Risø siger undskyld

Risø, den 6. februar 2012



Afdelingen for vindenergi skriver til den danske befolkning:



Efter nogen tids tilløb har vi, de ansatte på Afdelingen for vindenergi, Risø,
besluttet os for at henvende os til den danske befolkning med et anliggende,
der har ligget os på sinde i nogen tid. 

Der er stadig mange der mindes, at Afdelingen for vindenergi i 1960’erne
erstattede den daværende forskningsafdeling til udnyttelse af kernekraft til
civile formål. I datidens politiske billede huskes endnu piberygende mænd og
kvinder i islandske sweatere, der gik i demonstrationsmarch, og hvem kender
ikke endnu sloganet Atomkraft – Nej tak! eller kampråbet Hvad skal ind? Sol og
vind! Hvad skal væk? Barsebäck! Den overbevisning, som de demonstrerende dengang
bar i sig, forplantede sig også ret hurtigt til det politiske landskab. Og da
en eventuel energimangel dengang lå så langt ude i fremtiden, at den knap nok
blev taget ad notam eller alvorligt, var der jo ingen grund til at kæmpe mod
folkestemningen. Der var jo ingen grund til at drive noget igennem, der ikke
var et umiddelbart behov for, og derfor besluttede man at følge idéen om at
fremme sol og vind. At der her hjemme først og fremmest blev satses på vind
skyldtes velsagtens, at omdannelsen af solens stråler til energi ikke var så
indlysende i et land, hvor soltimerne er begrænset, men hvor vinden næsten
altid er til stede.

Det er klart, at det kom som et chok for de fleste af de teknikere og fysikere,
der allerede var ansat med henblik på at udforske kernekraft. Men Niels Bohr
var jo død, og så var det ikke så pinligt at omkalfatre Risø til vindenergi i
stedet for kerneenergi. Det bør heller ikke overses, at der faktisk var
medarbejdere på kerneforskningsafdelingen, der havde valgt side til fordel for vinden
og turde bære skiltet Atomkraft –Nej tak! på tøjet. Der var dog mange af
forskerne, der ikke anså vindvejen for energimæssigt farbar. Så omstillingen
foregik ikke uden modstand, men denne modstand ophørte dog efter nogen, idet
mange, der dengang ikke ville tage mod fornuft, må søge andre veje, og der kom
nye folk ind, der brændte for sagen. En af de andre veje resulterede i Haldor
Topsøe A/S. Det ønsker vi tillykke med. 

Vi skulle have et grundlag at starte på, så en af de første ting, vi udviklede,
var et vindatlas, men naturligvis var det – blandt mange væsentlige
forskningsområder - først og fremmest vingen på vindmøllerne vi koncentrerede
os om. Vingen er jo det element på møllen, der opsamler energien, og jo bedre
en vinge kan opsamle vindens bevægelse og tyngde, jo mere effektivt arbejder
møllen naturligvis. 

Det var faktisk forholdsvis enkle beregninger, der skulle til, for at bestemme
vindens indhold af energi under forskellige forhold. Og vi så allerede dengang,
at vi skulle arbejde ganske overordentligt effektivt for at vindmøllen kunne
blive en effektiv energiproducent. Vi håbede imidlertid – og dengang med rette
synes vi stadig – at produktionsomkostninger i forbindelse med fremstillingen
af møllerne ville falde så meget, at målet kunne nås.

Vi var glade for at flyindustrien allerede dengang kunne forsyne os med et
solidt grundlag for fysikken og matematikken bag vindens bevægelser om krumme
flade. Og der var forholdsvis let for os at tage store skridt i retningen af at
finde den optimale vinge til de givne vindforhold. Ja, vi blev faktiske en
slags ’verdensmestre’ i at bestemme på forhånd, hvordan en given vingeprofil
ville klare sig under givne vindforhold. Men med dette verdensmesterskab var
der en uudtalt men sikker viden om, at det ikke var muligt at forbedre
vingernes effektivitet yderligere – vi var faktisk ved vejs ende allerede i
begyndelsen af dette århundrede. Vi kunne bygge flere vinger på møllen, men
igen – produktionsomkostningerne!

