En af hensigterne med kunsten er at få os til at tænke, at se tingene på en anden måde, påstås det temmelig ofte.
Og det var netop det der skete, da jeg så den kinesiske kunstneres Ai Weiweis (AW) igangværende udstilling på Louisiana (til d. 12. februar 2012).
Jeg trådte ind i Louisianas altid tiltalende bygning med den viden, at det drejede sig om en kunstner og kunstværker, som i eksperternes øjne rangerer langt over det sædvanlige. Sagt med det forbehold at jeg ikke nøje følger kunstverdenens nyheder, jeg mindes ikke at en udstillende kunstner er blevet omtalt i så storslåede vendinger. ”Verdens mest magtfulde kunstner udstiller på Louisiana - Verdens indflydelsesrigeste kunstner på Louisiana - Den nye Picasso,” osv.
Jeg så 4 af AWs værker. De var meget forskellige fra hinanden, og hed Rock, Tree, Hanging Man in Porcelain og Forever. At beskrive dem indgående her ville være temmelig besværligt. Man kan downloade Louisianas katalog, som både viser og fyldigt beskrive værkerne. For download: http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Ai+Weiwei/Ai+Weiwei+e-katalog
Forever var det værk som jeg fandt mest opmærksomhedsvækkende. Måske på grund af mit eget gode forhold til cyklen; dette vidunderlige transportredskab. Forever består nemlig af 42 cykler som er svejset sammen i en cirkel. Cyklernes kæder og styr er blevet fjernet.
A) Omverdenens gigantiske, positive omtale. B) Selve stedet, intet mindre end Louisiana, som regnes blandt verdens vigtigste moderne kunstmuseer. C) Tilskuernes blanding af ærbødighed og begejstring mens de betragtede værket. Ja, A, B og C bekræftede at jeg stod overfor et kunstværk af usædvanlige dimensioner.
De første spørgsmål Forever motiverede var: Hvad hvis det var en dansk kunstner som havde lavet samme kunstværk... i Danmark? Ville dette kunstværk have stået på Louisiana?
I samme omgang fulgte: Ville dette kunstværk have været så uforbeholdent rost til skyerne af kunstkyndige, hjemligt og internationalt?
En anmeldelse af AWs værk finder at netop et af værkets kvaliteter er cyklerne, som skulle være noget af det mest kinesiske der findes. Og cykler, som noget af det mest danske der findes, er efter min mening et udsagn der ikke behøver nærmere granskning. Derfor forekommer det mig bestemt ikke utænkeligt at en dansk kunstner skulle finde på at lave en cirkel med sammensvejsede cykler. .
Min intuition fortæller mig at denne danske kunstner overhovedet ikke ville nå frem til Louisiana. Jeg kan let forestille mig hjemlige anmeldelser i retning af "sympatisk, men uden kunstnerisk værdi", og så videre. Og der ville selvfølgelig heller ikke være en anerkendelse i udlandet af samme karat som den AW har fået.
Jeg kan kun se en grund til den forskelsbehandling. Denne hypotetiske danske kunstners værker ville ingen historie have, intet drama. Der er simpelthen en verden til forskel med AW. Med AWs værker får vi også kampen mellem kunstneren og Kina, verdens største statslige undertrykkelsesapparat. Vi får en nutidig kamp mellem David og Goliat.
En hurtig gennemgang på nettet viste ikke en eneste artikel, som ikke relaterede AWs kunst med hans aktivisme. Dette er ikke mærkeligt, AW selv definerer sin kunst i forhold til sin aktivisme eller, om man vil, politiske kamp. »Jeg vil, at alle mine politiske bestræbelser bliver kunst« skulle han have sagt til Information, 17. nov 2011
Men, lige et øjeblik... er det ikke meningen, at kunst skal fremstå som sig selv, som noget der ikke skal vurderes efter sin historie eller, endnu mindre, efter sin grad af politisk aktivisme.
