Ifølge Energistyrelsen er vindmøller nu ved at nærme sig de
100 milliarder i kwh i produceret strøm. Hovedmængden er naturligvis produceret
i de sidste tyve år, hvor rejsningen af vindmøller er gået grassat. I
begyndelsen af 90’erne opgøres produktionen til ca. 1 mia. om året og i 2011
næsten 10 milliarder om året.
Man kan se, at der er udsving mellem gode vindår og dårlige
vindår, men én ting står fast: vindmøller kan ikke eksistere uden massive
tilskud. Gennem hele deres eksistens har de modtaget ca. 2½ gange prisen på
kulstrøm for at levere deres upålidelige ydelse. Med en kwh-pris på ca. 40 øre
i dag fra kulkraftværket har vindmøllerne modtaget i omegnen af 100
milliarder kroner i støtte omregnet til dagens priser. Dertil kommer så en
række ekstraomkostninger ved integreringen af den umulige strøm i strømnettet.
Hvad har vi så fået for de 100 milliarder? Vi har fået en ekstra indsprøjtning
af kultveilte i atmosfæren, for det koster mere energi at bygge vindmøllen, end
den leverer tilbage:
Og værre endnu: Hvis vindmøller var enerådende som
energisystem, og selv om man vidste, hvordan man kunne opbevare strømmen til senere
brug, ville systemet hurtigt visne, da det ikke engang ejer energi nok til at
opretholde sig selv endsige have energi til overs til at drive samfundet.
De bedste oliekilder gav for mange år siden deres energi
tilbage 100 gange: Hvis man investerede 1 tønde olie i en oliebrønd, kunne man
visse steder få 100 tønder olie tilbage for investeringen. Så flot er det ikke
mere. Det er mere sandsynligt, at verdens oliefelter i gennemsnit giver den
investerede energi tilbage ca. 30 gange. Naturligvis tager raffinering og
distribution af olien en del af energien, men den største energiudgift opstår,
når dieselen forbrændes i bilmotoren. Der er forskel på benzinmotorers og
dieselmotorers evne til at udnytte energien. Men hvis det antages, at dieselmotoren
udnytter 40 % af energien i dieselen til at drive hjulene – resten går til spilde i
varme og friktion osv. - er tallet nu ikke længere 30 men omkring 12. Men selve
energiudgifterne til fremstilling af bilen, der kører på benzin eller diesel,
skal jo også betales. Så af de oprindelige 30 gange, som verdens gennemsnitlige
oliefelt giver sin energi tilbage, kommer der måske kun ca. 8 ud på hjulene.
Men alligevel ender det med at vi får energiinvesteringen mange gange tilbage.
Jeg understreger, at det selvfølgelig kun er en slags slag
på tasken-beregning, men der er ingen tvivl om, at fossiler betaler sig selv
mange gange tilbage energimæssigt. Og så nytter det ikke, at vindmøller i
bedste fald lige nøjagtigt kan betale sig tilbage en enkelt gang!
Måske er verdens reserver af kul og olie ikke uden ende.
Måske kommer vi til at opleve, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at få
fat i de fossile råstoffer, der driver vores civilisation med ca. 7 milliarder
indbygger. Tag fossilerne væk, og der er ingen civilisation endsige 7
milliarder mennesker.
Lige nu kan vi se på benzinstanderen, at prisen stiger. Der
er som sådan ikke nogen særlig storpolitisk grund til prisstigningen, og det er
berettiget at stille det spørgsmål, om det er de første svage tegn på, at
oliekilderne ikke sprudler som før. Det er på tide at lægge grunden til
udviklingen af samlebåndsbyggede, supersikre, effektive, små
thoriumkraftværker. Se DONG – der er penge nok at hente!
