Det kan godt være at mange gerne så ØMU’en nedlagt. Men da en beslutning om at re-denominere økonomien både skal igennem Det Europæiske Råd og traktatfæstes i medlemslandene, førend man kan ændre på møntunionens fundamentaler, vil beslutningen trække i sådant langdrag før de mulige konvergensprogrammer kunne vedtages, at gældskrisen da forlængst ville være overstået…
Nedtællingen til ændring af møntunionen, i den nuværende konstruktion derimod, kunne derimod godt tænkes at være i sin vorden.
Det er vel ikke meningen, at noget land skal kunne køre på frihjul igennem konjunkturerne og lade andre betale regningen?
Vækst- og stabilitetspagtens aftalegrundlag har længe været strakt til det yderste, og til en start kunne man forestille sig at medlemmerne af ØMU’en fandt en vej, der kunne disciplinere de ”uartige” medlemslande, der trækker kæmpeveksler på det monetære samarbejde.
Et andet voksende problem er de statsgældniveauer som medlemslandene – ikke bare de sydeuropæiske lande, men også store lande som Frankrig og Tyskland, oparbejder for tiden.
På sigt vil det være nødvendigt at indarbejde et aftalegrundlag, der tager højde for at regulere præcist hvor store fordringer et enkelt medlemsland kan stilles til i den fælles mønt, før sanktioner træder i kraft.
ØMU’en i den nuværende konstruktion er utilstrækkelig, både som ”union” og som møntudbredelsesområde.
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Ingen lande kan holdes skadesløse for den økonomiske krises konsekvenser. Danmark kommer også til at betale en høj pris for et årti’s skødesløs omgang med penge. Men prisen for at rulle Maastricht-traktaten tilbage vil være ubetalelig, og det kommer heller ikke til at ske.
Nedtællingen derimod til de nødvendige traktatændringer, burde nok allerede kunne siges at være sat i gang. At så prisen for at sætte en økonomisk union i verden på et utilstrækkeligt grundlag bliver høj, er en helt anden snak...
Den uro omkring ØMU'en - som ustabilitet og manglende politikker afslører - vil sandsynligvis skubbe til renteudviklingen, da en løbsk gældssætning i unionen, vil trække tilliden til hele valutablokken ned.
Samtidig vil den Europæiske Centralbank, der ikke har samme beføjelser som en forbundsbank eller som i en regulær transferunion - blot kunne se passivt til, når dele af økonomien fejler. Man kan jo dårligt sætte renten lavere end i dag - og i forvejen øges pengemængden med eksplosiv hast. ECB er en udmærket centralbank, men man kan ikke effektivt styre pengepolitikken i et møntudbredelsesområde, der består af fremmede lande med egen økonomisk politik.
Personligt mener jeg at ECB fejler ved at øge pengemængden, og sænke renten unødigt og følge BoE og FED i inflationspolitikken, når EU ellers står uden indflydelse (eller med meget ringe indlydelse) på de førte finanspolitikker.
ØMU'en er som en tandløs gammel løve, der nok kan brøle, men projektet er håbløst. Uden magtmidler kan staterne ikke holdes til biddet ...
Når den besluttende myndighed ligger i det europæiske råd - som består af nationale politikere - og det er de selvsamme politikere, som fører den uansvarlige finanspolitik, som har skabt dagens problemer, er løsningen på euroens krise uden for rækkevidde i ØMU'ens nuværende konstruktion.
En monetær union, der har beføjelser til at overføre midler på tværs af stater er en skrap kop te. Men skal ØMU'en nogensinde komme til at fungere - bare tilnærmelsesvis som en "rigtig" union - er det hvad der skal til. Det ville virke, hvis den selvsamme union så også har bemyndigelse til at skærpe finanspolitik og sætte magt bag det traktatmæssige grundlag.
Politikerne skal være mere konsekvente og melde klart ud om der skal repareres på fortidens fejl, eller om vi skal skærpe kursen og holde fokus på den næste konjunkturvending. Så man kan stemme dem væk, når der skal vælges nye...