Under hele udviklingsforløbet har vi været begunstiget af milde vinde fra alle
politiske verdenshjørner, og på grundlag af vores forskning og symbiose med den
danske vindmølleindustri, har vi opnået en førerstilling på dette område, selv
om antallet af producenter her hjemme naturligvis er svundet ind til én gigant,
der nu næsten vakler under byrden af sin egen vægt.

Men dengang følte vi os naturligvis også forpligtet i forhold til det mål, som
vi jo på sæt og vis havde opstillet, da vi fortrængte forskningen i et andet
energiskabende system. Og efterhånden som tiden gik, viste det sig, at det var
umuligt at drosle udgifterne til bygning af vindmøllerne ned. Det var et
hovedpunkt for os. For vi har jo i bund og grund altid vidst, at
produktionsomkostningerne til en vindmølle skal betales tilbage af vindmøllens
egen energi. Her så vi et problem, som vi ikke kunne skille os af med. 

Men vi håbede stadigvæk - og for at vinde tid og fortsat opbakning - begyndte
vi at betragte vindmøllerne ud fra genindvindingstankerne, der netop var
begyndt at vinde fodfæste. Det er klart, at et moderne samfund skal vide, hvor
meget der kan genindvindes af de produkter, der fremstilles, så råmaterialerne
får lov til at cirkulere videre i en tænkt uendelighed. Så når et produkt var
udtjent og klar til skrotning, ville man vide, hvor meget man fik tilbage minus
omkostningerne til genindvindingen. Der er et væsentlig beløb, man
genindvinder, men det kan dog slet ikke sammenlignes med de oprindelige
produktionsudgifter, som vi egentligt helst havde sammenlignet vores møller
med. For det er jo i møllens samlede kostpris, at det samlede energiforbrug til
møllen findes. Men det var umuligt. Regnskabet ville slet ikke gå op, men
alligevel fortsatte vi i nogle år at foregive, at der var råmetallerne i
nymølle/gammel mølle, der skulle sammenlignes og ikke møllens energiproduktion
i forhold til samtlige udgifter i forbindelse med produktion og opstilling af
møllen – kostprisen som nogle siger.

Vi havde det held, at vores målgruppe kun har tid til at læse overskrifter. Og
de var lykkelige over, at vindmøller åbenbart kunne betale deres energi tilbage
45 gange – vindmølleindustrien var endnu dygtigere til at overdrive, de talte
om en energitilbagebetalingsfaktor på helt op til 75. Vi har leveret en løgn af
Goebbelske dimensioner, og der forunderlige er, at alle er glade for det.

Vi er nu 50 år fra starttidspunktet, og meget i verden har ændret sig. Vi anser
afhjælpning af en (eventuel) energimangel og af CO2-problemet som langt mere
presserende nu, end da vi startede – og vi kan ikke hjælpe! 

Vi kan bygge flere og flere vindmøller, og vi kan også bygge dem større og
større. Men lige lidt hjælper det. Produktionsomkostninger, i.e.
energiomkostningerne, ved at bygge møllerne, overstiger fortsat deres
energiskabende formåen. 

Vi bliver derfor nødt til at demaskere os selv – ingen andre kan – og beder den
danske befolkning tilgive os, at vi en overgang så os tvunget til at bruge
forkerte præmisser til at holde vindmølleprojektet i gang og humør.

Vi frygter ikke for vores egen fremtid. Vi er veluddannede og tilhører eliten,
så vi skal nok klare os. Men vi er oprigtigt kede af, at vores kolleger inden
for vindmøllebranchen måske vil møde modgang med vores erklæring. Men af det
overordnede hensyn til det danske samfund, der har haft tillid til, at vi kunne
løse den stillede opgave, bliver vi selv nødt til at sige stop og anbefaler
indtrængende, at fremtidens løsninger baseres på viden og ikke på ideelle
forestillinger. Tilgiv os, at vi ikke har kunnet indfri forventningerne til os
– forventninger som vi desværre selv har været med til at nære.

Undskyld!