LEDER:
"Trepartsaftalen skal øge arbejdsudbuddet svarende til netto ca. 20.000 personer frem mod 2020, så de offentlige finanser forbedres med netto 4 mia. kr. om året."
Sådan står der i kommissoriet for de forhandlinger mellem regeringen, den røde fagbevægelse og arbejdsgiverne, som netop i dag er gået i gang. Det er en mærkelig øvelse.
For det første fordi, intet tyder på, at regeringen agter at bruger trepartsforhandlingerne som afsæt til at skrue ned for uddelingen af ydelser fra det offentlige til folk, der ikke er i arbejde. Det er ellers netop her, hvor regeringen med god ret og stor effektivitet kunne gøre noget for at gøre det mere attraktivt at yde en indsats fremfor at lade sig forsørge af andre.
For 151.000 danskere er gevinsten ved at gå på arbejde fremfor at blive passivt forsørget faktisk på under 2.000 kr. om måneden.
For det andet fordi, regeringen så i sin manlgende vilje til at gøre noget ved al den omfordeling, som er årsag til, at arbejdsudbuddet er for lille, bliver ved med at snakke om, at de, der allerede arbejder, pinedød skal presses til at arbejde mere, selvom de ikke har lyst.
Danskere på arbejdsmarkedet arbejder meget lidt sammenlignet med andre landes befolkninger, men det skyldes, at de skal betale så høj en skat, bl.a. for at brødføde en million landsmænd, som er i den arbejdsdygtige alder, men ikke arbejder. Hver tredje skattekrone i Danmark bruges på direkte indkomstoverførsler mellem borgere - penge op af Jensens lomme for at putte dem i Petersens lomme i stedet. For at kunne finansiere det har Danmarks verdens højeste skattetryk, og det reducerer værdien af en ekstra ydet arbejdstime sammenlignet med værdien af en times ubeskattet fritid. Derfor har danskerne ikke lyst til at arbejde mere.
Den direkte vej til at gøre noget ved problemet er derfor: 1. Flere i arbejde. 2. Bruge de sparede penge på lavere skat. 3. Glæde sig over at det helt af sig selv kan få danskerne til at arbejde mere.
Regeringen synes i stedet at ville noget andet: Pisk!
