Den 4. august skrev Mogens Lykketoft på Socialdemokraternes hjemmeside om sit syn på landets økonomiske situation. Den forhenværende finansminister lagde ud med at kalde regeringens målsætning om, at det offentlige forbrug ikke må overstige 26,5 procent af BNP “idiotisk” og en “mærkelig regneleg”. Begrundelsen var, at væksten i den offentlige sektors andel af BNP ifølge Lykketoft: “jo ikke skyldes, at vi får mere offentlig service end for få år siden. Det er ikke tælleren, der vokser nævneværdigt, men nævneren – den private sektor – der er skrumpet på grund af finanskrisen”.
Man må undre sig over denne udlægning. Fra 2001 til 2009 er det offentlige forbrug realt vokset med ca. 70 mia. kr. Med andre ord er der tilført 70 mia. kr. mere, end hvad der er nødvendigt for at holde uændret offentlig service givet pris- og løn-inflationen. Det er immervæk en sjat penge. Til sammenligning vil S/SF forslaget om, at danskerne skal arbejde 12 minutters ekstra om ugen, kun generere et ekstra beløb til offentligt forbrug i fremtiden på 15 mia. kr. – altså en femtedel af det beløb, som Lykketoft ikke finder nævneværdigt.
Mens Lykketoft og Nyrup stadig var ved magten i foråret 2001 fremlagde den daværende SR-regering sin 2010-plan. Her budgetterede Lykketoft & Co. med en vækst i det offentlige forbrug i perioden 2001-2009 på 30 mia. kr.
Den faktiske forbrugsvækst under VK landede på 70 mia. kr., hvilket er mere end det dobbelte. Hvordan kan 70 være for lidt, hvis 30 er passende? Vil Lykketoft ikke længere stå ved sin egen plan fra 2001?
Lykketoft har ret i, at når man måler det offentlige forbrugs andel af BNP, spiller nævneren – BNP – selvfølgelig også ind. Falder BNP, stiger det offentlige forbrugs andel af BNP – selv hvis det offentlige forbrug målt i kroner og ører ikke er steget. Men faktum er altså, at også under finanskrisen er det offentlige forbrug steget ganske eksplosivt. Alene i 2009 var væksten på hele 16 mia. kr.
Selv hvis man tager højde for finanskrisen og måler det offentlige forbrugs andel i pct. af det, man kalder “konjunkturrenset BNP”, ligger det fortsat på danmarkshistoriens højeste niveau. Og langt højere end dengang Lykketoft var finansminister. Udsultede Lykketoft den offentlige sektor?
Lykketoft fortsætter med retorisk at stille det spørgsmål, om det vil være mere relevant “om befolkningen her under finanskrisen vil acceptere at bremse op i sit store privatforbrug fra bobleøkonomiens år”.
Lad mig stille et modspørgsmål: Er det socialdemokraternes plan at udvide det offentlige forbrug ved at øge skatterne og dermed mindske privatforbruget? Det kunne være rart at få uddybet især efter bemærkning fra Henrik Sass Larsen i Berlingske Tidende i tirsdags, hvor S/SF-planen med de 12 minutter kom under yderligere pres fra fagbevægelsen og medierne. Sass Larsen sagde: “I princippet er vi ligeglade med, hvordan man henter de 15 milliarder kroner. Vi skal bare bruge pengene”. Bare?
Lykketoft under ikke danskerne deres “store” privatforbrug. Men danskernes privatforbrug ligger ni procent under gennemsnittet i de 15 gamle EU-lande (fra inden udvidelsen mod øst). Vi har et lavere privat forbrug end i for eksempel Grækenland, Italien og Cypern. Vi har en rig stat men en fattig befolkning sammenlignet med vores nabolande. Det lave private forbrug skyldes blandt andet, at vi har verdens højeste skatter. Fra 1997 til 2009 er det offentlige forbrug i Danmark vokset ca. dobbelt så meget som det private. Lykketoft vil have, at denne udvikling skal fortsætte. Hvor længe, Lykketoft? Hvornår er den offentlige sektor stor nok?
Den tidligere finansminister slutter sit indlæg af med at kalde det “noget uvidenskabeligt vås”, at lavere marginalskat øger tilskyndelsen til at arbejde flere timer. Mange videnskabelige undersøgelser fra ind- og udland siger det modsatte. Langt de fleste økonomer i Danmark vil mene, at en sænkelse af marginalskatten vil øge udbuddet af arbejde.
Som finansminister sænkede Lykketoft selv den øverste marginalskat fra 68 pct. til 63 pct. i perioden 1993 til 2001, hvilket i procentpoint ligger tæt på VK-regeringens lettelse i Forårspakke 2.0.
