I de sidste måneder har jeg som bekendt været en del i mediemøllen på grund af min principielle modstand imod narkotika-bekæmpelse og flere har givet udtryk for en vis undren over, at jeg var villig til at miste mit job (som jeg var meget glad for) på det grundlag.
Argumenterne imod opretholdelsen af et forbud kan også let blive en smule diffuse og fjerne; narkoforbuddet financierer i stor udstrækning Taliban, er skyld i massemord i Mexico og så videre. Ikke noget man som borger i Danmark mærker specielt meget til, da disse aller mest alvorlige forbudskonsekvenser udspiller sig i lande langt væk fra vores egen hverdag.
Jeg vil i stedet forsøge at beskrive et par situationer, hvor jeg som politibetjent selv har medvirket og hvor jeg har tænkt ”hvad i alverden er det, jeg er med til her?”
Begge eksempler udspiller sig i Københavns Politis Beredskabsafdeling – altså dem der kører rundt i gruppevogne med en 4-8 betjente i hver og som man typisk støder på til større begivenheder som superligakampe i Parken og til demonstrationer.
Jeg var i den første sag på nattevagt som gruppefører i Golf 13, hvilket normalt betyder, at man kører fri patrulje i København og er klar, hvis der opstår situationer, hvor der med fordel kan bruges flere folk, end de 2 politibetjente, der er i en almindelig patruljevogn.
Denne vagt var dog lidt anderledes, da vi ikke umiddelbart fik lov at køre ud, da en af afdelingens specialafdelinger, der typisk beskæftiger sig med bandekriminalitet, gerne ville bruge ”min” gruppe til en ransagning. Da gruppen var samlet og klar, kørte vi derfor til station City i indre København, hvor de 2 kollegaer ventede med en anholdt, hos hvem vi skulle assistere med ransagningen.
Fremme på stationen mødte vi de 2 ovennævnte kollegaer og deres anholdte, der var en ung mand på ca. 20 år og af en type som politiet normalt ville kalde ”en røv” eller ”et røvhul”. I parantes skal det bemærkes, at vi normalt opererer med 2 typer mennesker i politiet: hr. og fru Jensen og så ”Røvhullerne”. Den anholdte tilhørte helt klart den sidste kategori, med tøj og attitude, der passede til.
Efter at have fået hele gruppen samlet blev vi sat ind i, hvad sagen drejede sig om. Jeg havde umiddelbart gættet på, at han var fundet i besiddelse af våben, hælervarer eller noget lignene, der kunne udløse en ransagning, men der var (som læseren måske har gættet) ikke tale om nogen af delene. I stedet lå der en 3-4 små brune klumper hash på bordet. Klumperne udgjorde en mængde på omkring 3-5 gram, hvilket normalt anses som en lille hash mængde til eget forbrug.
Faktisk var jeg en anelse lamslået over at man rent politifagligt havde valgt, at anholde gerningsmanden til en sag, der normalt kun giver en bøde og at man yderligere havde vurderet, at man ville ransage hjemme på hans bopæl.
Det står ret klart for mig, at den objektive gerning (besiddelsen af 3-5 gram hash) ikke havde meget at gøre med beslutningen om anholdelse og ransagning, men derimod havde gerningsmandens status som mere eller mindre kendt ”Røvhul” alt med denne beslutning at gøre. Så meget for lighed for loven.
Jeg ytrede mig lidt kritisk, men vi endte med at køre mod gerningsmandens adresse. En adresse, hvor noget af hans familie, deriblandt små børn, også boede. Det var sent om natten og man måtte forvente, at alle på adressen sov.
Vi nåede dog ikke til adressen i vores gruppevogn, da bilens advarselslampe for manglende kølevand begyndte at lyse, hvilket gjorde, at de 2 kollegaer selv måtte stå for ransagningen på adressen. Den generelle stemning i bilen var lettet, da ingen af os kunne se meningen med at ransage på ovennævnte grundlag.
Men spørgsmålet er om ovennævnte ransagning, som blev gennemført uden min gruppes hjælp, overhoved kunne forsvares. Både rent moralsk og faktisk også i forhold til bestemmelserne i retsplejeloven. Det står ihvertfald ret klart for mig, at jeg havde deltaget i noget temmeligt urimeligt og også ret dårligt politiarbejde. Den eneste grund til, at man valgte at ransage var, at den unge gerningsmand var banderelateret og man søgte en undskyldning for at ”gå i lommerne” på ham. Arbejde som jeg faktisk har det lidt dårligt med at have deltaget i.
