LEDER: Chancen for, at politikerne ville gøre noget ved efterlønnen, var cirka nul procent efter valget i 2007. Efter det kommende valg i 2011 er der bedre muligheder. I valgkampen i 2007 garanterede alle partier, at efterlønnen var fredet - i dag garanterer de ikke noget. Så på dét punkt går det i den rigtige retning i Danmark.
Når Venstre og de Konservatives ledere spørges, om de "er til noget" på efterlønnen, så lyder svaret, at spørgsmålet ikke er aktuelt, fordi de andre partier, som var med til at vedtage velfærdsreformen i 2006, afviser enhver ændring. Men regeringspartierne siger vel at mærke ikke, at de ikke vil noget - hvis de andre vel at mærke vil.
Hos SF vil formand Villy Søvndal ikke "garantere" en uændret efterløn, mens Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt i denne uge satte dagsordenen ved at forudskikke, at en fiasko for S-SF's 12 minutter-plan kan føre til et opgør med efterlønnen. Altså heller ingen garanti fra den front.
Politikerne lurepasser, men imens sætter økonomer og meningsdannere over en bred front en dagsorden til fordel for en afskaffelse eller en nedskæring af efterlønnen. I takt med at velfærdsstatens økonomiske holdbarhedsproblemer er blevet det store emne i den offentlige debat, er der i pressen vundet stadig mere ørenlyd for, at efterlønnen ikke kan fortsætte uberørt. Og det sætter sit præg på danskerne, som er begyndt at se i øjnene, at vi ikke fremover kan lade raske og rørige mennesker melde sig på offentlig forsørgelse fem år før, de skal pensioneres.
Hvem husker stadig Venstre-doktrinen om, at danskernes holdninger er som de er, og at et politisk parti derfor blot skal finde en måde at mene det samme som danskerne? I dag må vi konstatere, at det godt kan lade sig gøre at ændre danskernes holdninger ved at præsentere dem for sund fornuft. Og en dag følger politikerne så også med.
Når Venstre og de Konservatives ledere spørges, om de "er til noget" på efterlønnen, så lyder svaret, at spørgsmålet ikke er aktuelt, fordi de andre partier, som var med til at vedtage velfærdsreformen i 2006, afviser enhver ændring. Men regeringspartierne siger vel at mærke ikke, at de ikke vil noget - hvis de andre vel at mærke vil.
Hos SF vil formand Villy Søvndal ikke "garantere" en uændret efterløn, mens Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt i denne uge satte dagsordenen ved at forudskikke, at en fiasko for S-SF's 12 minutter-plan kan føre til et opgør med efterlønnen. Altså heller ingen garanti fra den front.
Politikerne lurepasser, men imens sætter økonomer og meningsdannere over en bred front en dagsorden til fordel for en afskaffelse eller en nedskæring af efterlønnen. I takt med at velfærdsstatens økonomiske holdbarhedsproblemer er blevet det store emne i den offentlige debat, er der i pressen vundet stadig mere ørenlyd for, at efterlønnen ikke kan fortsætte uberørt. Og det sætter sit præg på danskerne, som er begyndt at se i øjnene, at vi ikke fremover kan lade raske og rørige mennesker melde sig på offentlig forsørgelse fem år før, de skal pensioneres.
Hvem husker stadig Venstre-doktrinen om, at danskernes holdninger er som de er, og at et politisk parti derfor blot skal finde en måde at mene det samme som danskerne? I dag må vi konstatere, at det godt kan lade sig gøre at ændre danskernes holdninger ved at præsentere dem for sund fornuft. Og en dag følger politikerne så også med.
