Troværdighed - credibility - har været et nøglebegreb i analysen af økonomisk politik siden 80erne - 1980erne.
Betydningen af troværdighed for at kunne optage lån på markedet har imidlertid været kendt langt tidligere, og det blev i hvert fald formuleret eksplicit i 1780erne af finansminister Jacques Necker, der forsøgte at forklare Ludvig XVI, hvorfor det var vanskeligt for ham at låne, selv om han nominelt var en enevældig monark.
Efter at have erindret ham om, at den franske forfatning lagde grænser for kongens mulighed for at rejse skatter (og dermed lagde begrænsninger på muligheden for at servicere sin gæld og derfor optage lån), men ikke på hans mulighed for at afskrive egen gæld, fortalte Necker i 1784 kongen, at:
"Therefore one can rekindle or sustain public trust only by giving reassurances on the sovereign's intentions, and by proving that no motive can incite him to fail his obligations."
Begrebet om en tidskonsistent økonomisk politik (eller en subgame perfect equilibrium) bygger i enhver henseende på Neckers sætning.
Kun hvis regeringer kan binde sig til en regel, og vel at mærke en regel, som de ikke selv kan ændre, kan de opnå den troværdighed omkring deres økonomiske politik, og en sådan troværdighed omkring muligheden for at servicere sin gæld er en nødvendig betingelse for at kunne optage lån på internationale kapitalmarkeder, hvad Ludvig XVI måtte erkende. Der er grænser selv for suverænens magt, måtte han erkende. Troværdighed er en nødvendig betingelse for at kunne føre en tidskonsistent økonomisk politik.
Eurozonens Stabilitets- og vækstpagt virkede ikke, fordi politikerne selv kunne ændre på den regel, der ellers skulle binde dem til at føre en troværdig gældspolitik.
Blev en sådan regel skrevet ind i Traktaten, som det er foreslået i europagten, ville politikerne ikke kunne længere selv kunne ændre på den regel, der skulle binde dem til at føre en troværdig økonomisk politik, som forøvrigt også ville være i landenes egne bedste interesse på længere sigt. Der er derfor elementer i europagten, der er ganske fornuftige.
Det giver anledning til at overveje en række spørgsmål:
- Hvilke sanktioner vil der være, hvis reglerne overtrædes? Udløses de automatisk, eller vil de kunne gøres til genstand for politiske studehandler? Og i så fald, hvilken troværdighed vil der så være omkring europagten?
- Er det troværdigt, at europolitikerne ikke igen vil ændre Traktaten, hvis det forekommer politisk opportunt på et senere tidspunkt? Også selv om det ikke kan gennemføres med kort varsel? Hvad siger de seneste par års erfaringer med europolitikere og ECB's bøjning af egne regler?
- Hvis det skaber troværdighed om den økonomiske politik, at Stabilitets- og vækstpagtens grænser skrives ind i Traktaten, hvorfor kan hvert enkelt land så ikke bare skrive det ind i deres egne forfatninger? Der er næppe andre lande, der har så vanskeligt ved at ændre deres grundlov som Danmark, så hvorfor ikke?
- Er det virkelig nødvendigt med en grundlovsændring? Soros foreslog en troværdig strategi: Lav en ændring af valgloven, der siger, at intet medlem af det nationale parlament kan genvælges, hvis Stabilitets- og vækstpagtens grænser overtrædes. Det er en endnu simplere måde at sikre en politisk ansvarlighed, der ikke overfører mere kompetence til EU-politikere, der ikke just har vist, at de er økonomisk ansvarlige.
---
Historien om Necker og Ludvig XVI har jeg fra Thomas Sargent: The Conquest of American Inflation, Princeton 1999. Sargent delte Nobelprisen i økonomi 2011 med Christopher Sims.
