Jeg finder princippet om, at dem der bruger en ydelse også skal betale for den, naturligt og korrekt.
Det gælder offentlig transport, broer, motorveje osv.
Det kan ikke undre, at Enhedslisten har en anden mening angående den planlagte Roskilde Fjord bro:
»Den er vi ikke begejstrede for, for at sige det mildt. Jeg kan se, at man gudhjælpemig vil finansiere den via brugerbetaling ligesom de store broforbindelser. Det er en voldsom diskrimination af de bilister, der nu skal til at bruge den«, siger Enhedslistens trafikordfører Henning Hyllested.
På den anden side er det store problem, at disse her broforbindelser bliver alt for dyre. Jeg vil ikke påstå, at jeg er en globetrotter; men jeg har da rejst en del. Og jeg har intet sted mødt brugerbetalte broer så dyre som i Danmark.
Det må skyldes faktorer som vores enorme afgifts- og skatteniveau. Vores offentlige sektors totalt manglende evne til at styre enterpriser og udbudsforretninger. De to offentlige selskaber bag vores broer (delt med svenskerne, hvad angår Øresundsbroen) er nærmest en garant for ineffektivitet. Endelig skulle det ikke undre mig, om broerne er budgetteret som en indtægtskilde (overskud på storebæltsbroen var over 800 millioner i 2011) - altså endnu en skattekilde.
Problemet er naturligvis, at broerne dermed ikke får den effekt, de burde have, fordi de bliver så dyre, at brugen begrænses.
Staten burde holde sig til at finde midlerne til at bygge en bro samt at vælge den bedste løsning i en fastpris udbudsforretning.
Derefter skulle der findes en privat koncessionshaver (f.eks. udbud hvert 10. år) til at drive broen mht. vedligeholdelse og drift. Herved kunne samfundsmæssige formål og brugerbetaling bedst forenes.
Der findes også andre modeller, som kunne anvendes. Men hvis de ikke sikrer den mindst mulige indblanding fra statens side, er de dømt til at blive enddog meget dyre. Man kan yderligere diskutere om staten i det hele taget evner at føre selve udbudsforretningerne. IC4, polsag osv. tyder på, det ikke er tilfældet.
