LEDER: Forslaget fra FN's klimatopmøde om, at de rige lande frem mod år 2050 skal reducere deres udledning af CO2 med mindst 75 procent er glimrende! Det er nemlig så storslået urealistisk, at ingen lande vil leve op til det. En ting er jo at sætte sig store mål, der lyder glorværdige - noget andet er at få accept af de midler, som er nødvendige for at nå målene.
For øjeblikket kan man stort set ikke møde mennesker, som ikke mener, at politikerne bare skal sætte sig så store mål som muligt. Ingen har dog endnu tilkendegivet, hvilke omkostninger de er villige til at betale på vejen til målene.
For nylig havde Deadline på DR2 en filminstruktør i studiet, som mente, at folk i de rige lande burde nøjes med at tage på ferierejser med fly hvert femte år. Hvor mange af de berejste medlemmer af den folkelige klimakult er mon villig til at acceptere bare dette lille indgreb i deres private forlystelser? Og hvor mange politikere tør, når det kommer til stykket, foreslå indgreb, som sætter en stopper for deres vælgeres ferierejser?
Klimadebatten er domineret af de gode viljers vagtparade. "Se mig, jeg tænker på klimaet!" råber alle, for endnu er det helt og aldeles gratis for dem at gøre det. Først den dag politikerne måtte fremkomme med de konkrete forslag, vil det vise sig, om bekymringen for klimaet er så stor, som den gøres til. Eller om klodens befolkninger til den tid vil vurdere, at andre ting trods alt er vigtigere end den teoretiske mulighed for, at temperaturen stiger et par grader i løbet af 100 år.