Bo Lidegaard er en klog mand, der desværre mangler den
journalistiske nysgerrighed, der skal til for at trænge gennem løgnene om
vindkraft. Bo Lidegaard går i sin søndagsartikel i Politiken den 11. marts 'Når vismænd vrøvler’ ud fra,at vindmøller giver et energimæssigt overskud, og vismændene skal holde op med
at vrøvle om penge.
At energien fra vindmøller er dyr gør ingen ting, for den
bærer fremtiden i sig og fortrænger en masse kultveilte. Bo Lidegaard har dog
ikke så meget som forsøgt at forstå, hvad det egentlig er der gør, at energien
fra vindmøller altid koster mellem 2½ til 3 gange så meget som kulstrøm. Jeg
forlanger ikke, at Bo Lidegaard skal kommunikere med mig, men en journalist som
Bo Lidegaard – for du er da journalist, ikke sandt Bo? – kunne jo passende
stille sig selv det spørgsmål, hvorfor vindmøllestrøm er så dyr.
For det er faktisk lidt af et mysterium, når nu vindmølleindustrien hævder, at deres møller
giver deres energi op til 50 gange tilbage. Et energisystem, der har en så helt
fantastisk positiv energibalance, må da også med lethed kunne konkurrere med
kulenergi, ikke sandt? Den kritiske journalist kunne da begynde med at spørge
sig selv, hvordan man er kommet frem til disse helt utrolige tal. Jeg vil gerne
hjælpe lidt på vej og fortælle, at vindmølleindustrien ved en 3 MW Vestas-mølle
benytter følgende livscyklusanalyse til at opnå deres flotte resultat: ISO
14040:1997 og ISO 14043:1997 – vigtige redskaber for cradle to cradle-analyser,
hvor hovedfokus ligger i at beregne forskellen mellem energiindholdet i de
materialer, der bruges til en ting, og energiindholdet af de materialer, der
kan genindvindes fra samme ting:
Altså en ny traktor vejer 1000 kg. Når den er udtjent, kan det meste genindvindes,
men ikke det hele. Lad os bare antage at, der kan genindvindes 950 kg af den
gamle brugte traktor. Og så ser regnskabet jo fint ud, det kan ikke benægtes.
Men ved samme metode lader man som om, at traktoren er bygget ude på den bare
mark, at den er bygget uden brug af maskiner, og at den er bygget uden brug af
mennesker.
Det er klart, at der kan genindvindes mange materialer fra en gammel
vindmølle, men det siger ikke noget om, hvor meget energi, der blev brugt til
at bygge den. For så skal man have væsentlige poster som omkostninger til
bygninger, maskiner og mennesker med. Hvis man vil være helt ærlig (men det er
der ingen grund til, det går fint uden), skal man naturligvis tage alle
energiomkostninger med, og så ender man med kostprisen.
Så kan den nysgerrige og regnestærke journalist regne kostprisen om til kwh og lægge kwh-omkostninger til drift og vedligehold til. Gør man det, venter der den nysgerrige journalist den forfærdelige åhnej-oplevelse, at energi fra vindmøller er så helvedes dyr, fordi vindmøllen
ikke kan betale sin energi tilbage. Vindmøller har en negativ energibalance.
Så i stedet for at harcelere over vismændene, kunne chefredaktøren jo kontakte Peter
Hjuler Jensen, der er leder for Risøs afdeling for vindenergi, og spørge, om
det virkelig kan passe, at vindmøller slet ikke kan betale deres egen energi
tilbage. Jeg tror nemlig ikke, at Peter Hjuler Jensen kan klare flere løgne om
vindmøller og deres energibalance.
