LEDER: Den er sikker og vis, hver gang diskussionen om de mange offentligt forsørgede i Danmark kører: På et tidspunkt vil socialstatens venner fortælle, at mængden af danskere, som ikke er på arbejdsmarkedet faktisk var større for 50 år siden end i dag. Og at der blandt danskerne er en meget stor andel, der arbejder, sammenlignet med befolkninger i udlandet.
Denne gang er det Politiken-blogger Rune Engelbreth Larsen, som tager den: "På trods af straffeekspeditionsretorikken over for ledige, anført af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, ligger Danmark i toppen, når vi ser på erhvervsfrekvensen," skriver han.
Argumentet bringes på bane for at undskylde socialstaten. Nej, den har faktisk ikke ført til, at flere forsørges af andre, hævder man - den ene halvdel af befolkningen har altid været forsørget af andre. I gamle dage var der blot en masse kvinder, som blev forsørget af deres mænd.
Sammenligningen holder imidlertid ikke, for fortidens hjemmegående husmødre var ikke passivt forsørgede. De var en del af en arbejdsdeling i familierne. De udførte det arbejde, som pædagoger, hjemmehjælpere, moderne vaskemaskiner, opvaskemaskiner, fødevareindustrien, malkerobotter, fodermaskiner m.m. udfører i dag. De passede børn og gamle, de kogte tøj i gruekedler og skrubbede det på et vaskebræt, de vaskede beskidt service op i hånden og syltede asier og bagte brød, de malkede køer og fodrede kalve o.s.v.
Med andre ord: De kvinder, som bl.a. Rune Engelbreth Larsen sammenligner med nutidens "Carina'er", ydede en produktiv indsats, som på alle måder kunne stå mål med et nutidigt fuldtidsarbejde.
Professionaliseringen af børnepasningen og ældreplejen og moderne husholdningsapparaters lettelse af arbejdet i hjemmet gjorde det muligt for flere familier at have to forældre på arbejdsmarkedet, og det har alt andet lige øget arbejdsstyrken og den formelle beskæftigelse i Danmark på bekostning af den uformelle beskæftigelse, som mange kvinder før havde i hjemmene.
Men sideløbende har opbygningen af den danske socialstat haft den stik modsatte effekt. Som Velfærdskommissionen skrev i 2006:
“På det danske arbejdsmarked er der høje mindstelønninger og en relativ sammenpresset lønstruktur. Mindstelønningerne m.m. er på det danske arbejdsmarked aftalebestemte, men er påvirket af niveauet lagt af sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp mm. Dette niveau afspejler fordelingspolitiske mål knyttet til løn og indkomstforhold. En mere lige fordeling af lønninger sikrer imidlertid ikke automatisk en mere lige fordeling af beskæftigelsesmulighederne. Ikke alle kan nødvendigvis finde et job som giver en aflønning svarende til mindstelønningerne eller mere. Omkostningen ved denne form for fordelingspolitik viser sig derfor indirekte ved ledighed.”
Den kapitalistiske udvikling har gjort det muligt for stadig flere at finde en plads på det formelle arbejdsmarked, hvor de kan tjene deres egen løn, men den danske socialstat har betalt dem for at lade være. Som Viggo Jonassen, lektor i socialret ved Den Sociale Højskole i Århus, har skrevet om udviklingen i adgangen til offentlig forsørgelse i Danmark i 60'erne og 70'erne:
“Personkredsene udvidedes, tildelingskriterierne lempedes, skattefinansieringens andel øgedes, satser for understøttelsen forhøjedes og gjordes risikouafhængige, varighedsgrænser og karenstidsbestemmelser lempedes eller afskaffedes helt.”
Den økonomiske udvikling på arbejdsmarkedet giver ingen forklaring på, hvorfor stadig flere skulle være henvist til passiv forsørgelse. Stigende reallønninger i alle samfundslag har tværtimod gjort det nemmere og nemmere at ernære sig selv igennem hele socialstatens levetid.
Det er socialstaten, som har udkonkurreret størstedelen af de lavtlønnede stillinger, der tidligere kunne besættes af mennesker, som i dag går arbejdsløse - dem der i forhold til gennemsnitsdanskeren måske er for mærkelige, for bogligt svage, for langsomme, for ustabile eller for dårlige til at tale dansk. De kan ikke gøre sig fortjent til en løn, som overgår kontanthjælpen, dagpengene eller førtidspensionen, og så er det selvfølgelig fristende at blive hjemme i stedet for at gå på arbejde. Skulle enkelte alligevel have lyst, så sætter minimumslønnen på langt størstedelen af arbejdsmarkedet en effektiv stopper for deres ansættelse.
Socialstaten skaber sociale problemer.
