2020 planerne - en blå fløjlshandske og en rød klud

Regeringens vækstinitiativer er for svage, og oppositionens forslag forfejlet

Poulvjensen

09/06/2011

Regeringens vækstinitiativer er for svage, og oppositionens forslag forfejlet. Det er ikke holdbart, hvis vi ønsker at sikre den danske velfærdsmodel. Der mangler ambitioner og mod. Kunsten er hurtigt at sikre, at offentlige udgifter tilpasses, så der er balance mellem indtægter og udgifter.

 

Da Dansk Erhverv for nylig holdt en konference om vækst, var hovedbudskabet, at vejen til vækst er bedre vilkår for erhvervsvirksomhederne, og at lavere skat øger velstanden – helt i tråd med rapporterne fra Arbejds- og Skattekommissionen. Ligeledes er der ved første øjekast i 2020 planerne konsensus mellem regeringen og oppositionen om, at Danmark har brug for vækst for at sikre den danske velfærdsmodel. Men det er kun tilsyneladende, for regeringen arbejder i øjeblikket på at nedsætte selskabsskatten en smule og mindske de administrative byrder for erhvervsvirksomhederne, men afviser samtidig planer om at nedsætte skatten på arbejde. Oppositionen prøver at overbevise erhvervslivet om, at de som en kommende ny regering vil sikre væksten ved at indføre straksafskrivning på investering i maskiner og inventar og tilbyde rentefrie lån til nye virksomheder, mens de nedtoner at de samtidig vil opkræve kr. 17,7 mia. mere i skat, anlægge en betalingsring om København og afkræve kr. 2 mia. fra det arbejdende folk for at passere bygrænsen i bil. Det går ikke. Der skal mere til for at sikre velfærden længere end til 2020.

Balancen mellem udgifter og indtægter i det offentlige frem til 2020 skabes ved at reducere antallet af offentlige ansatte, fjerne efterlønnen, øge udliciteringer og indføre en mindre brugerbetaling for læge- og hospitalsbesøg. Derefter bliver opgaven at fremtidssikre økonomien, så vi også om 10 år har råd til at betale pension til de ældre og følge med de øgede sundhedsudgifter på grund af nye typer behandlinger og medicin. Den eneste mulighed er at sikre vækst i den private sektor, og det gør vi ved at motivere arbejdstager til at arbejde mere og langsomt tilpasse det danske lønniveau til vores konkurrenters. Derfor skal skatten sænkes på arbejde, og selskabsskatten halveres. En skat på 56 % kræver kr. 227 mere i løn for at betale kr. 100 i huslejestigning. Ved en skat på 40 % kræves der kun kr. 167 mere i løn. Altså en besparelse i lønudgiften på kr. 60 for virksomheden, hvorved prisen på varer og tjenesteydelser falder til gavn for forbrugeren. Reduceres også de administrative byrder for erhvervsvirksomhederne, er Danmark godt på vej til fortsat velstand!

Kilde: