I forlængelse af Torben Mark Pedersens klumme vil jeg tilføje mine anskuelser.
Jeg var til samme fortræffelige arrangement på Christiansborg om euroen med Carsten Valgreen og Lars Seier Christensen, arrangeret af det ærværdige Liberal Alliance Storkreds København.
Jeg skal understrege, at jeg ikke er økonom så man skal være velkommen til at rette mig i mine påstande.
Som jeg ser det er der to reguleringsområder;
1) Valutapolitikken
2) Finanspolitikken
Når et land har sin egen valuta der ikke er bundet op på noget er det politikkerne der har hånden på begge regulatorer og det er farligt, da devaluering af valutaen ikke er direkte gennemskueligt for dem der skal regulere politikerne; Vælgerne. Dermed har politikerne i den situation altid muligheden for at udskrive en skjult skat og løbe fra deres ansvar.
Tager man derimod valutareguleringen ud af hænderne på politikerne tvinges de til enhver tid til, at regulere transparent overfor vælgerne ved brug af reformer i finans- og skattepolitikken. Et lands kreditværdighed og eksportmuligheder kan alt sammen fint reguleres i disse politikker alene og bør kun reguleres der, da manipulering med valutaens værdi er direkte udtryk for manglende fremsynethed, ansvarlighed og ”rettidig handling med omhu”.
Så er der spørgsmålet tilbage om, hvad valutapolitikken skal reguleres efter. Det er sådan set ligegyldigt så længe det er en fast værdi udenfor politikernes hænder. Dog vil forskellige aspekter byde en lidt velovervejet værdistandard. F.eks. ville det ikke være specielt hensigtsmæssigt, at fastsætte værdien af sin valuta i forhold til en arbitrært fluktuerende værdi. Arbitrært i forhold til landets eller regionens konjunkturer forstås. Det må en fastkurs overfor guld f.eks. antages at være, da efterspørgslen på guld på verdensmarkedet ikke alene afgøres af den globale økonomi, men i lige så høj grad af fundet af nye store forekomster, nye opfindelser der kræver mere eller mindre brug af guld (tænk f.eks. på prisen på silicium som følge af computerens og solpanelers udbredelse) såvel som den generelle produktion der i højere grad følger konjunkturerne.
Hvad er så en hensigtsmæssig værdi at fastsætte valutapolitikken efter? Man kunne forestille sig f.eks. boligpriserne korrigeret for inflation eller andet af stor betydning for borgernes økonomi. Eller en bestemt inflation, hvilket vel er det mest udbredte. Så længe det er en fast politik som politikerne ikke kan manipulere med.
Jeg gik i længere tid og spekulerede over hvad den absolutte værdi her i verden er. Og nu er jeg kommet til konklusionen; Den absolutte værdi for et menneske er 1 gram protein pr kg kropsvægt pr dag. Det er den minimumsmængde af protein der skal til for et menneske for at overleve over lang tid og uden at blive udsultet for til sidst at dø heraf og dermed også den værdi der sidst kan skæres af i behovsprioriteterne. Fladskærm og firhjulstrækker vel nok de første selvom nogle vil opponere her mod. Sammen med guldsmykkerne i øvrigt.
En logisk værdi at sætte værdien af en euro efter, rent overlevelseslogisk set, ville derfor være 75 gram protein på verdensmarkedet. Det ville sikre, at vi altid som absolut minimum kunne leve for 1 euro om dagen worst case scenario (efter lidt vægttab, ahemm). Uanset verdensmarkedspriserne som følge af dårlig høst, højere befolkningstal eller andre omstændigheder.
Det kan jo synes meget fjernt umiddelbart for et rigt samfund at fastsætte sin valuta som følge af føde, da vi er langt i overskud rent økonomisk. Ikke desto mindre minder jeg om, at det er ligegyldigt hvad man fastsætter valutaen i forhold til (indenrigs politisk anskuet) så længe det er en fast værdi. Rent faktisk var det jo netop fødevarer vi i tidernes morgen oprindeligt byttede med først (to grise for en ko etc).
Faktisk er fødevarepriserne ganske stabile selvom det ikke altid virker sådan med kornpriser der kører op og ned samt et europæisk landbrug i krise. Men det er jo udslag som følge indenfor bestemte fødevaregrupper på et givent tidspunkt. Når korn er dyrt kan f.eks. ris jo sagtens være billigt. De mange fødevarelagre rundt omkring i verden (af hensyn til en krisesituation samt prisstabilisering) medvirker som markedsbuffer til en stabil pris.
