Euroen har ikke brug for en finanspolitisk union. Ingen europagt. Og Grækenland behøver ikke træde ud af euroen, selv hvis den går statsbankerot – og det er for øvrigt svært at se, hvilken fordel Grækenland skulle have af at træde ud og devaluere i forhold til en gældskrise, givet at gælden i tilfælde af en udtræden vil være denomineret i en fremmed valuta, nemlig euroen.
Det er altid dejligt, når klogere mennesker end én selv bekræfter én: Euroen har IKKE brug for en finanspolitisk union, en europagt eller nogen tæt koordination af finanspolitikken. Sådan skriver John Cochrane, professor i økonomi på University of Chicago og ”adjunct scholar ved Cato Institute” på sin blog:
Europe can have a monetary union without fiscal union. That would work well, but it needs to be based on two central ideas:
- Sovereigns must be able to default just like companies,
- and banks, including the central bank, must treat sovereign debt just like company debt.
Ifølge Cochrane er Europa lige så fuld af dårlige ideer som af dårlig gæld. Og de dårlige ideer består i nødvendigheden af en bail-out af de gældsplagede lande. Dét er den virkelige trussel mod euroen. Inflation, der underminere euroens værdi. Og det kan blive resultatet af ECB’s støtteopkøb og udlån til banker med sikkerhed i gældsplagede landes statsobligationer med junk-status.
Det virkelige problem med euroen er ikke fraværet af en finanspolitisk koordination, det er ikke, at euroen ikke er et optimalt valutaområde (Mississippi, Alaska og Manhatten er heller ikke), men ”banking misregulation.” Dét er euroens fatale svaghed.
Kernen i problemet er, hvilke aktiver banker (og ECB) kan have på deres balance og hvilke risikovægte, de for banker skal tilskrives i kapitaldækningsreglerne, hvor statsgældsobligationer er blevet behandlet fundamentalt anderledes end virksomhedsobligationer. Og det handler om, hvilke aktiver og passer ECB må have på sin balance, og om ECB's rolle som "lender of last resort": Når ECB opkøber græske og portugisiske statsobligationer, så undergraver ECB sin egen mulighed for at sikre prisstabilitet, og når den yder lån til private banker med sikkerhed i de gældsplagede landes statsobligationer, så kommer den tæt på at lave en monetær finansiering af de gældsplagede landes budgetunderskud, hvor omkostningerne bliver båret af alle eurolandene, hvis/når inflationen stiger.
Kernen i problemet er spørgsmålet om ”where to draw lines” mellem effektivitet og stabilitet hvad angår bankers og ECB’s balancer, som også omtalt her.
I eurosystemet har man – bortset fra etableringen af en formelt set uafhængig centralbank – foretaget alle de forkerte valg, især efter at gældskrisen begyndte at løbe løbsk, skriver Cochrane:
So, by artful application of bad ideas, Europe has taken a plain-vanilla sovereign restructuring and turned it into a banking crisis, a currency crisis, a fiscal crisis, and now a political crisis.
Europa star over for et valg mellem tre mulige forløb:
1. Etablere en finanspolitisk union med en stærk centralisering af magten over nationale finanspolitikker i EU (og måske i Tyskland, var ønsket om at undgå et Europa domineret af et alt for stærkt Tyskland efter genforeningen for øvrigt ikke en af begrundelserne for i sin tid at etablere euroen?) og socialisere tabene fra uansvarlige regeringer og vælgerkorps i de sydeuropæiske lande, så de betales af skatteyderne i alle eurolande enten direkte eller via inflationsskatten.
2. Bevare den monetære union, men uden en finanspolitisk, men så til gengæld acceptere, at eurolande kan gå statsbankerot. Samtidig vil det være nødvendigt via skærpede regler for ECBs balance og bankregulering, at sikre den finansielle stabilitet.
3. Lade krisen udspille sig og eventuelt efter en periode med høj inflation erkende, at euroen reelt er brudt sammen i den forstand, at den ikke har kunnet sikre sit mål om prisstabilitet på mellemlangt sigt.