Den specifikke viden, har jeg ikke. Men det er mit indtryk at i hvert fald de sidste par årtier, har ”værket i sig selv” været kunsteksperternes hovedprincip. Det er også mit indtryk at aktivistkunst i stil med arbejder-, antiracistisk-, feminist-, økologiskkunst og lignende, bliver konsekvent betragtet som ikke-rigtig kunst.
Men måske opfattes aktivismen fra Kina anderledes end den hjemlige. Måske er det bare det at aktivist kunst er på vej tilbage - eller er den allerede tilbage; accepteret blandt kunsteksperter. Dog er der måske en ændring i forhold til tidligere aktivistiske kunstformer. Nu bærer værkerne ikke indlysende budskaber. Vi ser hverken undertrykte arbejdere på fabrikker, familier som bliver syge af forurening eller kinesiske partikammerater sammen med vestlige kapitalister som skovler penge. Måske, i denne nye aktivistiske tendens uden indlysende temaer, er det kunstneren og kunstfolk som serverer en politisk tolkning. Her et muligt eksempel:
”Når han laver en installation af 42 kinesisk-producerede cykler med det håbefulde navn 'Forever', der også er titlen på værket fra 2003, så taler han ind i den kinesiske erindring og de tabte drømme, forglemmelsen og de korrupte tilstande, som præger nutidens Kina. Derfor er cyklerne også frarøvet deres primære funktion, for uden kæde og styr er der hverken fremdrift eller retning. Blot en drøm.” ( www.kunsten.nu – 24. nov. 2011).
Det er svært at forene de ret så uskyldige cykler med Kinas politiske tilstande. Og det er nok derfor at ovenstående tolkning rammer så upræcist. For er der et land med fremdrift og retning, ja, så er det Kina. At landets styrende kommunistiske parti undertrykker og udnytter befolkningen, er noget helt andet. Det væsen som AW kæmper imod har i den grad fremdrift og retning, at det meget vel kan blive den næste supermagt over alle de hidtil kendte supermagter.
I Politiken, 18. nov. 2011, kan man også læse noget af det samme: “I værket 'Forever', der er et cylindrisk tårn bestående af 42 cykler - og som for øvrigt har titlen til fælles med kinesernes foretrukne cykelmærke - er enten styr eller pedaler fjernet som et billede på den manglende samfundsmæssige fremdrift.”
For resten, jeg hørte i køen i Louisisanas cafeteria nogle af gæsterne tale om symbolikken i AWs Forever og Kinas manglende fremdrift. Det ser ud til at der er opstået en konsensus om hvordan man opfatter værket.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på… indenfor de sidste år, har man ikke ofte hørt politikere og erhvervsfolk sige at Danmark er gået i stå, at der mangler kreativitet, fremdrift og lignende. Ville Forever, hvis lavet af en dansk kunstner, blive betragtet som et genialt symbol på at Danmark er gået i stå og mangler fremdrift?
Skulle der være mere aktivistkunst på vej, så håber jeg ikke at det udvikler sig som i 70ernes Danmark. Den gang kunne man være reaktionær hvis man ikke brød sig om det gigantiske arbejderrelaterede maleri, som hang i Danmarks Radios cafeteria. Og ligeledes hvis man ikke syntes om Røde Mors musik. Vil man så også være tilhænger af Kinas diktatur, hvis man ikke bryder sig om AWs kunstneriske aktivisme?
Et sidste tankeeksperiment. Lad os forestille os at en kinesisk kunstner i 70ernes Kina havde lavet Forever. Denne kunstner erklærer at den lukkede cirkel symboliserer det kinesiske folks enhed. De manglende pedaler er viljen til det kollektivistiske, idet ingen ønsker at pedalere individuelt. Og de manglende styr er troen på det kommunistiske parti som dikterer den eneste sande retning. Mao og hans parti klapper begejstrede og promoverer kunstværket som værende den helt rigtige kunst. De tusindvis af Mao-sympatisører verden over, herunder også kunsteksperter, synes naturligvis også det samme.
Men hvad ville vi synes - i dag - om denne kinesiske kunstner og hans værk?
Man skal hermed ikke konkludere at jeg ikke syntes om udstillingen.