Nu kan det nok syntes vanskeligt overskueligt for de fleste at forholde sig til at skulle finde dagsprisen på 75gr protein, men det er nu ikke sværere end det kan bygges op i et regneark med onlineprisfeed på de enkelte fødevarer på en eftermiddag. Det er ret lige til (hvis det ikke allerede findes).
Derved ville man også have taget højde for befolkningstilvæksten i verdenen og sikret, at valutaudsving ikke ville blive årsag til fødevarekriser, som vi så det i østblokken ved murens fald.
Men vigtigst af alt; Det er en hel verden der styrer værdien af valutaen med en meget stor intern dæmpningsfaktor i stedet for de lokale politikerer der nu må opføre sig ansvarligt – Eller lade landet gå bankerot!
Men en statsbankerot kommer ikke til at tillades i eu. Af forskellige årsager, men først og fremmest fordi eu derved har udspillet solidaritetskortet, som er politikernes største argument for unionen der igen understøtter politikkernes behov for at øge magtmageriet. Internt og eksternt eu.
Torben Mark Pedersens ellers meget sympatiske ide om, at ethvert land fremover er ansvarlig overfor sine kreditorer alene holder derfor ikke. Euroen er ikke kun en valuta. Den er tænkt som en valuta med solidarisk hæftelse og deraf øget stabilitet overfor markedet og de andre store valutaer.
Såfremt man fjernede stabilitetskravet fra eu og dermed den pseudo fællesfinanspolitiske politik har euroen jo i sig selv ikke længere nogen berettigelse. Vi kunne lige så godt, hvert land hver især, sætte vores valutakurs fast med 75gr protein – eller guldstandarden, eller huspriserne, eller en fast inflation eller prisen på månestøv. Fuldstændig ligegyldigt. Så længe politikerne ikke kan ”tamper with it” og dermed udhule borgernes værdi af indestående på bankbogen!
Euroen ligger som en død karklud på et beskidt gulv. Og der ligger den godt så længe der ikke eksisterer en reel mulighed for at lade et eu land gå fallit for sig selv.
Jeg var til samme fortræffelige arrangement på Christiansborg om euroen med Carsten Valgreen og Lars Seier Christensen, arrangeret af det ærværdige Liberal Alliance Storkreds København.
Jeg skal understrege, at jeg ikke er økonom så man skal være velkommen til at rette mig i mine påstande.
Som jeg ser det er der to reguleringsområder;
1) Valutapolitikken
2) Finanspolitikken
Når et land har sin egen valuta der ikke er bundet op på noget er det politikkerne der har hånden på begge regulatorer og det er farligt, da devaluering af valutaen ikke er direkte gennemskueligt for dem der skal regulere politikerne; Vælgerne. Dermed har politikerne i den situation altid muligheden for at udskrive en skjult skat og løbe fra deres ansvar.
Tager man derimod valutareguleringen ud af hænderne på politikerne tvinges de til enhver tid til, at regulere transparent overfor vælgerne ved brug af reformer i finans- og skattepolitikken. Et lands kreditværdighed og eksportmuligheder kan alt sammen fint reguleres i disse politikker alene og bør kun reguleres der, da manipulering med valutaens værdi er direkte udtryk for manglende fremsynethed, ansvarlighed og ”rettidig handling med omhu”.
Så er der spørgsmålet tilbage om, hvad valutapolitikken skal reguleres efter. Det er sådan set ligegyldigt så længe det er en fast værdi udenfor politikernes hænder. Dog vil forskellige aspekter byde en lidt velovervejet værdistandard. F.eks. ville det ikke være specielt hensigtsmæssigt, at fastsætte værdien af sin valuta i forhold til en arbitrært fluktuerende værdi. Arbitrært i forhold til landets eller regionens konjunkturer forstås. Det må en fastkurs overfor guld f.eks. antages at være, da efterspørgslen på guld på verdensmarkedet ikke alene afgøres af den globale økonomi, men i lige så høj grad af fundet af nye store forekomster, nye opfindelser der kræver mere eller mindre brug af guld (tænk f.eks. på prisen på silicium som følge af computerens og solpanelers udbredelse) såvel som den generelle produktion der i højere grad følger konjunkturerne.