Hvis Lykketoft ikke mente, at det medfører gavnlige effekter på lysten til at arbejde og dermed på væksten i samfundet, hvorfor gjorde han det så? Var det ren sympati for de brandbeskattede topskatteydere, der drev ham? I givet fald, hvor er den sympati så blevet af i dag?
--
Ovenstående indlæg er i dag bragt i min faste klumme Modpol i Politiken, hvor jeg skriver hver anden lørdag.
Man må undre sig over denne udlægning. Fra 2001 til 2009 er det offentlige forbrug realt vokset med ca. 70 mia. kr. Med andre ord er der tilført 70 mia. kr. mere, end hvad der er nødvendigt for at holde uændret offentlig service givet pris- og løn-inflationen. Det er immervæk en sjat penge. Til sammenligning vil S/SF forslaget om, at danskerne skal arbejde 12 minutters ekstra om ugen, kun generere et ekstra beløb til offentligt forbrug i fremtiden på 15 mia. kr. – altså en femtedel af det beløb, som Lykketoft ikke finder nævneværdigt.
Mens Lykketoft og Nyrup stadig var ved magten i foråret 2001 fremlagde den daværende SR-regering sin 2010-plan. Her budgetterede Lykketoft & Co. med en vækst i det offentlige forbrug i perioden 2001-2009 på 30 mia. kr.
Den faktiske forbrugsvækst under VK landede på 70 mia. kr., hvilket er mere end det dobbelte. Hvordan kan 70 være for lidt, hvis 30 er passende? Vil Lykketoft ikke længere stå ved sin egen plan fra 2001?
Lykketoft har ret i, at når man måler det offentlige forbrugs andel af BNP, spiller nævneren – BNP – selvfølgelig også ind. Falder BNP, stiger det offentlige forbrugs andel af BNP – selv hvis det offentlige forbrug målt i kroner og ører ikke er steget. Men faktum er altså, at også under finanskrisen er det offentlige forbrug steget ganske eksplosivt. Alene i 2009 var væksten på hele 16 mia. kr.
Selv hvis man tager højde for finanskrisen og måler det offentlige forbrugs andel i pct. af det, man kalder “konjunkturrenset BNP”, ligger det fortsat på danmarkshistoriens højeste niveau. Og langt højere end dengang Lykketoft var finansminister. Udsultede Lykketoft den offentlige sektor?
Lykketoft fortsætter med retorisk at stille det spørgsmål, om det vil være mere relevant “om befolkningen her under finanskrisen vil acceptere at bremse op i sit store privatforbrug fra bobleøkonomiens år”.
Lad mig stille et modspørgsmål: Er det socialdemokraternes plan at udvide det offentlige forbrug ved at øge skatterne og dermed mindske privatforbruget? Det kunne være rart at få uddybet især efter bemærkning fra Henrik Sass Larsen i Berlingske Tidende i tirsdags, hvor S/SF-planen med de 12 minutter kom under yderligere pres fra fagbevægelsen og medierne. Sass Larsen sagde: “I princippet er vi ligeglade med, hvordan man henter de 15 milliarder kroner. Vi skal bare bruge pengene”. Bare?
Lykketoft under ikke danskerne deres “store” privatforbrug. Men danskernes privatforbrug ligger ni procent under gennemsnittet i de 15 gamle EU-lande (fra inden udvidelsen mod øst). Vi har et lavere privat forbrug end i for eksempel Grækenland, Italien og Cypern. Vi har en rig stat men en fattig befolkning sammenlignet med vores nabolande. Det lave private forbrug skyldes blandt andet, at vi har verdens højeste skatter. Fra 1997 til 2009 er det offentlige forbrug i Danmark vokset ca. dobbelt så meget som det private. Lykketoft vil have, at denne udvikling skal fortsætte. Hvor længe, Lykketoft? Hvornår er den offentlige sektor stor nok?
Den tidligere finansminister slutter sit indlæg af med at kalde det “noget uvidenskabeligt vås”, at lavere marginalskat øger tilskyndelsen til at arbejde flere timer. Mange videnskabelige undersøgelser fra ind- og udland siger det modsatte. Langt de fleste økonomer i Danmark vil mene, at en sænkelse af marginalskatten vil øge udbuddet af arbejde.
Som finansminister sænkede Lykketoft selv den øverste marginalskat fra 68 pct. til 63 pct. i perioden 1993 til 2001, hvilket i procentpoint ligger tæt på VK-regeringens lettelse i Forårspakke 2.0.
Hvis Lykketoft ikke mente, at det medfører gavnlige effekter på lysten til at arbejde og dermed på væksten i samfundet, hvorfor gjorde han det så? Var det ren sympati for de brandbeskattede topskatteydere, der drev ham? I givet fald, hvor er den sympati så blevet af i dag?
--
Ovenstående indlæg er i dag bragt i min faste klumme Modpol i Politiken, hvor jeg skriver hver anden lørdag.
