HANS SKOV CHRISTENSEN. fortalt af 33 stemmer
190 sider, 300 kr., Gyldendal Business
Det er Grundfos-bestyrelsesformanden Niels Due Jensen, der udnævner Dansk Industris netop afgåede direktør til den bedste statsminister, Danmark aldrig fik.
Det sker i bogen Hans Skov Christensen, fortalt af 33 stemmer, et smukt festskrift udgivet af Gyldendal Business i anledning af Skov Christensens afgang forleden dag efter 25 år som administrerende direktør for først Dansk Arbejdsgiverforening og derefter siden 1991 for DI.
Due Jensen, tidligere medlem af DI’s hovedbestyrelse, fremhæver Hans Skovs fremragende evner som direktør, men nævner også hans evne til at tale længe, når han vil have ret, og Due Jensen tilstår, at han ind imellem syntes, at hovedbestyrelsen gav ham for lidt modstand. Den fik han så af Due Jensen i præcise meningsudvekslinger med et glimt i begges øjne.
Grundfosformanden var i forrige søndag ude med nogle triste og desillusionerede synspunkter om Danmark som et land, der går i den forkerte retning med pointsystem, indvandrerkritisk holdning og uduelige politikere. Idiotisk og skamløst kaldte han pointsystemet og karakteriserede Dansk Folkeparti som udansk.
Due Jensen skriver i bogen, at hans måde at udtrykke sig på ikke ligefrem er diplomatisk. Hans Skov ville have formuleret sine bekymringer anderledes, men det fremgår af andre bidrag, at han i vidt omfang deler synspunkterne. For eksempel nævner Uffe Elleman Jensen i bogen, at Hans – de fleste af bidragyderne er på fornavn med ham - var dybt bekymret over det billede, der har tegnet sig i omverdenen af Danmark som et fremmedfjendsk land, og at han rejste land og rige rundt og advarede om, at vi er ved at sakke alvorligt ud i konkurrenceevne – og at det især er et problem, at den næste generation er dårligere uddannet end deres forældre.
Grunden til, at det er værd at gøre lidt ud af Han og Due Jensen , er, at så mange andre i dette land anser deres bekymringer for forargelige og arrogante.
Det gælder for eksempel den ytringsglade præstinde Kathrine Lilleør, som i Berlingske Tidende 28.11 bebrejder Due Jensen hans politikerlede og manglende tålmodighed. At kalde Danmark fremmedfjendsk, når stort set hele Folketinget er enig om en form for pointsystem, er som at bede solen om at skifte bane, skriver hun.
Det interessante ved Lilleørs bebrejdelser er især, at hun som ét blandt mange i princippet oplyste mennesker ikke har gennemskuet, at pointsystemet og den udlændingepolitik, som hun finder så rationel og menneskekærlig, er et kæmpe illusionsnummer, som dækker over, at Danmark næsten ikke har nogen selvstændig beslutningskompetence med hensyn til indvandring.
Et illusionsnummer, som Dansk Folkeparti er lykkedes med at få til totalt at dominere den politiske debat i årevis og dermed skygge for langt, langt mere alvorlige problemer for landets fremtid. Og til at spærre for lysets lange vej fra det høje og ned til pastor Lilleør.
Pudsigt nok antyder Børsens chefredaktør, Leif Beck Fallesen i sit indlæg om, hvad der kunne tænkes at være sket, hvis Hans Skov var blevet statsminister i en konservativt ledet regering, at han nok ville have været bedre end de statsministre, vi rent faktisk har haft, til at binde DF op på mere fornuftige kompromisser – indgået bag mere lukkede døre. Men det blev han altså ikke. Faktisk slog han ifølge Ellemann kors for sig, når nogen foreslog ham et blive minister.
Peter Straarups bidrag hedder En af byens bedste talere, og det går også på festtaler.
Han er lige som Due Jensen inde på Hans’ store talelyst og målrettede kommunikation i forsvaret for DI’s interesser. Straarup har Hans alvorligt mistænkt for at dele mennesker op i to kategorier: dem der er enige med ham, og dem, som han bare ikke har talt længe nok med. Og Straarup kan fortælle, at hvis man en enkelt gang vover at være uenig med ham, så bliver man underkastet en meget lang indoktrinering.
Straarups hustru fremhæver Hans Skovs evner som selskabsmenneske og betegner ham som en af byens bedste bordherrer.
Hermed kommer vi så til en af hans allerstærkeste sider: evnen til at opbygge og vedligeholde et usædvanligt stort netværk af meget forskellige mennesker, som han – må man næsten tro – især plejer ved middage, meget ofte i sit eget hjem, og ved frokoster i DI på Rådhuspladsen. Ministre, departementschefer og erhvervsfolk kommer til ham, ikke omvendt. Det kan man forstå på blandt andre Connie Hedegaard, som i øvrigt har stor respekt for hans professionalisme. Den viser sig i, at selv den mest uformelle sammenkomst altid slutter med, at DI’s administrerende direktør lige får nævnt et problem, som gæsten godt lige må være opmærksom på.
DI har selvfølgelig også spillet sammen med udenrigsministeriet, og den tidligere departementschef (nu seniorforsker på Institute of Southeast Asian Studies i Singapore) Jørgen Ørstrøm Møller roser DI-direktørens oplæg på de årlige sommermøder for ambassadører, som for alvor fik ham til at forstå, hvilket glidebane dansk økonomi er ude på. Ørstrøm Møller føler sig sikker på, at Hans Skov ser på industrien på samme måde som Winston Churchil gjorde: ”Nogle ser det private erhvervsliv som en jagende tiger, der skal skydes. Andre som en ko, der skal malkes. For få ser den som en sund hest, der trækker en solid vogn.”
Et aktivt kristenliv hører i den grad med, når der skal tegnes et portræt af Hans Skov. Så i denne anmeldelse skal Kristeligt Dagblads chefredaktør have det sidste ord i rækken af bidragydere. Erik Bjergager konstaterede for en del år side til sin overraskelse, at Hans var daglig læser af bladet. Nu har han siden 2003 været formand for dets bestyrelse og har derfor haft et betydeligt medansvar for den pæne udvikling i oplagstallet. Men kristendom og management har for Hans ikke noget med hinanden at gøre. For ham er kristendom udelukkende et eksistentielt anliggende. Til sine børn har han i et interview sagt: ” Følg den leder, der søger sandheden, men flygt fra den leder, der tror han har fundet den.”
Man kunne godt blive helt misundelig over at se billederne af gavebordet med de mange vingaver fra Hans Skovs afskedsreception, men når man har læst bogen, forstår man godt, hvorfor det var så langt. De 33 bidragydere har i hvert fald alle noget at være taknemmelige for, kan man mærke.
Den bog, de har skrevet, vil være en oplagt julegave fra onkel Peter til Niels, som ikke kender så meget til den nyere danske erhvervshistorie. Men også fra Niels til onkel Peter, som vil nyde at få erhvervshistorien fortalt fra lidt andre synsvinkler, end man normalt får lov at kigge ind fra.