Hvad er så en hensigtsmæssig værdi at fastsætte valutapolitikken efter? Man kunne forestille sig f.eks. boligpriserne korrigeret for inflation eller andet af stor betydning for borgernes økonomi. Eller en bestemt inflation, hvilket vel er det mest udbredte. Så længe det er en fast politik som politikerne ikke kan manipulere med.
Jeg gik i længere tid og spekulerede over hvad den absolutte værdi her i verden er. Og nu er jeg kommet til konklusionen; Den absolutte værdi for et menneske er 1 gram protein pr kg kropsvægt pr dag. Det er den minimumsmængde af protein der skal til for et menneske for at overleve over lang tid og uden at blive udsultet for til sidst at dø heraf og dermed også den værdi der sidst kan skæres af i behovsprioriteterne. Fladskærm og firhjulstrækker vel nok de første selvom nogle vil opponere her mod. Sammen med guldsmykkerne i øvrigt.
En logisk værdi at sætte værdien af en euro efter, rent overlevelseslogisk set, ville derfor være 75 gram protein på verdensmarkedet. Det ville sikre, at vi altid som absolut minimum kunne leve for 1 euro om dagen worst case scenario (efter lidt vægttab, ahemm). Uanset verdensmarkedspriserne som følge af dårlig høst, højere befolkningstal eller andre omstændigheder.
Det kan jo synes meget fjernt umiddelbart for et rigt samfund at fastsætte sin valuta som følge af føde, da vi er langt i overskud rent økonomisk. Ikke desto mindre minder jeg om, at det er ligegyldigt hvad man fastsætter valutaen i forhold til (indenrigs politisk anskuet) så længe det er en fast værdi. Rent faktisk var det jo netop fødevarer vi i tidernes morgen oprindeligt byttede med først (to grise for en ko etc).
Faktisk er fødevarepriserne ganske stabile selvom det ikke altid virker sådan med kornpriser der kører op og ned samt et europæisk landbrug i krise. Men det er jo udslag som følge indenfor bestemte fødevaregrupper på et givent tidspunkt. Når korn er dyrt kan f.eks. ris jo sagtens være billigt. De mange fødevarelagre rundt omkring i verden (af hensyn til en krisesituation samt prisstabilisering) medvirker som markedsbuffer til en stabil pris.
Nu kan det nok syntes vanskeligt overskueligt for de fleste at forholde sig til at skulle finde dagsprisen på 75gr protein, men det er nu ikke sværere end det kan bygges op i et regneark med onlineprisfeed på de enkelte fødevarer på en eftermiddag. Det er ret lige til (hvis det ikke allerede findes).
Derved ville man også have taget højde for befolkningstilvæksten i verdenen og sikret, at valutaudsving ikke ville blive årsag til fødevarekriser, som vi så det i østblokken ved murens fald.
Men vigtigst af alt; Det er en hel verden der styrer værdien af valutaen med en meget stor intern dæmpningsfaktor i stedet for de lokale politikerer der nu må opføre sig ansvarligt – Eller lade landet gå bankerot!
Men en statsbankerot kommer ikke til at tillades i eu. Af forskellige årsager, men først og fremmest fordi eu derved har udspillet solidaritetskortet, som er politikernes største argument for unionen der igen understøtter politikkernes behov for at øge magtmageriet. Internt og eksternt eu.
Torben Mark Pedersens ellers meget sympatiske ide om, at ethvert land fremover er ansvarlig overfor sine kreditorer alene holder derfor ikke. Euroen er ikke kun en valuta. Den er tænkt som en valuta med solidarisk hæftelse og deraf øget stabilitet overfor markedet og de andre store valutaer.
Såfremt man fjernede stabilitetskravet fra eu og dermed den pseudo fællesfinanspolitiske politik har euroen jo i sig selv ikke længere nogen berettigelse. Vi kunne lige så godt, hvert land hver især, sætte vores valutakurs fast med 75gr protein – eller guldstandarden, eller huspriserne, eller en fast inflation eller prisen på månestøv. Fuldstændig ligegyldigt. Så længe politikerne ikke kan ”tamper with it” og dermed udhule borgernes værdi af indestående på bankbogen!
Euroen ligger som en død karklud på et beskidt gulv. Og der ligger den godt så længe der ikke eksisterer en reel mulighed for at lade et eu land gå fallit for sig selv.