Og væksten kommer ikke af sig selv, men det hjælper at holde streng budgetdisciplin og udvise determineret mådehold og fornuft...
Oprydning, konsekvens og forbedringer.
Gældskrisen kræver politisk handling - økonomisk har man allerede gjort EU en bjørnetjeneste ved at sætte pengemængden i eksplosiv vækst, men løsningen kræver politisk handling.
Det ville klæde de ansvarlige politikere at træde i karakter og få sat en politisk dagsorden, der peger ud af krisen.
Men mens politikerne sidder på hænderne, er det slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen.
Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU'en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er:
Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU'en i den form vi kender det i dag bryder sammen, og vi kommer til at opleve en partiel splittelse af unionen ...
Det kan ske ved at lande, som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark. I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Denne risiko er allerede til dels priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.
Kommer der et angreb imod euro vil det sandsynligvis indebære en test af krydset til især schweitzerfranc. CHF har traditionelt set i krisetider været en tilflugtsvaluta. Siden 1925, er der i forbindelse med kriser sket et niveauskifte 3 til 4 gange. Det sker sandsynligvis igen.
Den turbulente kursudvikling i det seneste år, og det at den schweiziske centralbank intervenerer for at lægge en dæmper på en styrkelse af valutaen, viser at bevægelsen imod en styrkelse af CHF i krydset til både USD og euro allerede er i gang. Sandsynligvis vil krydsene Yen/euro og NKR/euro også styrkes ...
Det er endog heller ikke usandsynligt at angrebet kommer til at gå via DKR, da ECB dermed vil være nødt til at købe op i DKR - som i øvrigt angrebet på italienske lira og britiske pund i 1992 (der lagde EMS'en i graven). Med mindre Nils Bernstein kan rumle med et bjerg af CHF ...
Det er især i koblingen i mellem husholdningernes kreditkultur og valutaens krydsværdier at udfordringen til dansk økonomi vil ramme hårdest. Renten vil nemlig under alle omstændigheder klatre i vejret, når stormen rammer ECB.
Jeg tror derfor stadig, at renten vil stige i "utide" (selvom eksperterne siger at den ikke vil) pga. valutauro.
Jeg ville få låst renterne fast, mens de stadig er lave...
Nedtællingen til ændring af møntunionen, i den nuværende konstruktion derimod, kunne derimod godt tænkes at være i sin vorden.
Det er vel ikke meningen, at noget land skal kunne køre på frihjul igennem konjunkturerne og lade andre betale regningen?
Vækst- og stabilitetspagtens aftalegrundlag har længe været strakt til det yderste, og til en start kunne man forestille sig at medlemmerne af ØMU’en fandt en vej, der kunne disciplinere de ”uartige” medlemslande, der trækker kæmpeveksler på det monetære samarbejde.
Et andet voksende problem er de statsgældniveauer som medlemslandene – ikke bare de sydeuropæiske lande, men også store lande som Frankrig og Tyskland, oparbejder for tiden.
På sigt vil det være nødvendigt at indarbejde et aftalegrundlag, der tager højde for at regulere præcist hvor store fordringer et enkelt medlemsland kan stilles til i den fælles mønt, før sanktioner træder i kraft.
ØMU’en i den nuværende konstruktion er utilstrækkelig, både som ”union” og som møntudbredelsesområde.
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Ingen lande kan holdes skadesløse for den økonomiske krises konsekvenser. Danmark kommer også til at betale en høj pris for et årti’s skødesløs omgang med penge. Men prisen for at rulle Maastricht-traktaten tilbage vil være ubetalelig, og det kommer heller ikke til at ske.
Nedtællingen derimod til de nødvendige traktatændringer, burde nok allerede kunne siges at være sat i gang. At så prisen for at sætte en økonomisk union i verden på et utilstrækkeligt grundlag bliver høj, er en helt anden snak...
Den uro omkring ØMU'en - som ustabilitet og manglende politikker afslører - vil sandsynligvis skubbe til renteudviklingen, da en løbsk gældssætning i unionen, vil trække tilliden til hele valutablokken ned.
