”De andres liv” er en tysk film fra 2006, hvis handling er henlagt til DDR, anno 1984. Den handler om en Stasi-agent, der er parti- og statsloyal (hvilket jo i en totalitær stat er det samme) og opsat på at gøre karriere indenfor systemet. Han får bl.a. til opgave at overvåge den intellektuelle forfatter Dreyman og dennes kæreste. Stasi agenten er modstykket til Dreyman, men ender med at blive fascineret af den overvågede person og ikke mindst det liv han levet.
Filmen kræver tålmodighed af sin seer, men er også en film der har fået en Oscar for bedste udenlandske film og dermed anerkendt af det Hollywood, der for sjældent laver film af den karakter, som ”De andres liv”, hvor tingene ikke er helt hvide eller sorte, men som virkeligheden mere broget og sommetider bare grå. Livet i det hedengangne DDR var betongråt og med alverdens begrænsninger for den frie tanke, og den skabende kraft. Filmen illustrerer livets besværligheder i intellektuelle og kunstneriske kredse, vel at mærke besværliggjort af systemet, af hensyn til systemet. Et samfund med begrænsende strukturer og med en overligger for kunstneriske frembringelse er dømt til at gå under, på et eller andet tidspunkt. I hvert fald hvis frihedstrangen er stor nok blandt samfundets borgere. Frihed er helt afgørende for udvikling, forskningsmæssigt, erhvervsmæssigt, innovationsmæssigt, kunstnerisk mv.
Jeg så filmen for knapt et halvt år siden. Filmen hænger ved og kommer frem i erindringen igen og igen. Ikke mindst i forbindelse med 20 årsdagen for murens fald. Filmen illustrerer et umenneskeligt system, hvor staten frygter sine borgere og borgerne frygter staten. Hvor menneskerettigheder må vige for systemet. Privatliv er – undskyld udtrykket – en by i Rusland.
La’ filmen være en advarsel mod totalitære systemer, uanset om disse er politisk bestemte og ideologiske eller om det totalitære er et udslag af et bestemt religiøst styre. Vi skal være på vagt overfor angreb på friheden og udsættelse af privatlivets fred og individets ukrænkelighed og begrænsninger på skabertrang, ytringsfrihed og andre former for demokratiske og retsstatslige friheder og rettigheder.