LEDER: En række Venstre-borgmestre beklager sig nu over, at deres parti til trods for smalhals i resten af samfundet stadig vil bruge flere og flere penge i den offentlige sektor. Det offentlige forbrug skal vokse med 0,8 procent om året frem mod 2020, mener Venstre-toppen.
"Hvis vi fortsætter med at udvide det offentlige forbrug, så skader det muligheden for at skaffe den nødvendige arbejdskraft til den private sektor," siger eksempelvis Carsten Kissmeyer, Venstre-borgmester i Ikast-Brande.
Det har han ret i, men det er nu ikke nogen ny situation. Under det økonomiske opsving frem mod 2008 ansatte VK-regeringen med Venstre i spidsen også tusindvis ekstra i den offentlige sektor og pralede endda af det i store avisannoncer og i taler af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. På den måde var Venstre medansvarlig for den mangel på arbejdskraft, som private virksomheder oplevede - en mangel som førte til meget store lønstigninger og tab af konkurrenceevne.
Mens Venstre-borgmestrene således er anderledes økonomisk realistiske end Venstre-ledelsen, så er de til gengæld ganske politisk naive, hvis de tror, at Løkke & Co. vil være med til at genskabe et liberalt Venstre, der arbejder for en mindre eller blot en uændret offentlig sektor.
Venstre har - måske i al overskuelig fremtid - besluttet sig for, at den væsentligste politiske kamp er den, der handler om at placere partiets formand i statsministerstolen. Alle andre hensyn må vige for dette ene mål. Det er forklaringen på, at Venstre og Socialdemokraterne, de to statsministerpartier, nu er enige om, at det offentlige forbrug skal vokse med 0,8 procent om året. 0,8 procent er det tal, som de begge mener bedst svarer til midtervælgerens ønsker, og midtervælgeren er ham, som både Venstre og Socialdemokraterne tilrettelægger deres politik på at kapre, fordi han kan give dem statsministerposten.
Hvis Venstre-borgmestrene vitterligt ønsker at få deres politik gennemført, må de derfor finde sig et nyt parti at være med i og bakke op om. Deres gamle Venstre har mistet den liberale orienteringssans et sted i den tågede midtersump.
Heldigvis har Danmark fået et nyt liberalt parti i form af Liberal Alliance. Et stærkt valg for LA ved næste folketingsvalg kan tvinge Venstre til at lytte. Alle, der hjælper til for at gøre det til virkelighed, får andel i æren. Forsætter man med at bakke op om Venstre, så er man selv ude om det.