Samtidig vil den Europæiske Centralbank, der ikke har samme beføjelser som en forbundsbank eller som i en regulær transferunion - blot kunne se passivt til, når dele af økonomien fejler. Man kan jo dårligt sætte renten lavere end i dag - og i forvejen øges pengemængden med eksplosiv hast. ECB er en udmærket centralbank, men man kan ikke effektivt styre pengepolitikken i et møntudbredelsesområde, der består af fremmede lande med egen økonomisk politik.
Personligt mener jeg at ECB fejler ved at øge pengemængden, og sænke renten unødigt og følge BoE og FED i inflationspolitikken, når EU ellers står uden indflydelse (eller med meget ringe indlydelse) på de førte finanspolitikker.
ØMU'en er som en tandløs gammel løve, der nok kan brøle, men projektet er håbløst. Uden magtmidler kan staterne ikke holdes til biddet ...
Når den besluttende myndighed ligger i det europæiske råd - som består af nationale politikere - og det er de selvsamme politikere, som fører den uansvarlige finanspolitik, som har skabt dagens problemer, er løsningen på euroens krise uden for rækkevidde i ØMU'ens nuværende konstruktion.
En monetær union, der har beføjelser til at overføre midler på tværs af stater er en skrap kop te. Men skal ØMU'en nogensinde komme til at fungere - bare tilnærmelsesvis som en "rigtig" union - er det hvad der skal til. Det ville virke, hvis den selvsamme union så også har bemyndigelse til at skærpe finanspolitik og sætte magt bag det traktatmæssige grundlag.
Politikerne skal være mere konsekvente og melde klart ud om der skal repareres på fortidens fejl, eller om vi skal skærpe kursen og holde fokus på den næste konjunkturvending. Så man kan stemme dem væk, når der skal vælges nye...
Og væksten kommer ikke af sig selv, men det hjælper at holde streng budgetdisciplin og udvise determineret mådehold og fornuft...
Oprydning, konsekvens og forbedringer.
Gældskrisen kræver politisk handling - økonomisk har man allerede gjort EU en bjørnetjeneste ved at sætte pengemængden i eksplosiv vækst, men løsningen kræver politisk handling.
Det ville klæde de ansvarlige politikere at træde i karakter og få sat en politisk dagsorden, der peger ud af krisen.
Men mens politikerne sidder på hænderne, er det slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen.
Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU'en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er:
Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU'en i den form vi kender det i dag bryder sammen, og vi kommer til at opleve en partiel splittelse af unionen ...
Det kan ske ved at lande, som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark. I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Denne risiko er allerede til dels priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.
Kommer der et angreb imod euro vil det sandsynligvis indebære en test af krydset til især schweitzerfranc. CHF har traditionelt set i krisetider været en tilflugtsvaluta. Siden 1925, er der i forbindelse med kriser sket et niveauskifte 3 til 4 gange. Det sker sandsynligvis igen.
Den turbulente kursudvikling i det seneste år, og det at den schweiziske centralbank intervenerer for at lægge en dæmper på en styrkelse af valutaen, viser at bevægelsen imod en styrkelse af CHF i krydset til både USD og euro allerede er i gang. Sandsynligvis vil krydsene Yen/euro og NKR/euro også styrkes ...
Det er endog heller ikke usandsynligt at angrebet kommer til at gå via DKR, da ECB dermed vil være nødt til at købe op i DKR - som i øvrigt angrebet på italienske lira og britiske pund i 1992 (der lagde EMS'en i graven). Med mindre Nils Bernstein kan rumle med et bjerg af CHF ...
Det er især i koblingen i mellem husholdningernes kreditkultur og valutaens krydsværdier at udfordringen til dansk økonomi vil ramme hårdest. Renten vil nemlig under alle omstændigheder klatre i vejret, når stormen rammer ECB.
Jeg tror derfor stadig, at renten vil stige i "utide" (selvom eksperterne siger at den ikke vil) pga. valutauro.
Jeg ville få låst renterne fast, mens de stadig er lave...