Det andet eksempel på Københavns Politis jagt på euforiserede stoffer udspillede sig også i en af gruppevognene fra beredskabsafdelingen, da vi sammen med en af afdelingens halvførere (politiassistenter, der har modtaget egentlig føreruddannelse) var på vej ad Vesterbrogade mod byen. Her observerede vi en Mercedes, hvor passageren kastede en tom ”pølsemandspose” ud af vinduet. Disse ”pølsemandsposer” er typisk brugt til at opbevare hash i, og posen lugtede ganske rigtigt også af stoffet, da vi samlede den op fra gaden.
Reelt set havde passageren på nuværende tidspunkt kun gjort sig skyldig i at kaste affald på gaden, men vores fører valgte uden nogen tøven, at køre udrykningskørsel efter den pågældende Mercedes i Københavns myldretidstrafik. Udrykningskørsel og de medfølgende tilsidesættelser af dele af færdselsloven er normalt forbundet med en ganske nærværende risiko for både politipersonale og trafikanter, og skal efter udrykningsbekendgørelsen kun anvendes når ” det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld eller afværgelse af omfattende skader”.
Så her måtte jeg igen undre mig over vores ageren, da jeg ikke mente, at bortkastning af affald faldt ind under ovennævnte kategori – selv ikke hvis affaldet lugtede af hash.
Vi fik bragt bilen til standsning på Langebro og begyndte straks at ransage den samtidig med, at vi visiterede passagerene. Alt politifaglig virksomhed handlede her om søgen efter hash og ingen påtalte det forhold, at man ikke bør kaste affald på gaden. Ej heller var der nogen, der indledningsvis interesserede sig for om føreren rent faktisk var påvirket af hash/stoffer eller alkohol og dermed kunne være til fare for andre menneskers liv og førelighed. Det handlede ensidigt om at forfølge offerløs kriminalitet.
I begge ovenstående eksempler spurgte jeg mig selv om rimeligheden i det vi som polititjenestemænd udsatte andre mennesker for, og kan kun komme frem til, at opgaveløsningerne i begge tilfælde bar præg af dårligt og krænkende politiarbejde. Ikke kun over for de mennesker vi anholdt, visiterede og ransagede hos, men også pga, den fareforvoldelse man ikke sjældent udsætter uforvarende mennesker for ved at køre udrykning gennem byen til opgaver, der reelt ikke er livsvigtige.
Men vi har besluttet os for at slå hårdt ned på offerløs kriminalitet i kongeriget Danmark, så ovenstående sager er desværre hverdag i Københavns Politi – og det er grunden til, at jeg ikke længere arbejder der.
Argumenterne imod opretholdelsen af et forbud kan også let blive en smule diffuse og fjerne; narkoforbuddet financierer i stor udstrækning Taliban, er skyld i massemord i Mexico og så videre. Ikke noget man som borger i Danmark mærker specielt meget til, da disse aller mest alvorlige forbudskonsekvenser udspiller sig i lande langt væk fra vores egen hverdag.
Jeg vil i stedet forsøge at beskrive et par situationer, hvor jeg som politibetjent selv har medvirket og hvor jeg har tænkt ”hvad i alverden er det, jeg er med til her?”
Begge eksempler udspiller sig i Københavns Politis Beredskabsafdeling – altså dem der kører rundt i gruppevogne med en 4-8 betjente i hver og som man typisk støder på til større begivenheder som superligakampe i Parken og til demonstrationer.
Jeg var i den første sag på nattevagt som gruppefører i Golf 13, hvilket normalt betyder, at man kører fri patrulje i København og er klar, hvis der opstår situationer, hvor der med fordel kan bruges flere folk, end de 2 politibetjente, der er i en almindelig patruljevogn.
Denne vagt var dog lidt anderledes, da vi ikke umiddelbart fik lov at køre ud, da en af afdelingens specialafdelinger, der typisk beskæftiger sig med bandekriminalitet, gerne ville bruge ”min” gruppe til en ransagning. Da gruppen var samlet og klar, kørte vi derfor til station City i indre København, hvor de 2 kollegaer ventede med en anholdt, hos hvem vi skulle assistere med ransagningen.
Fremme på stationen mødte vi de 2 ovennævnte kollegaer og deres anholdte, der var en ung mand på ca. 20 år og af en type som politiet normalt ville kalde ”en røv” eller ”et røvhul”. I parantes skal det bemærkes, at vi normalt opererer med 2 typer mennesker i politiet: hr. og fru Jensen og så ”Røvhullerne”. Den anholdte tilhørte helt klart den sidste kategori, med tøj og attitude, der passede til.
