var, da Villy Søvndal og Lars Løkke var i gang med en diskussion omhandlende brugerbetaling i sundhedsvæsnet, hvor Johanne netop brød ind og konkluderede, at SF og V var utrolig enige, og der derfor var en helt ny alliance i dansk politik. Skarpt, humoristisk og et bevis på masser af overskud. Hvis hun fortsætter med samme dygtighed, så er 9-10 mandater til Enhedslisten bestemt ikke umuligt. Der må være mange SF'ere, der står og tripper i forhold til at skifte side, for mens Villy Søvndal kløjs i ordene og tilsyneladende har mistet sit lune og sin troværdighed, så stormer Johanne frem med en elegance, som vi sjældent har set i dansk politik.
Margrethe Vestager - Det er synd for Margrethe, at hun ikke har samme karismatiske udstråling som Johanne, for det er reelt det eneste, hun mangler, for at sætte trumf på over for praktisk talt alle de andre partiledere. Retorisk meget stærk, og selvom hun en enkelt gang eller to gik i offensiven og kritiserede regeringen, så er hendes force, at hun taler om sin egen politik med stor overbevisning. Modsat regeringen og S/SF har De Radikale rent faktisk forsøgt sig med en at føre politik på tværs af blokkene, og derfor bliver Margrethe mere troværdig end de andre partiledere, når hun siger, at Radikale netop vil være med til at løse landets økonomiske problemer.
Selvom der er en alliance mellem Radikale og S/SF, så er den ikke mere hellig end, at Margrethe flere gange påpeger, hvad der er Radikal politik på områder, hvor S/SF ikke er enige. Tvivlere, der mener, at regeringen har ført en ulige fordelingspolitik og gerne ser en rød regering, kan meget vel ende med at stemme Radikalt. De såkaldte blå socialdemokrater kan blive Vestagers største erobring, hvilket kan sende Radikale op på omkring 8-10 % af stemmerne. Det vil ikke bare være en stor sejr til Radikale, det vil også være en stor personlig sejr for Vestager, der havde nogle hårde år som partileder lige efter Jelved-æraen. Det sidste år har hun trådt i karakter, og hun kan ende som valgets helt store vinder.
Anders Samuelsen - Hvis Anders Samuelsen havde folkelig appel, så var det en ustoppelig maskine, han havde fået sat gang i. Desværre ligner Anders Samuelsen nogle gange et rådyr paralyseret af en bils forlygter, og det er måske det største problem for Anders Samuelsen, der helt tydeligt er frosset ud på et sidespor i partilederdebatten. Der er ingen, der går i clinch med ham, for både regeringen og oppositionen ved, at de ved at kritisere Anders Samuelsens politik lægger sig ud med nogle af de største økonomiske kanoner i Danmark. Hvis man begynder at stille spørgsmål ved Liberal Alliances politik, så sætter man spørgsmålstegn ved alle de økonomiske udregninger, der skal bruges i valgkampen. Derfor tier de andre partiledere Anders Samuelsen ihjel. Det betyder dog, at de argumenter, han bruger, kommer til at stå uimodsagt hen, hvilket skaber troværdighed overfor sagen. Når Anders Samuelsen tilmed spiller kortet om, at han ikke forstår, hvorfor de andre partier ikke bakker op om Liberal Alliances plan, når de kan se, at det er den mest hensigtsmæssige, så er det ikke bare smart. Det er genialt. Det er en slags skakmat, der enten tvinger partierne til at kritisere Liberal Alliances plan, hvilket er en kritik af DREAM-modellen og dermed også vismænd og kommissioner, eller de kan lade stilheden råde. Men selv stilhed som svar giver Liberal Alliance en lille sejr.
Liberal Alliances DREAM-gennemregning af deres 2020-plan er det mest gennemførte politiske stunt i lang tid. Det giver planen troværdighed, og de andre partier kan ikke modargumentere uden at kritisere deres egne planer og sætte spørgsmålstegn ved deres egne økonomiske fundamenter. Anders har en trumf, som de andre partiledere ikke har, og hvis han igennem valgkampen lærer at løsne lidt op for det stive og polerede udtryk, så kan han blive en stor vinder. Han får i hvert fald borgerlige tvivlere på sin side, mens han under ingen omstændigheder taber sine kernevælgere. Liberal Alliance ender på 5% af stemmerne.
Aftenens tabere
Villy Søvndal - Han taler mere og mere sort. Det som tidligere var charmerende er nu blevet irriterende. At han ikke kan forklare forskellen mellem S og SF er endnu et problem, og han kan tabe mange vælgere til Socialdemokraterne, der i Helle har en markant skikkelse, der i hvert fald i går, var en fin eksponent for Socialdemokraterne. Hvis Helle ikke havde lavet et par fejl, som f.eks. at angribe Lars Løkke for ikke at kunne regne, eller de gange hun blev en smule skinger, så havde jeg også hende som vinder. I stedet må Søvndal siges at have tabt pusten, og jeg tror, at Villy taber stemmer til Helle og Johanne igennem hele valgkampen. Det bedste, han kan gøre, er at trække nye folk ind på scenen, så danskerne ikke skal se på ham hele tiden. Han er lige nu en elefant, der tramper rundt i glasbutikken, for han udviser generelt så lidt viden om de politiske områder, at det må gå galt på et tidspunkt. 20 dage skal han overleve uden at blive fanget med bukserne nede, og det tror jeg simpelthen ikke, at han evner.
Pia Kjærsgaard - Man skal passe på med Dansk Folkeparti, for der gør sig nogle helt andre regler gældende end for andre partier. Det er en helt andet vælgerskare, der ofte fanges på følelser og ikke på argumenter. Selvom Pia flere gange spillede på følelserne, så spillede hun også rigtig mange gange på Dansk Folkepartis troværdighed, men det er sgu svært, når hun bevæger sig rundt i en økonomisk politik, som hun tilsyneladende har svært ved at gennemskue. I hvert fald fik hun ved en enkelt lejlighed udstillet sig selv som uvidende, da et samlet panel af partiledere spontant startede med at grine over Pia økonomiske argumenter. Måske sidder der nogen og vil give Pia deres sympatistemme, fordi de andre griner af hende. Jeg synes dog, at Pia var på udebane, idet hun ikke kunne gribe den økonomiske diskussion med føle-argumenter, og det er måske Dansk Folkepartis største problem, at denne valgkamp kommer til at dreje sig om et område, hvor de deler opfattelse med regeringen, men regeringens partiledere bedre kan formidle deres holdninger.
De andre
Per Ørum kommer ikke ind. Det var forudsigeligt, og strategien med at tale til marginaliserede grupper, den fungerer ikke ordentligt. Johanne gør simpelthen et bedre job. Lars Løkke tør ikke være liberal, mens Lars Barfoeds udgave af konservatismen er velmenende, men helt uden bid. Helle Thorning virker oplagt, men skal styre sin skingerhed for at vinde flere vælgere. Denne partilederrunde cementerer rød blok som værende det bedste bud på en regering. Den nuværende regering skal stå skarpere og bakke op om Liberal Alliances forsøg på at sætte økonomien i rammer. På den måde kan de måske udstille rød blok som økonomisk uansvarlige, men angrebene kommer for spredte og ofte bliver regeringen tvunget tilbage i en defensiv, hvor de skal forsvare finanslovens underskud. En brøler af dimensioner at gå til valg på en finanslov med underskud, og så have det som tema at diskutere økonomi!
