Slip taxierne fri

LEDER: Har man ikke mere end 10 års skolegang, så skal det være diskvalificerende i forhold til at blive taxavognmand i hovedstadsområdet

obo

17/10/2011

LEDER: Har man ikke mere end 10 års skolegang, så skal det være diskvalificerende i forhold til at blive taxavognmand i hovedstadsområdet. Det har Taxinævnet i Region Hovedstaden besluttet, og så bliver det sådan, for Taxinævnet er en offentlig myndighed med ret til at bestemme, hvem der skal have lov til at eje den bil, som vi andre lader os transportere rundt i, når vi prajer en taxa.

At beslutningen er det rene gak, kan man forvisse sig om, ved at læse begrundelsen fra Ib Terp, formand for nævnet og socialdemokratisk borgmester i Brøndby Kommune: "Hvis man har en uddannelse, overholder man bedre lovgivningen og får en bedre forståelse af dette serviceerhverv," siger han.

Sikke dog noget sludder. Hvorfor i al verden skulle en gymnasieeksamen gøre en vognmand bedre til at overholde loven og forstå sit serviceerhverv?

Det, der er behov for på hyrevognsområdet, er en normalisering af erhvervet. I dag er tilgangen til erhvervet, prisniveauet og bestillingssystemet i detaljer styret af de kommunale hyrevognsnævn i henhold til taxiloven. Intet andet serviceerhverv er underlagt den slags lovgivning, og der er heller ingen grund til, at hyrevognserhvervet skal være det.

Taxi-kunder i Danmark betaler utvivlsomt mere for deres transport, end de kunne have gjort, hvis al den offentlige regulering af erhvervet blev afskaffet. Konkurrencestyrelsen slog det fast tilbage i 2008: "Taxikørsel er et intensivt reguleret erhverv, og den intensive regulering begrænser konkurrencen," skrev man.

Det er manglen på konkurrence, som gør, at Taxinævnet i Region Hovedstaden overhovedet kan slippe afsted med at stille krav om et bestemt uddannelsesniveau for vognmændene, som ikke en eneste kunde bekymrer sig om.

Kilde: