Frederik Blegvad stiller i en artikel her på 180Grader det interessante spørgsmål:
Blegvad henviser til denne velkendte bestemmelse, under forsamlingsfrihed:
§ 78
Stk. 2.
Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkene, bliver at opløse ved dom.
Den retter sig mod foreninger, ikke ideologier, og kan ikke uden videre udvides. Men den kan med fordel anvendes overfor islamististiske organisationer som "Kaldet til islam", der som TV2 har dokumenteret opfordrer til 'hellig' krig mod vantro, drab på islamkritikere og andre ulovligheder. Terrorloven og andre eksisterende paragraffer kan også bruges mod sådanne grupper.
Men Grundloven har faktisk en anden bestemmelse, der er ganske anvendelig:
§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Det er klar tale, specielt at der intet må læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlig orden. For enhver med et nogenlunde fungerende moralsk kompas udelukker denne paragraf, at religion bruges som dække for at opfordre til vold, terrorisme, kvindeundertrykkelse og ødelæggelse af demokrati og frihed. Det er ret ligetil, og skal blot håndhæves. Det er reguleret af Kirkeministeriet , der har en tolkning og vejledning om emnet. Her er et par citater:
Retsgrundlaget består yderligere af de internationale aftaler, som den danske stat har indgået, herunder Lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1992 (Lov nr. 285 af 29. april 1992) samt Verdenserklæringen om menneskerettighederne af 1948; Bekendtgørelse af international konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination; Bekendtgørelse af international konvention af 16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol; og Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder af 1950 med efterfølgende tillægsprotokoller, som er grundlaget for ovennævnte lov af 1992.
Det er en ordentlig mundfuld, men tydeligt er det, at menneskerettighederne indgår som et centralt element, og da sharia af ECHR er dømt uforenelig med demokrati og menneskerettigheder, kan ingen islamisk organisation, der arbejder for indførelse af Sharia, godkendes under Grundloven.
Fra FN's Universelle Menneskeretserklæring:
Om religionsfrihed hedder det i § 18: “Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter”.
Det er smukt, men udløser nogle interessante statslige pligter for at udmønte det i praksis:
1) Staten er nødt til at beskytte disse rettigheder mod enkeltpersoner eller organisationer, der søger at krænke dem.
2) Trossamfund, der i sine skrifter eller sin handling krænker disse principper, kan ikke anerkendes under Grundloven.
Så har vejledningen denne interessante passus:
Det er ikke alt, der ligner religion, der er religion. Det gælder f.eks. totalitære politiske systemer,
Det er som møntet på islamisme, altså islam praktiseret som politisk system. Det er ikke religion.
Videre står der:
Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.
Her har klassisk (fundamentalistisk / salafistisk) islam et betydeligt problem, da der er dødsstraf for at forlade islam, samt for nogle andre ting, herunder polytheisme og 'hor'. Derfor kan en fundamentalistisk / salafistisk islam aldrig opnå godkendelse under Grundloven. Det forhindrer ikke salafister m.fl. at have foreninger, de kan blot ikke anerkendes som religion, få vielsesret og andre fordele i den forbindelse.
Ikke-fundamentalistiske islamiske trossamfund kan klare disse udfordringer uden større problemer, på linje med hvordan jøder og kristne har genfortolket deres kanoniske bøger:
Specifikke passager i koranen, hadith og sirat (Muhammeds livshistorie), der accepterer eller opfordrer til racisme, vold, voldtægt, tyveri, røveri, slavehandel, etnisk udrensning og/eller drab, skal erklæres historiske, ikke-hellige og uden autoritet for muslimer i dag, ligesom trossamfund må forpligte sig til at ekskludere medlemmer, der taler og/eller handler ud fra disse barbariske elementer i islam.
Der har aldrig været foretaget en systematisk gennemgang af de islamiske skrifter med henblik på at identificere præcist, hvilke passager der er i strid med sædeligheden og den offentlige orden. Det er på tide at udføre en sådan gennemgang, og genvurdere alle tidligere givne godkendelser ud fra denne.
Jeg ser ingen grund til at forbyde islam. Den skal blot underlægges Grundloven og verdslig ret.
