Som undervisnings- og integrationsminister blev han lagt for had af en samlet venstrefløj. Samtidig repræsenterer han en sidste rest af højskolevenstre og Grundtvig. Bertel Haarders liv mellem politisk pragmatik og grundtvigiansk opvækst skildres i ny selvbiografi. Det er historien om politisk mod og idealisme, men også en historie om resultater, der i tilbageblik udeblev:
Som praktisk politiker, som magthaver, må Bertel Haarder indregnes til det slæng af borgerlige politikere, der – til trods for at de havde magten i to tiår – ikke udrettede noget på de helt grundlæggende parametre. Der blev ikke færre offentligt ansatte, lavere offentlige udgifter, endsige mindre adfærdsregulering i Bertel Haarders tid.
Haarder var ofte hadet af fjender og elsket af venner. Hans idealisme gjorde ham til en markant figur, særligt i perioderne som undervisningsminister og integrationsminister. Alligevel ser Haarder i erindringerne tilbage på et samfund, der på mange måder ikke udviklede sig i den retning, han drømte om:
Måske har han været for eftergivende, når det virkelig gjaldt? Pessimismen har i hvert fald visselig indhentet Haarder, der ellers som god grundtvigianer sikkert har gået og næret et forsigtigt, men dog ganske konsekvent håb for fremtiden.
Læs hele Anders Orris' anmeldelse af Bertel Haarders erindringer på Repliques hjemmeside: http://critique.ksaa.dk
/>
