Der er allerede blevet sagt meget om Aarhus Universitets dugfriske ligestillingstiltag. Desværre er diskussionen fyldt med bløde argumenter både for og imod tiltaget, hvilket er helt unødvendigt, da vi har tal at forholde os til. Jeg vil prøve at overbevise den kære læser om at tiltaget ikke bare prøver at løse et problem der ikke er der, men også skaber selve det problem som tiltaget ellers skulle bekæmpe, dog med modsat fortegn. Før vi kan tage hul på det konkrete problem, er jeg nød til at slå fast hvad jeg forstår ved ligestilling af kønnene: at man ikke bliver behandlet anderledes på grund af ens køn.
Roden af debatten er at der er forholdsvis få kvinder blandt det fastansatte videnskabelige personale på universiteterne. Der er der nogen der ser det som et ligestillingsproblem i ansættelsesprocessen, hvilket så får dem til at foreslå ligestillingstiltag. Jeg skal ikke afgøre om det der et ligestillingsproblem med den skæve fordeling, men problemet ligger i hvert fald ikke i ansættelsesprocessen; der er nemlig ikke nær så mange kvinder som mænd der søger disse stillinger. Det kan læses ud fra en publikation fra ministeriet for ligestilling fra 2006:
http://www.lige.dk/files/pdf/fakta_ligestilling.pdf
På side 24 er der en opsummering af alle akademiske ansættelser på de danske universiteter i perioden 2001-2003. I den tabel kan man læse at der faktisk bliver ansat forholdsmæssigt flere kvinder i forhold til hvor mange kvinder ansøger stillingerne; 25% af alle ansøgere er kvinder, mens 29% af dem der bliver ansat er kvinder. Det holder også individuelt på alle ansættelsesniveauer; Adjunkt: 31% vs 36%, Lektor: 25% vs 29%, Professor: 14% vs 15%. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor så få kvinder søger de højere stillinger, men der er i hvert fald ikke noget der tyder på at der bliver diskrimineret imod dem i ansættelserne. Det ser ud til at universiteterne ansætter efter andre kriterier end køn, hvilket jeg synes er ganske hensigtsmæssigt. Med andre ord: Der er ikke et ligestillingsproblem i ansættelsesprocessen. Så længe kønsfordelingen blandt dem, der bliver ansat, afspejler kønsfordelingen blandt ansøgerne, så er det ikke i ansættelsesprocessen at problemet ligger.
Så længe man har få kvinder der ansøger stillingerne, så vil ethvert tiltag i retning af lige fordeling føre til kønsdiskrimination. Her er et lille regneeksempel til at understrege det. Tillad mig at undskylde på forhånd, hvis den kære læser føler at regneeksempelet er indlysende, men der er desværre mange der ikke forstår det alligevel. Lad os sige at der bliver slået 10 professorater op ved Aarhus Universitet, og lad os sige at der er 100 kvalificerede ansøgere til stillingerne. Kønsfordelingen blandt ansøgerne er skæv; 14 kvinder og 86 mænd. Under ansættelsesforhandlingerne bliver det -- i ligestillingens navn -- gennemtrumfet at der skal ansættes lige mange kvinder og mænd. Det kan være som følge af lovgivning eller incitamenter; resultatet er det samme: Der bliver ansat 5 ud af 14 kvinder og 5 ud af 86 mænd. Altså har kvinderne 5/14=35,7% chance for at blive ansat, men mændene må nøjes med 5/86=5,8% chance for det samme, hvis alle ellers er lige kvalificerede. Hvis du er kvinde, har du altså mere end seks gange så stor sandsynlighed for at blive ansat som hvis du var mand. Og det vil de have os til at kalde ligestilling ...
Roden af debatten er at der er forholdsvis få kvinder blandt det fastansatte videnskabelige personale på universiteterne. Der er der nogen der ser det som et ligestillingsproblem i ansættelsesprocessen, hvilket så får dem til at foreslå ligestillingstiltag. Jeg skal ikke afgøre om det der et ligestillingsproblem med den skæve fordeling, men problemet ligger i hvert fald ikke i ansættelsesprocessen; der er nemlig ikke nær så mange kvinder som mænd der søger disse stillinger. Det kan læses ud fra en publikation fra ministeriet for ligestilling fra 2006:
http://www.lige.dk/files/pdf/fakta_ligestilling.pdf
På side 24 er der en opsummering af alle akademiske ansættelser på de danske universiteter i perioden 2001-2003. I den tabel kan man læse at der faktisk bliver ansat forholdsmæssigt flere kvinder i forhold til hvor mange kvinder ansøger stillingerne; 25% af alle ansøgere er kvinder, mens 29% af dem der bliver ansat er kvinder. Det holder også individuelt på alle ansættelsesniveauer; Adjunkt: 31% vs 36%, Lektor: 25% vs 29%, Professor: 14% vs 15%. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor så få kvinder søger de højere stillinger, men der er i hvert fald ikke noget der tyder på at der bliver diskrimineret imod dem i ansættelserne. Det ser ud til at universiteterne ansætter efter andre kriterier end køn, hvilket jeg synes er ganske hensigtsmæssigt. Med andre ord: Der er ikke et ligestillingsproblem i ansættelsesprocessen. Så længe kønsfordelingen blandt dem, der bliver ansat, afspejler kønsfordelingen blandt ansøgerne, så er det ikke i ansættelsesprocessen at problemet ligger.
Så længe man har få kvinder der ansøger stillingerne, så vil ethvert tiltag i retning af lige fordeling føre til kønsdiskrimination. Her er et lille regneeksempel til at understrege det. Tillad mig at undskylde på forhånd, hvis den kære læser føler at regneeksempelet er indlysende, men der er desværre mange der ikke forstår det alligevel. Lad os sige at der bliver slået 10 professorater op ved Aarhus Universitet, og lad os sige at der er 100 kvalificerede ansøgere til stillingerne. Kønsfordelingen blandt ansøgerne er skæv; 14 kvinder og 86 mænd. Under ansættelsesforhandlingerne bliver det -- i ligestillingens navn -- gennemtrumfet at der skal ansættes lige mange kvinder og mænd. Det kan være som følge af lovgivning eller incitamenter; resultatet er det samme: Der bliver ansat 5 ud af 14 kvinder og 5 ud af 86 mænd. Altså har kvinderne 5/14=35,7% chance for at blive ansat, men mændene må nøjes med 5/86=5,8% chance for det samme, hvis alle ellers er lige kvalificerede. Hvis du er kvinde, har du altså mere end seks gange så stor sandsynlighed for at blive ansat som hvis du var mand. Og det vil de have os til at kalde ligestilling ...
