I JP d. 30/1 skriver revisor Frede Olsen under overskriften "Ren energi ad libitum", at thorium er løsningen på verdens energi og miljø udfordringer. Hver gang thorium eventyret er blev et nævnt i medierne, så har jeg tænkt - kan det virkelig passe ?
Til alle som også undre sig, kan jeg anbefale at se Kirk Sorensen historiske fortælling om hvordan og hvorfor Avin Weinbergs molten-salt reaktor blev nedprioriteret og puttet i mølposen. Dette på trods af, at det er dokumenteret, at thorium-uran-233 testreaktoren i Shippingport indeholdt 1,3% mere brændsel da den blev lukket i 1982 end da den blev sat i drift i 1977.
Thorium forskernes kongstanke er at lave en reaktor med flydende brændsel, hvor sikkerheden bygger på det princip, at man i tilfælde af, at der er behov for nedlukning af reaktoren, kan trække bundproppen og tømme det flydende brændsel ned i en passivt kølet tank.
Måske det er på tide at bruge nogen af alle de midler, som vi p.t. bruger på at uddanne vores unge mennesker, til at grave nogle spadestik dybere ned i dette tema?
Har Danmark overhovedet en politik vedr. forskning i Thorium eller er den endeligt afgået ved døden i 2002 da Helge Sander & Co. vedtog loven om decommisionering af anlæget på forskningscenter Risø?
Rigsfællesskabet råder angiveligt over let tilgængelige thoriumforekomster, som har potentiale til at forsyne hele Europa med energi i flere hundrede år. Sammenholdt med at kloden nu er befolket af mere end 7 mia tobenede skabninger, med både intelligens, menneskerettigheder og forbrugsambitioner, så forekommer det helt uansvarligt og irrationelt, at Thorium er så godt som ikke eksisterede i den Danske energipolistike debat. Det kan blot konstasteres, at blandt alle politiske tabuer i kongeriget, så er nuklear energi det måske det mest unævnelige.
Det politiske salgsargumentet kunne være, at hvis Grønlænderne kan sælge Thorium energi til resten af verden, så kan vi helt sikkert også få råd til at lave vores egen strøm med vindmøller :-)