Efter at have fået hele gruppen samlet blev vi sat ind i, hvad sagen drejede sig om. Jeg havde umiddelbart gættet på, at han var fundet i besiddelse af våben, hælervarer eller noget lignene, der kunne udløse en ransagning, men der var (som læseren måske har gættet) ikke tale om nogen af delene. I stedet lå der en 3-4 små brune klumper hash på bordet. Klumperne udgjorde en mængde på omkring 3-5 gram, hvilket normalt anses som en lille hash mængde til eget forbrug.
Faktisk var jeg en anelse lamslået over at man rent politifagligt havde valgt, at anholde gerningsmanden til en sag, der normalt kun giver en bøde og at man yderligere havde vurderet, at man ville ransage hjemme på hans bopæl.
Det står ret klart for mig, at den objektive gerning (besiddelsen af 3-5 gram hash) ikke havde meget at gøre med beslutningen om anholdelse og ransagning, men derimod havde gerningsmandens status som mere eller mindre kendt ”Røvhul” alt med denne beslutning at gøre. Så meget for lighed for loven.
Jeg ytrede mig lidt kritisk, men vi endte med at køre mod gerningsmandens adresse. En adresse, hvor noget af hans familie, deriblandt små børn, også boede. Det var sent om natten og man måtte forvente, at alle på adressen sov.
Vi nåede dog ikke til adressen i vores gruppevogn, da bilens advarselslampe for manglende kølevand begyndte at lyse, hvilket gjorde, at de 2 kollegaer selv måtte stå for ransagningen på adressen. Den generelle stemning i bilen var lettet, da ingen af os kunne se meningen med at ransage på ovennævnte grundlag.
Men spørgsmålet er om ovennævnte ransagning, som blev gennemført uden min gruppes hjælp, overhoved kunne forsvares. Både rent moralsk og faktisk også i forhold til bestemmelserne i retsplejeloven. Det står ihvertfald ret klart for mig, at jeg havde deltaget i noget temmeligt urimeligt og også ret dårligt politiarbejde. Den eneste grund til, at man valgte at ransage var, at den unge gerningsmand var banderelateret og man søgte en undskyldning for at ”gå i lommerne” på ham. Arbejde som jeg faktisk har det lidt dårligt med at have deltaget i.
Det andet eksempel på Københavns Politis jagt på euforiserede stoffer udspillede sig også i en af gruppevognene fra beredskabsafdelingen, da vi sammen med en af afdelingens halvførere (politiassistenter, der har modtaget egentlig føreruddannelse) var på vej ad Vesterbrogade mod byen. Her observerede vi en Mercedes, hvor passageren kastede en tom ”pølsemandspose” ud af vinduet. Disse ”pølsemandsposer” er typisk brugt til at opbevare hash i, og posen lugtede ganske rigtigt også af stoffet, da vi samlede den op fra gaden.
Reelt set havde passageren på nuværende tidspunkt kun gjort sig skyldig i at kaste affald på gaden, men vores fører valgte uden nogen tøven, at køre udrykningskørsel efter den pågældende Mercedes i Københavns myldretidstrafik. Udrykningskørsel og de medfølgende tilsidesættelser af dele af færdselsloven er normalt forbundet med en ganske nærværende risiko for både politipersonale og trafikanter, og skal efter udrykningsbekendgørelsen kun anvendes når ” det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld eller afværgelse af omfattende skader”.
Så her måtte jeg igen undre mig over vores ageren, da jeg ikke mente, at bortkastning af affald faldt ind under ovennævnte kategori – selv ikke hvis affaldet lugtede af hash.
Vi fik bragt bilen til standsning på Langebro og begyndte straks at ransage den samtidig med, at vi visiterede passagerene. Alt politifaglig virksomhed handlede her om søgen efter hash og ingen påtalte det forhold, at man ikke bør kaste affald på gaden. Ej heller var der nogen, der indledningsvis interesserede sig for om føreren rent faktisk var påvirket af hash/stoffer eller alkohol og dermed kunne være til fare for andre menneskers liv og førelighed. Det handlede ensidigt om at forfølge offerløs kriminalitet.
I begge ovenstående eksempler spurgte jeg mig selv om rimeligheden i det vi som polititjenestemænd udsatte andre mennesker for, og kan kun komme frem til, at opgaveløsningerne i begge tilfælde bar præg af dårligt og krænkende politiarbejde. Ikke kun over for de mennesker vi anholdt, visiterede og ransagede hos, men også pga, den fareforvoldelse man ikke sjældent udsætter uforvarende mennesker for ved at køre udrykning gennem byen til opgaver, der reelt ikke er livsvigtige.
Men vi har besluttet os for at slå hårdt ned på offerløs kriminalitet i kongeriget Danmark, så ovenstående sager er desværre hverdag i Københavns Politi – og det er grunden til, at jeg ikke længere arbejder der.
