Liberal Alliance har gang på gang givet udtryk for, at det danske såkaldte vindeventyr må tages med et gran salt. Det er nemlig komplet urealistisk at forestille sig en total udfasning af fossile brandstoffer alene ved sol, vind og biomasse. Vi har talt for døve ører, når vi har påstået, at kernekraften som billig og driftsikkert supplement til den øvrige VE-industri ville være helt afgørende.
Derfor tak til svenskerne, fordi de nu har besluttet sig for at tillade opførsel af op til ti nye reaktorer. Og tak, fordi vi nu ser den ene indrømmelse efter den anden. For eksempel sagde direktøren i Dansk Energi, Lars Aagaard, forleden at den svenske oprustning på kernekraftområdet vil medføre lavere elpriser på den nordiske børs, som vil smadre økonomien i den vedvarende energi, og at vi derfor må forvente langt højere tilskud til vind og biomasse. Ja, selvfølgelig må vi det. Når DONG får en fast og meget høj pris – det tredobbelte af en gennemsnitselpris – for den elektricitet, der kommer fra vind, så betyder en lavere markedspris et højere udligningtilskud, som der kun er elforbrugerne til at betale. Og det er bestemt ikke småpenge. Hver gang staten garanterer fem ører over markedsprisen, koster det en milliard kroner.
Energiminister Lykke Friis var hurtigt ude og sige, at den nye situation ikke ændrer dansk energipolitik, idet energipriserne alligevel vil stige, fordi flere og flere mennesker på jorden efterspørger energi. Ministeren mener åbenbart, at det danske samfund skal blive ved med at pøse penge i et tvivlsomt eventyr med det resultat, at de reelle elpriser i Danmark nærmer sig en verdensrekord. Ikke just hjælpsomt i vores forsøg på at kravle op fra næstsidstepladsen på OECD’s rangliste over produktivitetsudviklingen i de 30 deltagende lande.
Det meget indviklede tilskudssystem gør, at kun meget få af de centrale aktører kan gennemskue, hvor mange milliarder kroner der reelt føres fra elforbrugernes husholdningskasse og lige ned i vindmølleindustrien. Debatten om, at det nu er et "problem", at vi kan få billig strøm fra svenskernes kernekraft er med til at synliggøre, at den danske energipolitik i uhyggelig grad hviler på myter og drømme. Og ret beset, så er det vel også ejendommeligt, at stort set alle betydelige EU-lande skruer op for kernekraften, mens vi i Danmark lukker øjnene for de stigende elpriser. Samtidig er vores indsats over for CO2-frie brændsler mildt sagt fodslæbende.
Vi skal stadig producere vindenergi i Danmark. Men vi skal tænke os om. Og vi skal vide, at så længe det ikke blæser – og Danmark er kritisk over for alternative energikilder som kernekraft – vil vi fortsat have brug for fossile brændsler, hvis der skal strøm i kontakterne.
Derfor tak til svenskerne, fordi de nu har besluttet sig for at tillade opførsel af op til ti nye reaktorer. Og tak, fordi vi nu ser den ene indrømmelse efter den anden. For eksempel sagde direktøren i Dansk Energi, Lars Aagaard, forleden at den svenske oprustning på kernekraftområdet vil medføre lavere elpriser på den nordiske børs, som vil smadre økonomien i den vedvarende energi, og at vi derfor må forvente langt højere tilskud til vind og biomasse. Ja, selvfølgelig må vi det. Når DONG får en fast og meget høj pris – det tredobbelte af en gennemsnitselpris – for den elektricitet, der kommer fra vind, så betyder en lavere markedspris et højere udligningtilskud, som der kun er elforbrugerne til at betale. Og det er bestemt ikke småpenge. Hver gang staten garanterer fem ører over markedsprisen, koster det en milliard kroner.
Energiminister Lykke Friis var hurtigt ude og sige, at den nye situation ikke ændrer dansk energipolitik, idet energipriserne alligevel vil stige, fordi flere og flere mennesker på jorden efterspørger energi. Ministeren mener åbenbart, at det danske samfund skal blive ved med at pøse penge i et tvivlsomt eventyr med det resultat, at de reelle elpriser i Danmark nærmer sig en verdensrekord. Ikke just hjælpsomt i vores forsøg på at kravle op fra næstsidstepladsen på OECD’s rangliste over produktivitetsudviklingen i de 30 deltagende lande.
Det meget indviklede tilskudssystem gør, at kun meget få af de centrale aktører kan gennemskue, hvor mange milliarder kroner der reelt føres fra elforbrugernes husholdningskasse og lige ned i vindmølleindustrien. Debatten om, at det nu er et "problem", at vi kan få billig strøm fra svenskernes kernekraft er med til at synliggøre, at den danske energipolitik i uhyggelig grad hviler på myter og drømme. Og ret beset, så er det vel også ejendommeligt, at stort set alle betydelige EU-lande skruer op for kernekraften, mens vi i Danmark lukker øjnene for de stigende elpriser. Samtidig er vores indsats over for CO2-frie brændsler mildt sagt fodslæbende.
Vi skal stadig producere vindenergi i Danmark. Men vi skal tænke os om. Og vi skal vide, at så længe det ikke blæser – og Danmark er kritisk over for alternative energikilder som kernekraft – vil vi fortsat have brug for fossile brændsler, hvis der skal strøm i kontakterne.
